- Den kvindelig præst har misbrugt sin offentlige stilling ved at modtage en meget stor arv fra en beboer i sit sogn. Det kan der slet ikke herske tvivl om. Men da præsten lige var gået på pension, valgte jeg som biskop ikke at gribe ind, siger biskop Kresten Drejergaard, Fyns Stift.

Præsten har fået en 95-årig kvinde fra sit sogn til at ændre i sit testamente - skrive en nær slægtning helt ud af testamentet - så hun kunne arve omkring en million kr., smykker, sølvtøj osv. Helt ærligt: Burde hun ikke omgående tvinges til at betale de penge tilbage, når det er i strid med ansættelsesreglerne?

- Det kan man mene, og der skal ikke herske tvivl om, at havde præsten stadig været aktiv i jobbet, havde jeg i overført forstand sat hende pistolen for brystet og sagt: ’Så er det pengene - eller livet!’ Ingen præst bør bringe sig i den slags afhængighedsforhold. Min egen kone, der nu er pensioneret, har i et langt liv arbejdet som hjemmesygeplejerske. Hver gang hun er blevet tilbudt gaver - det er sket ret ofte - har hun konsekvent sagt nej tak, og sådan skal det være.

Gik ind i sagen

Men hvorfor har du ladet det passere?

- Efter at lægen Vibeke Manniche havde gjort mig opmærksom på forholdet, gik jeg faktisk straks aktivt ind i sagen. Jeg ringede bl.a. til skifteretten. Jeg kan ikke afvise, at jeg var gået mere i dybden med sagen, hvis jeg havde fået klagen i skriftlig form. Det blev kun til et par telefonsamtaler med lægen.

Har du selv modtaget noget fra beboere i dit sogn?

- Jeg har arvet et billede fra en mand. Det forestiller min gamle kirke. Han syntes, jeg skulle have det billede, når han var død. Jeg mener, det ligger under bagatelgrænsen. Men reglerne er helt klare. Vi må som præster ikke modtage gaver fra folk i sognet, siger biskop Kresten Drejergaard, der om kort tid fratræder som biskop på Fyn for at blive sognepræst ved Den danske Kirke i Genève. bagge