Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Flere børn fra Haslev er blevet forgiftet af svampe.

Rigshospitalets presseafdeling bekræfter over for BT, at fem alvorligt syge børn er indlagt på Rigshospitalets Traumecenter torsdag middag.

Udover de fem børn, er der tale om flere forgiftede personer.

Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at der er tale om en familie på 12 personer fra Haslev, der bor på samme adresse.

'Flere fra familien har ved indbringelsen til hospitalet vist svære forgiftningssymptomer,' lyder det i pressemeddelelsen.

Ifølge TV Øst er 11 af de 12 familiemedlemmer forgiftet af svampe.

Politiet oplyser desuden, at man arbejder ud fra oplysninger om, at 'forgiftningen skyldes indtagelse af indsamlede svampe, der har været brugt i madlavning. Hændelsesforløbet er imidlertid stadig ikke klarlagt med sikkerhed.'

Ifølge TV ØST's oplysninger er der tale om en flygtningefamilie fra Congo, der er indkvateret på et tidligere kollegium i Haslev.

Sygdomstilfældene har torsdag fået akuthospitalerne i Region Sjælland til at gå i beredskab.

»Vi arbejder på at finde ud af, hvad der præcist er sket. Men hospitalerne er gået i beredskab for at tage imod en gruppe børn, og vi er ved at koordinere ambulance-indsatsen via vores præhospitale center,« oplyser pressevagten fra Region Sjælland til TV ØST.

Region Sjælland bekræfter oplysningerne over for BT.

Giftlinjen på Bispebjerg Hospital oplyser til DR, at både små og ældre børn er indlagt på mindst fire forskelige sygehuse på Sjælland efter at have indtaget svampe.

»Nogle af dem har symptomer, der er forenelige med, at de har spist grøn eller hvid fluesvamp. Der er nogle børn, der har tegn på leverskader,« siger Niels Ebbehøj, der er overlæge på Giftlinjen til DR.

Benny Kirstensen, der er direktør ved Præhospitalt Center ved Region Sjælland, som har stået for at koordinere ambulancetjenesten, oplyser til DR, at man ikke kan sige så meget på nuværende tidspunkt - men at sagen er alvorlig.

I en pressemeddelelse oplyser politiet, at man torsdag klokken 10.45 modtog en anmeldelse fra Region Sjællkands vagtcentral, og flere ambulancer var sendt til en adresse i Haslev.

'Ved ankomsten blev det konstateret, at der var flere sygdomsramte personer, der blev bragt til forskellige hospitaler. Politi og sundhedssektor er i øjeblikket i gang med at undersøge hændelsesforløbet og årsagen til sygdomstilfældene,' lyder det fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i pressemeddelelsen.

BT følger sagen.