Børn og ansatte i en SFO i Haverslev syd for Aalborg fik mandag lidt af en forskrækkelse, da en gruppe åbnede døren ind til et cykelskur. En knap 50 centimeter lang alligator gemte sig derinde, oplyser TV2 Nord.

Krybdyret var imidlertid helt passiv og blev liggende, og ved Falcks ankomst var alligatoren allerede død. Falck tog dyret med og har nu frosset det ned.

- Vi formoder, det er et kæledyr, der er sluppet fri fra dens bur og ud af huset - formentlig gennem et kloakrør, toilet eller liggende, siger Allan Bruun Rasmussen, vildtkonsulent hos Falck, til TV2 Nord.

Det er ifølge Falck op til den enkelte politikreds, om det er tilladt at holde et dyr som en alligator som kæledyr. Dyret skal nu undersøges nærmere hos Aalborg Zoo, så arten kan bestemmes.

BNB