Da Birgit Larsen er først i 20’erne, bliver hun rådet til at investere i en stor sommerhat og et titurs-kort til en psykolog. Den køber hun ikke - og betaler prisen. Ved at leve et liv med flosset selvværd, angst, skam og sociale fobier. Lige indtil en forårsdag i 2014.
Torsdag den 24. april 2014 er ikke ligefrem én af de dage, der trækker store overskrifter i Danmark: Øresundsbroen er presset af faldende trafik, en kæmpepanda er på vej til København Zoo, danske svampenørder har spottet 200 nye arter, og Brøndbys cheftræner drømmer om europæisk succes.
Vinden er i øst, og nogle mener, at foråret er på vej.
På overfladen er der en behagelig temperatur hjemme hos familien Larsen på Gøgeurten i Holstebro. En fredfyldt villavej, der fra et helikopterperspektiv minder om en racerbane med indbydende langsider og et par skarpe sving. Med inspiration fra svenske skovlandsbyer har de 21 huse front mod et græsgrønt fællesareal, mens der i baghaverne åbner sig små lodder af vild natur med fasaner og rådyr på nysgerrigt visit i ny og næ.
Det er far, mor og børn, der gør sig klar til endnu en dag i hamsterhjulet. Signe og Sofie skal i skole, og Uffe skal bag skrivebordet som partner i et revisionsfirma.
Og Birgit? Hun har en fridag.
For narkosesygeplejersken bliver denne torsdag en af de dage, der kommer til at stå skarpest i hendes livshistorie.
I 20 år har Birgit Larsen levet med skam, angst, lavt selvværd og sociale fobier på grund af ufrivilligt hårtab.
Nu vil hun ikke stå model til det længere. Hun vil bryde et tabu, sættes fri. Derfor har hun indgået en aftale med en frisør. De skal mødes klokken otte denne aften.
HVIS DEN KUBISTISKE villa har en dørklokke, er den godt skjult. Jeg banker forsigtigt på det hærdede glas. Venter. Hun kommer gående mod mig i flade ballerinasko på det dybtgrå magnesitgulv.
Håndtrykket bliver akavet, som var det en teenagedreng, der skulle sige pænt goddag til Rihanna.
Mit blik flakker og har svært ved at finde et fokuspunkt i ansigtshøjde, inden hendes øjne indfanger mine.
Bag brilleglasset og det sorte stel ser jeg en kvinde, der tør træde frem: Birgit Larsen, 42 år, kronraget.
»Det er sådan, jeg ser ud. Jeg skal ikke gemme mig selv længere.«
Hun har brygget kaffe, og på det sorte langbord i køkkenalrummet er der anrettet mørke vindruer på et glasfad, og et grønstribet krus er fyldt med guldkarameller. Mellem os står også en papæske med papirsservietter.
»Jeg har jo slidt på mig selv. Jeg har trampet på mit selvværd. Jeg har jo aldrig følt, at jeg så okay ud. Jeg hadede, når vi skulle til fester. Jeg hadede det, hvis han spottede nogle kvinder, der havde meget flottere hår end mig. Jeg blev mere og mere sur, når vi skulle noget. Allerhelst ville jeg bare være hjemme,« siger Birgit Larsen.
Hun husker, hvordan hun mentalt pustede ud, når de kom hjem fra en fest. Så var det overstået.
Hun husker et bryllup, hvor flokken af gæster skulle fotograferes på en havnefront. Hun stod dér i sin fine sommerkjole og håbede på vind bagfra.
Men vidste alt for godt, at frisuren tog pynten af det hele. At det hår dér bare trak det hele ned. At lidt medvind ikke var nok.
Hun fortæller om frygten for at blive afsløret. Hvis det blæste, sørgede Birgit Larsen altid for at lege med sine piger i baghaven og ikke ude foran på fællesarealet - på eget græs var hun i sikkerhed, i læ for livet.
