»Hvem har ikke lyst til at kvæle en sur kælling?«

Sådan spørger Bodegaen i Odense sine kunder på en spiseseddel. Det fik den unge kvinde ‎Björg Kristjánsdóttir helt op i det røde felt, og hun skrev følgende på Bodegaens Facebook-side.

»Jeg er MEGA skuffet over jer lige nu. Har ellers været glad for bodegaen men vidste ikke at I kunne finde på at lægge navn til noget så sexistisk. Jeg håber at I fjerner skiltet straks og finder et andet navn til drinken der ikke gør grin med vold mod kvinder. Det er virkelig ubehageligt og meget usmageligt.«

Det har skabt meget debat på værtshusets Facebook-side. Eksempelvis skriver en kvinde følgende:

»Ringe forretningsstrategi at afskrive halvdelen af kundegrundlaget.«

Den heftige debat har fået medejer Asger Stuhr Nielsen til at svare:

»Vi er ikke ude på at gøre nogen fortræd, og vi havde ikke forventet, at folk kunne blive så vrede, men jeg ser det mest som en overreaktion. Jeg synes egentlig, at det er et ret uskyldigt budskab, og jeg synes folk burde kunne se det sjove i det i et moderne land som Danmark,« siger han til fyens.dk.

Der er dog ikke kun kritiske røster. Eksempelvis skriver en mand inde på Björg Kristjánsdóttirs opslag:

»Jeg har lyst til at spørge dig, om du godt er klar over, at 'kvæle' er et slang/synonym for at drikke/bælde/bunde noget proviant?«

Det virker dog heller ikke til, at det er den fynske bodegas opfindelse. Der er flere værtshuse, som sælger 'sure kællinger'. Eksempelvis the Australian Bar og Kostbar i København, samt flere online webshops, der sælger dem. Og sloganet 'for hvem har ikke lyst til at kvæle en sur kælling!' kan også findes på supershots.dk, der fremstiller grønne sure shots.

Du kan læse en længere officiel forklaring fra Bodegaen forneden: