Lyt til artiklen

Mens store lastvogne kørte forbi i det yderste spor, gik hundrede flygtninge i samlet flok i det inderste på Sydmotorvejen mandag. Yngre mænd gik forrest, ældre og kvinder med børn bagerst. Ingen af dem ville registreres i Danmark. Derfor tog de turen ud på motorvejen for at gå til Sverige for at søge asyl der.

At de mange hundrede flygtninge mandag fik lov af det danske politi til at gå i kanten af motorvejen uden at blive anholdt, har fået samfundsdebattør og forfatter Suzanne Bjerrehuus til at rase på Facebook.

»Fatter ikke, hvorfor politiet ikke staks har sagt: 'I kører efter reglerne her i Danmark. I må ikke gå på motorvejen'. Det er det rene anarki, hvad der sker lige nu. Hvis vi andre opførte os sådan, var vi blevet arresteret,« skriver hun på sin Facebook-profil i et opslag, der i den grad har delt vandene i kommentarfeltet, og fortsætter:

»Ynkelig tabermentalitet at lade nogle migranter få lov til at gøre, hvad der passer dem. Pseudo human demonstration fra politiets side.«

Læs også:

De mange hundrede flygtninge endte med at søge ud på motorvejen, efter de mandag formiddag var ankommet med tog fra Tyskland til Rødbyhavn, hvor de var blevet stoppet af dansk politi.

Langt de fleste ville videre til Sverige, men de, der troede, at de kunne tage toget direkte til Malmø, tog fejl. For én efter én blev de mange mennesker fra især Syrien, Irak og Afghanistan ført ud af toget af politiet, der ville registrere dem og tage deres fingeraftryk.

Men det var de færreste interesserede i.

For et fingeraftryk i Danmark vil afsløre, om deres sager skal behandles i andre lande, som de tidligere er rejst igennem. Derudover vil et dansk fingeraftryk også forhindre dem i at få asyl i Sverige. Godt halvanden time senere begyndte de pludselig at vandre nordpå ad Sydmotorvejen i håb om at kunne gå til Sverige.

Artiklen fortsætter under billedet.

Mandag begav knap 200 flygtninge sig ud på Sydmotorvejen ved Rødby for at begyndte den lange vandring mod Sverige.
Mandag begav knap 200 flygtninge sig ud på Sydmotorvejen ved Rødby for at begyndte den lange vandring mod Sverige. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Læs også:

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tidligere forklaret, at politiet forsøger at håndtere flygtningesituationen med dialog frem for med konfrontation, da det er psykisk hårdt prøvede mennesker, som det har med at gøre.

Det samme gjorde sig også gældende på motorvejen. I stedet for at anholde flygtningene, valgte politiet at følge dem tæt og passe på dem.

»Det er vores klare overbevisning, at vi nok skal nå frem til en løsning, så vi kan få registreret disse mennesker,« sagde politiinspektør Kim Kliver mandag og fortsatte:

»Vi har valgt at følge grupperne tæt, så vi kan passe på dem i forhold til trafikken. Samtidig er mange af dem ved at blive rigtig trætte, og derfor er vi begyndt at samle dem op i nogle busser, hvor de får mad og drikke.«

Mandag aften valgte politiet at lukke dele af motorvejen ved mørkets frembrud af hensyn til flygtningenes sikkerhed. Samtidig valgte politiet at samle de mange flygtninge ind og indlogere dem i en hal i Rødby.

Læs også:

Den håndtering af situationen mener Suzanne Bjerrehuus dog er helt forkert.

»I Østrig og Ungarn har man oplevet det samme. Folk, som flygter fra nød og undertrykkelse, demonstrerer i denne tid en arrogant livsførelse, der trodser enhver beskrivelse,« skriver hun videre på sin Facebook-profil.

Samtidig mener hun, at 'dumme danskere' blot stod og så måbende til, mens flygtningene gik på motorvejen.

»Kill og get killed mentaliteten, ikke noget med taknemmelighed. De dominerer med affald og aggressiv adfærd. Og nu står de dumme danskere og kigger måbende til,« skriver hun og slutter:

»En ynk af en adfærd.«