Enke til fyrværkerioffer står frem i ny kampgane, der skal bekæmpe de store mængder ulovligt krudt i omløb.

København: Nytårsaften sidste år blev på tragisk vis endestationen for 37-årige Bo Schmidt Andersen fra den lille nordjyske by Assens.

Med sin familie som nærmeste vidner mistede han livet, da han i haven forsøgte at antænde en ulovlig krysantemumbombe, der eksploderede i hovedet på ham.

Nu står hans enke, Heidi Jensen, frem i en ny kampagne og fortæller om de tragiske konsekvenser for de pårørende, når en person mister liv eller førlighed som følge af ulovligt krudt.

- Jeg synes, at folk skal tænke sig godt om, for det er med livet som indsats. De skal tænke på alle de mennesker, de sårer, hvis det går galt, siger hun til DR.

Bag kampagnen står blandt andre Sikkerhedsstyrelsen, hvor man ifølge kommunikationschef Mette Cramon bevidst har valgt at fokusere på de pårørende.

- Langt de fleste ofre er mænd mellem 15 og 40 år, der er svære at nå, fordi de tror, at de er udødelige. Derfor vil vi med kampagnen sætte fokus på, at ulykker med ulovligt krudt ikke kun rammer en selv, siger hun.

Andre læser også:

Lukas Graham charmerer sig ind på amerikansk radio-værtinde: Derfor skrev jeg ’Drunk in the morning’

Engelsk snigskytte dræber fem IS-krigere med tre skud

Ud over udsagn fra enken er der derfor i kampagnematerialet også lydfiler, der gengiver opkald fra hospitalernes traumecentre til pårørende i fyrværkeriulykker.

- Det er bevidst, at vi forsøger at tale til følelserne, og en del af kampagnen er henlagt til medier som YouTube og Spotify, hvor en stor del af målgruppen færdes, siger Mette Cramon.

I Fyrværkeribrancheforeningen er direktør Karsten Nielsen enig i, at kampen mod det ulovlige fyrværkeri skal vindes ved at ændre danskernes holdning til det.

- Jeg tror på, at den bedste måde at komme det til livs er ved at bearbejde befolkningen, så det bliver socialt uacceptabelt. På samme måde som man har gjort det med spritkørsel, siger han.

Sidste nytårsaften søgte 328 personer hjælp på et sygehus med større eller mindre skader fra fyrværkeri. Knap hver ottende skyldtes ulovligt fyrværkeri.

/ritzau/