Hvor der er vilje, er der vej. Og selv om man selv fattes penge, så kan man sagtens skaffe 2000 julegaver til trængende børn.

Det viste Bobbie Bernie Nielsen fra Fredericia lørdag, da han delte 2000 gratis julegaver, som han har brugt den seneste tid på at samle sammen, ud til trængende børn.

Det skriver TVSyd, der også har lavet en video med den glade giver. I videoen bliver Bobbie Bernie Nielsen spurgt, hvordan han har fået råd til alle de gaver, når han selv er på kontanthjælp.

»Jeg sparer op, og så skærer jeg ned på mine smøger, og så har jeg også en sød dame, som har været med til at finansiere det…. Og mange af de her ting, som vi har her, kommer jo også fra byens borgere, der har sendt helt nye ting til mig..«, forklarer Bobbie Bernie Nielsen i videoen.

Han havde lørdag taget opstilling foran supermarkedet Løvbjerg og Løveapoteket i Fredericia for at dele de mange gaver ud. Og at dømme ud fra vidoen, så kom der mange smil frem hos de fremmødte børn, da de fik overrakt deres gaver.

Det var dog ikke kun dem, der mødte op foran supermarkedet, der fik gaver af den glade giver. Fredag var Bobbie Bernie Nielsen taget en tur til Odense Universitetshospitals børneafdeling og givet gaver til syge børn. Og også der vakte hans initiativ glæde.

Bobbie Bernie Nielsen fortæller til TV SYD, at årsagen til, at han gerne vil hjælpe de børn og familier, der måske ikke selv har råd til julegaver er, at han selv har prøvet at have det svært i juletiden.

Det er for øvrigt ikke første gang, at Bobbie Bernie Nielsen har vist sit gode julehjerte. Også sidste år delte han gaver ind.  Dengang fik han indsamlet 1000 gaver.

I år har han fordoblet antallet af gaver, som han dels selv har handlet – og dels har fået sponseret. Blandt andet har den lokale Fætter BR sponseret en sæk gaver og en masse gavepapir, har Bobbie Bernie Nielsen oplyst på Facebook.