Flere tog det som en provokation, da en 17-årige gymnasieelev Mohamad Al Jawerheri under en internetdebat om islam blandt andet skrev: »Jeg er her i dit land - som nu også er mit« efterfulgt af en smiley, oplyser Radio24syv. Det førte til, at flere deltagere i debatten kontaktede gymnasieelevens arbejdsplads - som endte med at opsige ham.

En af dem, der deltog i debatten kort før jul og flere gange kontaktede Mohamad Al Jawerheris arbejdsplads Bilka i Næstved, var 71-årige Bjørn Larsen.

Under debatten kaldte Bjørn Larsen og flere andre ifølge Radio24syv blandt andet gymnasieeleven for 'terrorist-tilhænger' og sendte trusler i hans indbakke.

Til det svarede 17-årige Mohamad Al Jawerheri:

»Mine holdninger er demokratiske og i overensstemmelse med grundloven. Jeg har ingen sympati med terrorister, og som mange andre fredelige muslimer går jeg i skole, får en fremtid og forhåbentlig børn, der bliver her for evigt.«

»Jeg følte, han kunne blive radikaliseret«

Men selvom Mohamad Al Jawerheri flere gange skrev, at han er glad for at bo i Danmark, opfattede blandt andet Bjørn Larsen gymnasieeleven som provokerende og hånlige over for Danmark.

Til radiomediet forklarer han også, at han ikke opfattede Mohamad Al Jawerheris beskeder som om, at han reelt var glad for Danmark.

»Alt er jo relativt. Det kan tolkes på mange måder, den måde det blev skrevet på. Jeg følte, at han var en af dem, der kunne blive radikaliseret. At han var meget glad for Danmark, det var ikke det, jeg opfattede det som i hvert fald,« siger Bjørn Larsen til Radio24syv.

Foto: Claus Fisker / Privatfoto
Vis mere

Derudover truede Bjørn Larsen ifølge Radio24syv også den 17-årige gymnasieelev i en besked, hvor han blandt andet skrev, at han havde spurgt et trykkeri om, hvad det ville koste at printe 100 billeder af Mohamad Al Jawriheri, som han kunne sætte op som løbesedler rundt omkring med nogle af hans beskeder.

Til Radio24syv forklarer Bjørn Larsen, at han blot skrev sådan for at få den 17-årige dreng til at reagere. Det gjorde Mohamad Al Jaweriheri dog ikke.

Tingene skulle sættes på plads

Efter Bjørn Larsen og andre af deltagerne i debatten havde kontaktet Bilka i Næstved endte det angiveligt med, at Mohamad Al Jawerheri på sin næste arbejdsdag blev præsenteret for en opsigelse, som han følte sig presset til at underskrive.

Selv fastholder Bjørn Larsen over for Radio24syv, at målet ved at kontakte Bilka i Næstved ikke var, at få gymnasieeleven fyret.

»Jeg ville have, at der kom en debat med knægten, så tingene blev sat lidt på plads. Jeg ville sætte på plads, efter min opdattelse, at han hånede Danmark,« forklarer han.

Hverken Bilka i Næstved eller Dansk Supermarked har ønsket at kommentere sagen til Radio24syv.