Fredag og lørdag blæser der varm luft fra Sahara op over Danmark, og dermed er der en chance for at opleve »blodregn«.

Vejrfænomenet har fået sit bloddryppende navn, fordi vinden bringer sand med sig, og når det blandes med regn, efterlader det rødlige spor på biler og andre overflader.

Hos DMI konstaterer man, at »blodregnen« kan komme, men det er ikke sikkert. Sker det, bliver det i den nordvestlige del af Danmark, fordi der her er udsigt til regnbyger.

- Jeg vil ikke udelukke, at det godt kan komme, eftersom luften kommer helt nede fra Sahara. Men der er ikke så meget fart på strømningen op over Europa. Hvis vinden ikke er kraftig, når det at drysse ned, inden det rammer Danmark, siger vagtchef Olaf Mathiassen til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber:

- Jeg tror ikke, det bliver så kraftigt, som man nogle gange har set. Nogle gange har vejrfænomenet efterladt sand på biler, siger han.

Olaf Mathiassen betegner »blodregn« som en sjælden gæst i Danmark, og når fænomenet forekommer, sker det typisk i forårsmånederne. Senest faldt den over Bornholm i 2006.

Sandet behøver ikke at komme fra Sahara for at få danskerne til at spærre øjnene op. Olaf Mathiassen husker en dag i april engang sidst i 1970erne, hvor sjællænderne oplevede »blodsne«:

- Der kom ret voldsom kulde, og fordi det havde været lunt og tørt et stykke tid, var det øverste lag af mulden i den vestlige del af Danmark blevet så tør, at der blæste jord til Sjælland. Da der samtidig var snebyger, gav det »blodsne«, siger vagtchefen.