Hjerneforskning og forsøg i danske folkeskoler viser, at inddragelse af teater, film, billedkunst og musik gør undervisningen mere effektiv – og sjov.

Mange elever lærer aldrig at bruge grammatik i skolen. De lærer godt nok de remser og begreber, som skal hjælpe dem – men de finder aldrig ud af, hvordan de skal bruge deres viden.

Alt det ville se anderledes ud, hvis Danmarks lærere skruede ned for terperiet og satte deres elever til at lave tegnefilm om grammatik. På den måde lærer eleverne nemlig at bruge deres viden til noget praktisk.

Det viser ny dansk forskning, som konkluderer, at elever lærer en masse, når de ser på kunst og skaber kunst i undervisningen. Når vi arbejder med kunst, bliver der nemlig skabt særlige forbindelser i vores hjerner. Forbindelser, der er optimale, når vi skal lære nye kundskaber. Det skriver Videnskab.dk.

Læs også på Videnskab.dk: Skolerne er syge – hvad kan vi gøre?

Den viden er netop blevet udnyttet i praksis under en række pilotprojekter på danske folkeskoler.

- På en skole i Vejle Kommune brugte vi animationskunst i dansk og matematik. I dansk lavede eleverne korte tegnefilm, som lærte dem nogle grundlæggende grammatiske kundskaber. Filmene skulle handle om en person – ’subjekt’ – der gjorde noget – ’udsagnsord’ – og som havde en egenskab – ’tillægsord’.

- Både underviserne og børnene kunne bagefter konstatere, at det var nemmere at lære om grammatik på den måde. Eleverne havde ikke engang bemærket, at de have lært noget. Men de kunne huske og anvende grammatikken. Og samtidig havde de haft det enormt sjovt, siger forskeren bag projektet, Tatiana Chemi, lektor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet.

Hendes seneste artikel om kunst, følelser og læring er netop blevet publiceret i tidsskriftet ’Psyke & Logos’.

Læs også på Videnskab.dk: Børn lærer med kroppen

I mange århundreder har vi troet, at vi skal holde følelserne ude af vores hoveder, hvis vi vil lære noget. Vi troede, at vores følelser var nogle ballademagere, som forpurrede vores evne til at tænke klart. Men den nyeste hjerne- og kognitionsforskning afslører noget helt andet.

- Vi havde et helt forkert syn på følelser, da vi troede, at de bare skulle undertrykkes i læringssitutationer.

- Følelser og kognition hænger nemlig sammen, og vi kan ikke adskille dem. Vi lærer og udvikler os på baggrund af følelser. Er du hjerneskadet dér, hvor følelserne bliver udviklet – i den præfrontale cortex – har du svært ved at anvende din viden og løse konkrete problemer. De hjerneskadede kan godt genfortælle et logisk ræsonnement. Men de kan ikke anvende det, de har lært.

- Når vi har den viden, bliver kunst interessant at se på i en læringssammenhæng. Vi kan nemlig kun forstå kunst, hvis vi bruger vores følelser og empati. Så kunsten kan åbne en dør i hjernen, så vi får adgang til at lære nye kundskaber, vi kan anvende i praksis, fortæller Tatiana Chemi.

Læs også på Videnskab.dk: Sådan skaber lærere bedre undervisning

Når vi ser på malerier, film og teater eller lytter til musik, bliver vi nødt til at bruge mange forskellige dele af vores hjerne – blandt andet dem, der har med følelser og indlevelse at gøre.

Vi kan kun forstå handlingen i en film, hvis vi sætter gang i et meget indviklet kognitivt arbejde. Vi kan først leve os ind i skuespillernes følelser og motiver, når vi lader vors følelser og indlevelse spille en stor rolle. Det er på den måde, vi kan forstå, hvorfor karaktererne handler, som de gør.

De samme egenskaber bliver aktiveret i hjernen, når vi selv laver en film. En filminstruktør bliver nemlig nødt til at have styr på, hvilke følelser hans publikum skal have, når de ser filmen.

Når børn laver en grammatik-tegnefilm, der skal forstås af andre, bliver deres følelser og empati derfor aktiveret - og døren til brugbar indlæring åbner sig.

Læs også på Videnskab.dk: Forskere: Skolerne magter ikke kreativitet og innovation

Tatiana Chemi fortæller, at tegnefilm ikke er den eneste kunstart, lærere kan bruge i deres undervisning.

- Der er et kæmpe læringspotentiale i kunsten – både den kunst, man selv laver og den, man ser på. Vi bør derfor integrere alle slags kunst i hele pensum. Det skal både dyrkes i dansk, matematik og historie, siger Tatiana Chemi.

Det er op til forskere og lærere at finde måder at integrere kunsten i undervisningen. Tatiana Chemi har selv en række ideer:

Dansk: Her er teater en god kunstform at inddrage. Særligt hvis eleverne er teenagere, der er i færd med at finde ud af, hvem de er som personer. Eleverne kan spille teater over en bog, de har læst. På den måde lærer de at sætte sig ind en anden persons liv og identitet. De øver sig både i at forstå en historie og at være voksne. Også historiske begivenheder kan ’skuespilles ind’ i elevernes vidensbank, hvis en lærer i historiefaget er frisk på det.

Matematik: At lytte til musik kan – noget overraskende – være en god måde at lære matematik på. Men det kræver, at læreren tydeligt fortæller eleverne, hvordan man kan forstå musik ved hjælp matematik. I musik findes fænomener som rytme, pauser, hastighed, længde og struktur. Alle de fænomener forstår man typisk ved hjælp af matematik.

Naturvidenskab: Mange materialer i billedkunst-lokalet lægger op til naturvidenskabelige udfordringer. For eksempel ændrer ler sig, når man former, tørrer eller brænder det i en ovn. Det kan give eleverne en helt grundlæggende naturvidenskabelig indsigt, nemlig at forskellige kræfter – for eksempel varme – kan ændre et materiale.

At tænke videnskabeligt: I Tatiana Chemis egen undervisning på universitet beder hun sine studerende om at holde igen med at fortolke de malerier, hun viser dem. I stedet skal eleverne træne deres videnskabelige tilgang til verden ved at observere alle detaljerne og nuancerne i maleriet, før de begynder at spekulere over, hvad det betyder.

Læs også på Videnskab.dk: Sådan bliver gymnasietimen spændende

- På den måde bliver de studerende mere bevidste om, hvornår de observerer, og hvornår de fortolker. Det er vigtigt at kunne skelne imellem de to ting, når man bedriver videnskab.

- Samtidig får de erfaring med at formulere spørgsmål på baggrund af observationer. Jeg kunne tænke mig, at skolen bliver lige så god til at træne børn i at finde spørgsmål som i at give svar. Det er vigtigt, for det er fra spørgsmålene, al udvikling, kreativitet og innovation kommer, siger Tatiana Chemi.
Kunsten træner eleverne i at bruge deres nysgerrighed – og kan man som lærer få den ind i undervisningen, bliver den straks meget mere interessant for eleverne, lyder det fra forskeren.

- Finder eleverne deres egne spørgsmål, vil der ikke længere være brug for motivation – for den kommer af sig selv. Er jeg nysgerrig på noget, er der ingen grund til at motivere. Og det kan kunst i undervisningen hjælpe til med, siger Tatiana Chemi.

Læs mere om kunst i undervisningen på Videnskab.dk.

Andre artikler fra Videnskab.dk:

Myte-tjek: Kan man smadre et glas med stemmen?

Hvorfor græder kvinder mere end mænd?

Derfor er Matador så god