Motion begrænsede sig til løbeture, da den disciplin gjorde det muligt at gemme sig under en kasket. Shoppeture i byen tog hun gerne på dage med regnvejr, så hun kunne have hætten oppe. Og pigerne kunne aldrig få mor til at hoppe i poolen eller havet på en sommerferie, for »hvis håret blev vådt, så jeg jo forfærdelig ud«:
»Jeg har virkelig tabubelagt det og holdt det hemmeligt - kun fortalt det til mine tætteste veninder og ellers ikke snakket med nogen om det - udover Uffe, selvfølgelig. Det fortryder jeg bittert i dag, for det er jo ikke noget, jeg kan gøre for.«
Birgit Larsen forstår egentlig ikke, hvorfor hun har reageret, som hun har gjort:
»Jeg er ellers sådan ret fornuftigt tænkende og arbejder i sundhedsvæsnet: Og der er jo en god forklaring: det er en sygdom.«
PÅ SYGEHUSET I NYKØBING på Mors må Else Jespersen et par minutter over midnat den 2. marts 1973 lægge krop til en sædefødsel, hvor hovedet kommer sidst. Men ud kommer hun; deres førstefødte, der viser sig at have masser af sort hår på sit nyfødte hoved.
Senere bliver også Bente og Britta en del af familien, hvor mor er hjemmehjælper og far Villy er postbud.
Han finder det vigtigt, at pigerne får sig en uddannelse, så med et pligtopfyldende snit på omkring ni fortsætter storesøster Birgit stort set direkte fra gymnasiet til sygeplejeskolen i Holstebro.
I faget farmakologi lærer hun om risikoen ved at tage p-piller, og hun dropper dem. Uden at vide, at netop de små piller måske har holdt hendes alopeci-lidelse i ave.
»Jeg kan huske, at jeg en dag lå og tog solbad sammen med nogle piger fra sygeplejeskolen. Da, jeg rejste mig fra puden, lå der store totter.«
I de følgende år breder pletskaldetheden sig; afløbet under brusen stopper til, og hestehalen har set bedre dage. Ungdommens garn er gået i hårdknude. Da hun bliver færdig på sygeplejeskolen, er håret klippet kort. Jo kortere, det er, jo nemmere er det at fønne håret op, så det ser ud af noget. I det mindste.
HENDES STEMME er som knækket hvid.
Sådan en hverdagsnuance, der matcher både det lette og det tunge; når livet dufter af grillhygge på terrassen, og når regnen som nu trækker sit mørke gardin ned over vinduerne i bløde strøg. Lige siden, vi indgik interviewaftalen for tre uger siden, har hun vidst, at det vil blive svært at tale om:
»Jeg har enormt meget brug for....bare at være mig. Vise mig selv og andre, at det er sådan her, jeg ser ud. Det er ikke sådan, at jeg ikke gerne vil have mit hår igen, men jeg sidder aldrig mere og googler »hårtab« og »skaldede kvinder«. Jeg jagter det ikke længere. Jeg har brugt 20 år på at gemme mig. Det har været et helt projekt for mig at finde frem til en behandling, så jeg for pokker kunne få det hår igen. Jeg har dyrket det helt vildt. Og jeg har glemt at eksistere en gang imellem. Jeg har takket nej til så mange ting - for at undgå at blive set.«
Gennem årene forsøger Birgit Larsen at bekæmpe sine indre dæmoner med alternative mediciner, kiroterapi, alskens diæter med nej til gluten og nej til sukker, tarmskylninger, zoneterapi, vævsprøver og andet fra hylderne med mulige løsninger på, hvad der kan stoppe hendes hårtab.
Hun kæmper en kamp for at blive overbevist om, at håret kommer igen.
Allerede, da hun som 11-årig får sin første avisrute, lærer postbudets ældste datter vigtigheden af at lægge penge til side, men den almindelige opsparing dækker langt fra Birgit Larsens udgifter ud i det alternative. Hun har brugt omkring halvdelen af sin pensionsopsparing på den konto. Intet har virket.
I dag fortryder hun, at hun ikke fulgte rådet, da hun som 24-årig opsøgte en hudlæge:
»Du har pletskaldethed, og det er uhelbredeligt. Acceptér det, køb dig en stor sommerhat og et titurs-kort til en psykolog.«
»Jeg kan tydeligt huske den formulering. Og lige, da jeg gik derfra, var jeg faktisk ret fornærmet på ham. Men han havde jo ret. Hvis jeg havde lyttet til ham....«
NÅR BIRGIT LARSEN de følgende år går til frisør - og det gør hun tit - sidder hun med en følelse af at være en kvinde, der får foretaget en gynækologisk undersøgelse i lægens venteværelse. Omgivet af kvinder med hårpragt af en anden verden sidder hun dér med sin tiltagende skaldethed. Som én af et sted mellem 5500 og 11.000 danskere, der har sygdommen alopeci. Vurderet ud fra familiefotos tror Birgit Larsen, at hun har arvet det fra sin oldemor.
