Det er nu otte år siden, den folkekære karakter-skuespiller Frits Helmuth efter år med heftigt drikkeri døde af akut leversvigt, men endnu i dag er familien og hans omgivelser påvirket af en bitter strid, der rasede i tiden lige op til hans død på Rigshospitalet.

Striden handler om adgang til Frits Helmuths ’arv’ - et sandt skatkammer af minder fra både faderens, Osvald Helmuths, og Frits’ eget lange teater- og film-liv. Et gigantisk arkiv med dagbøger, brevsamlinger, scrapbøger, smalfilm, teater- og filmpriser, kostbare statuetter og pokaler.

- Frits valgte jo at betro mig, ikke familien, det store dokumentations-materiale om teaterslægtens liv. Det var hans tak til mig, fordi jeg havde brugt et halvt år af mit liv på at skrive hans biografi, og fordi jeg hjalp ham i en skattesag. Endnu ved sin død skyldte han 550.000 kr. i skat. Frits’ kunnen var af en anden verden. Alt det praktiske overlod han til mig - hans kæreste i mere end tre år, siger Oda Wiedbrecht, kendt papirklip-kunstner, som blev Frits Helmuths samlever efter tre mislykkede ægteskaber.

Gjorde det af kærlighed

- Der blev udformet et gavebrev med tinglysning, men da vores forhold så senere gik i stykker, fortrød Frits bittert sin handling. Det endte med en retssag, hvor han ønskede gavebrevet ophævet. Men forgæves - han tabte sagen, fortæller Oda.

- Jeg elskede Frits højt, men jeg stod urokkeligt fast på, at jeg alene havde ansvaret for det store materiale, som giver et sjældent indblik i dagliglivet hos en berømt familie. Jeg er blevet beskyldt af familien for at slå plat på Frits. Men det holder ikke en meter. Havde jeg bare udleveret det hele til forskellige familiemedlemmer og venner, ville det værdifulde materiale være tabt. Jeg gjorde det eneste rigtige, og jeg gjorde det af kærlighed til Frits. Den fylder mig stadig i dag, selv om forholdet bristede, siger hun.

I tv-dokumentaren ’Frits - Ølhundens søn’, som sendes på DR1 den 7. januar, beskrives striden om Frits Helmuths ’kæreste eje’ i detaljer.

I et efterladt filmklip siger en synligt skuffet Pusle Helmuth, datter af Frits:

- Min far skyldte hende (kæresten, red.) nogle penge. Han besluttede derfor at give hende sit liv. Han gav hende alt, fotos, breve osv.

Vreden står også malet i ansigtet på Frits Helmuth, der i en hidtil ukendt optagelse i den kommende film siger:

- Det her er hele mit liv. Man kan da ikke bare sådan tage mit liv. Mine Bodil-statuetter. Min fars flotte teaterpokal. Det er så vanvittigt. Jeg føler mig i den grad amputeret, siger Frits Helmuth i klippet på et tidspunkt, hvor der tydeligvis er blevet kortere perioder mellem de fugtige byture.

Filmen, der er tilrettelagt af den berømmede journalist Per Wennick, beskriver uden omsvøb, hvordan Frits Helmuth i stigende omfang måtte dulme sin sceneskræk og hang til perfektionisme og barndommens mange traumer med masser af promiller.

- Meget af min inspiration er kommet fra vin, brændevin og øl. Hvis man fjernede alle de mennesker, der har drukket gennem tiden, ville man fjerne alle de mesterværker, menneskeheden har frembragt, lyder hans let undskyldende svar i dokumentarfilmen.

Otte år undervejs

Kort før sin død i december 2004 besluttede Frits Helmuth at fortælle den rå, helt usminkede historie om en opvækst præget af en totalt dominerende, ofte aggressiv og verdensfjern far, om karrieren, om tre forliste ægteskaber, børn, som han selv svigtede osv. Filmen, der har været hele otte år undervejs, bygger på disse optagelser, som vises for allerførste gang.

Eks-kæresten Oda Wiedbrecht fortæller, at hun på intet tidspunkt har overvejet at spinde guld på den efterladte skat af minder, som Frits valgte at betro hende. Heller ikke ved f.eks. at sælge noget af det til tv:

- Jeg har faktisk nu valgt at overdrage hele samlingen - 17 store flyttekasser med ting og sager - til Det Kongelige Bibliotek. Her er man nu ved at ordne og katalogisere de mange værdifulde ting. Det hele er klausuleret, så ingen kan få adgang til det i 20 år. Det gælder også Frits’ familie. Hvis nogen skal opnå denne adgang, kræver det min personlige tilladelse. Gavebrevet står på den måde stadig ved magt, siger Oda Wiedbrecht.

- Heller ikke tv-holdet ville jeg give adgang til de mange efterladte minder. Bl.a. de følsomme breve og dagbøger. Jeg havde ikke tiltro til, at tv-folkene ville behandle materialet ordentligt. Min mistanke om, at man i filmen vil svælge i de mere negative sider, Frits’ afhængighed af alkohol osv., har vist sig at holde stik. Derfor mit klare nej. Frits’ eftermæle fortjener ikke at blive sværtet. Han var en gudbenådet scenekunstner. Og et godt menneske. Men også svag. Havde dårligt styr på alt det praktiske. Det var jeg nødt til at tage ansvar for, da vi var kærester.

Fugtige byture

Hvordan gik forholdet til ham i stykker?

- Han var begyndt at tage nogle fugtige byture i København. Det tændte mig af. Jeg gav ham et ultimatum: ’Du kan vælge mellem mig og flasken’, sagde jeg ligeud. Han havde været på fast antabus i meget lang tid, drak faktisk slet ikke, mens vi var kærester. Men til sidst kunne han altså ikke kæmpe imod længere. Han forsøgte at få mig tilbage, bl.a. ved at trygle mig om at gifte mig med ham. Men jeg var ikke til at overtale, Selv om jeg bag det hele stadig elskede ham højt.