Udbrændte kvinder har dobbelt så stor risiko for blodprop i hjernen i forhold til andre kvinder. Den samme forskel ses ikke blandt mænd, viser analyse.

Selv mildere psykiske lidelser end depression øger risikoen for, at kvinder udvikler blodprop i hjernen.

Det viser et nyt dansk studie ledet af læge, ph.d. studerende Henriette Kornerup fra kardiologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.

Med støtte fra Hjerteforeningen har Henriette Kornerup analyseret data fra 10.000 danske mænd og kvinder, og resultatet viser, at kvinder, der oplever træthed, mathed og følelsen af håbløshed, har over dobbelt så stor risiko for at få blodprop i hjernen som kvinder, der føler sig psykisk på toppen. En tilsvarende sammenhæng har ikke kunnet spores blandt mænd.

- Studiet indikerer, at tegn på udbrændthed er en parameter, som læger og kvinder skal være opmærksomme på i forhold til udvikling af hjerte-kar-sygdom. Forekomsten af blodprop i hjernen blandt kvinder, der føler sig udbrændt var over dobbelt så høj som blandt andre kvinder, og det er efter, tallene er justeret for en lang række mere kendte risikofaktorer som for eksempel rygning og motion, siger Henriette Kornerup i en pressemeddelelse.

Formand i Hjerteforeningen Peter Clemmensen siger, at Henriette Kornerups forskning og Østerbroundersøgelsen, som hendes arbejde er baseret på, har været med til at påvise, at det ikke kun er faktorer som motion, rygning og alkohol, der påvirker hjertelidelser og tidlig død. - Mere bløde værdier som trivsel, stress, udbrændthed og sociale netværk spiller også en rolle. Psykens påvirkning af fysikken er et område, der fortjener mere fokus, siger Peter Clemmensen fra Rigshospitalets Hjertecenter. 

/ritzau/