Hun tror ikke på vorherre, og hun er ikke medlem af folkekirken, men i sommeren 2009 føler Birgit Larsen alligevel, at hun får et vink fra højere magter om, at hun må til at tage sig selv alvorligt og leve livet.
Hun har fået konstateret livmoderhalskræft og er indlagt på Skejby Sygehus, hvor hun forsøger at komme ovenpå igen efter en større operation:
»Jeg ligger ved siden af en ung kvinde, der er alvorligt syg. Jeg tror ikke, hun er her i dag. Da tænkte jeg: »Helt ærligt, nu holder ud op med at tude over det dér hår.« Jeg havde haft en potentielt dødelig sygdom. Hvis ikke, min læge havde taget det skrab det rigtige sted, så havde den kræftknude fået lov til at sprede sig.«
Men det bliver ved en nødløsning; en gennemtænkt plan. Birgit Larsen er sygemeldt i tre måneder, og mens hun går hjemme, søger hun om bevilling hos kommunen til at købe en paryk:
»Så er der ingen, der opdager det. Så vil de ikke kunne huske, hvordan jeg så ud.«
Hun tager parykken på til en reception på sygehuset - og føler sig total kikset. Birgit Larsen synes mest af alt, hun ligner Lisbeth Dahl på vej til endnu et nummer i Cirkusrevyen, så hjemme igen ryger parykken i døtrenes kasse med udklædningstøj.
Tiden går, og håret bliver tyndere. Birgit Larsens hjerne arbejder på højtryk og er tæt på at brænde sammen.
Hvis man i december 2013 letter på låget, vil man se sikringer, der springer og et kabelarbejde med lidt for mange løse ender. Det er invaliderende at se sådan ud som 40-årig, synes hun.
Google viser vejen til Odense, hvor Søndergaard Hairdesign i Slotsgade har en specialafdeling med parykker og toupéer - og et budskab, der siger, at »du får dit gode udseende tilbage og slipper for trælse spørgsmål.«
Efter ugers venten får Birgit Larsen en håndfuld toupédele, der skal tapes fast på hovedbunden hver morgen.
Inderst inde synes hun, det ser tåbeligt ud, men det er vel bedre end ingenting?
Da hun kommer hjem, skriger Uffe af grin. Døtrenes begejstring står mål med at få en Johnny Madsen-cd i julegave.
Da Birgit Larsen samtidig indser, at det vil tage en krig at få toupéstykkerne sat helt rigtigt hver morgen, og at hun vil gå rundt i angst for, at de vil falde af i løbet af dagen, dropper hun også denne løsning. De dyrebare reservedele ryger i skraldespanden.
Den endelige beslutning om at lade sig kronrage træffer Birgit Larsen den 19. april 2014, da hun er med til at sige farvel til ægtemandens gode kollega og golfven; 50 år blev han:
»Da vi sidder i kirken til begravelsen, indser jeg, at jeg spilder mit liv på at gå og fokusere på det her hår 80 procent af tiden - på at gemme mig og gå at være ked af det.«
Lige præcis dér i kirken siger hun til sig selv, at håret skal af.
FEM DAGE SENERE får Birgit Larsen som vanligt en portion havregryn til morgenmad, inden hun ønsker Signe og Sofie en god dag i skole. Uffe er mødt tidligt, så hun har al den tid, der skal til for at forberede sig til det, der skal ske om aftenen. Al for megen tid.
Hendes appetit er ikke-eksisterende, så hun dropper frokosten - og tager Signe, otte år, med til ridning om eftermiddagen:
»Jeg tror faktisk heller ikke, at jeg får aftensmad.«
Hun husker turen under bruseren efter turen på rideskolen. Hun er ked af det. Hun ved, det er sidste gang, hun vasker det pjevsede hår, der er tilbage:
»Det var lidt, som om....ikke, at jeg skulle dø....det var bare sidste gang.«
Birgit Larsen dropper den halve times tid, det normalt tager at føntørre og lakere sit forholdsvis lange pagehår til et nogenlunde holdbart resultat. Det vil være spildt arbejde. Det skal af.
Hun er derfor også ligeglad, da hun på vejen ud til sin cremehvide Fiat 500 tydeligt fornemmer, hvordan blæsten afslører hendes skaldethed.
På den ti minutter lange tur til Salon Zig-Zax i centrum af Holstebro sidder Birgit Larsen dog stortudende bag rattet i en blanding af tristhed og forløsning. Det er nu, hun gør op med sit evindelige hemmelighedskræmmeri og sin skam.
Frisøren, Heidi, har fået lov af sin chef til at klippe Birgit Larsen uden for normal åbningstid:
»Du skal bare tage det af - jeg er helt sikker.«
For Birgit Larsen er Heidi det helt rigtige valg. Hun har godt nok aldrig forsøgt sig ud i kunsten at kronrage en kvinde, men hun har gennem mange år forsøgt at hjælpe Birgit bedst muligt. Heidi ved, hvor meget, det har fyldt i en lang årrække:
»Hun græder næsten lige så meget som mig. Jeg græder helt vildt. Jeg er simpelthen så ked af det.«
Det bliver hun også nu, her ved langbordet. Birgit Larsen tager brillerne af og tørrer øjnene under den diskrete mascara; lader stilheden tale for sig selv; drejer forsigtigt på sin fingerring, der forestiller en marguerit.
Med i frisørsalonen er også Hanne, Birgits gode veninde, der altid har stået dér som en støtte at søge trøst hos.
Lige som Uffe har Hanne i flere år sagt: »Ta’ nu det hår af - det æder dig op.«
Mens Heidi arbejder sig frem med ragekniven, forsøger Hanne at joke med frisurer, og det er okay med Birgit. Men der er ikke meget at grine af som kronraget.
Den sammenfejede hårbolle kan ligge i kundens ene hånd. Hun smidder totterne i skraldespanden - og glemmer at betale:
»Jeg spørger faktisk ikke engang om det - er det ikke underligt?«
På p-pladsen insisterer Hanne på at tage med i bilen, men Birgit afviser. Hun har brug for at være alene, når hun kommer hjem til Uffe. Han har købt sushi og lagt en god flaske Bourgogne på køl. Døtrene sover.
I modsætning til hende er han ikke ked af det.
Uffe smiler, siger, at det sgu’ er godt gået, og at kvinden i hans favn er smuk.
Sidenhen udtrykker han en slet skjult tilfredshed med, at hun ikke længere stinker af hårlak.
Menuen er velvalgt, og også det i glasset gør godt. Som sommersol på en softice får hvidvinen sindets mørke overtræk til at smelte. Følelsen i kroppen er behagelig, en svag beruselse.
Dagen efter er Birgit Larsen ramt af en total tomhed. Ikke en fortrydelse, for den har aldrig været der:
»Snarere en underlig tristhed, en underlig....hvad har jeg gjort. Jeg skulle vænne mig til det.«
HVER MORGEN GIVER Birgit Larsen sit hoved en rutinemæssig tur med en Gillette-skraber og lidt shampoo under bruseren, da hun stadig har hårvækst. Hun passer på med ikke at være for maskulin; vil helst ikke ligne en punker eller en rocker:
»Jeg tror, jeg forsøger at være mere feminin. Men der er noget tøj, jeg ikke længere kan bruge, synes jeg, for det skal lige som hænge sammen. Alt sådan noget blomstret og med flæser og alt muligt andet, som godt kan være pænt, det, synes jeg ikke, dur til det look her.«
Sort er hendes foretrukne farve. I hendes eget blik ser det fuldstændig underligt ud, hvis tøjet på overkroppen bliver for spraglet. Andre mennesker synes også, hun ser underlig ud; eller i hvert fald anderledes:
»Jeg føler, at folk ser mig mere an. De starter med at kigge mere på mig, end de egentlig hører, hvad jeg siger,« siger Birgit Larsen.
I et selskab, hvor hun kun kender få, kan hun ind i mellem tage sig selv i at være påtaget glad med fokus på at ranke ryggen, være smilende og signalere, at »jeg er okay, selv om jeg ser sådan her ud.«:
»Det gør jeg helt ubevidst, det er der slet ingen tvivl om.«
Hun synes, det er blevet nemmere at se sig selv i spejlet. Hun ser en kvinde, der er stærkere, mere frigjort og bedre til at sige fra.
Men der er også øv-dage, hvor hun vælger den hurtige tur i Fakta frem for den store indkøbsvogn i Kvickly.
Og der er de dage, hvor hun må høre andre kvinder fastslå, at kvindeligheden sidder i håret.
Den har Birgit Larsen hørt rigtig, rigtig mange gange - og i sit stille sind har hun blot rystet på hovedet:
»Jeg kan ikke huske, hvornår kvindeligheden har siddet i håret på mig.«
