I denne uges Bilka-tilbudsavis kan man finde en cirka 10-årig pige med en T-shirt, hvorpå der står 'Girls Don't Shout'.

Kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup mener, at teksten på pigens trøje er enormt stereotyp. Og mærkelig.

»Det er et mærkeligt statement, altså. Det er noget selvbekræftende i forhold til pigeroller og drengeroller - eller snarere at piger hellere skulle holde kæft,« siger hun og fortsætter:

»Jeg oplever det lidt som en provokation. Jeg ved ikke, hvad der er foregået oppe i hovedet på den designer.«

I en mail til B.T. skriver Anders Bo Hørsted, der er chef for Retail Textile & Nearfood i Bilka:

»Teksten er udelukkende tænkt som en designmæssig detalje. Hvis kunder eller andre kan opfatte budskabet på trøjen som uhensigtsmæssigt eller stødende, er det naturligvis beklageligt. Det har absolut ikke været vores intention, og derfor har vi også valgt at trække produktet tilbage fra vores butikker.«

Karen Sjørup fortæller, at hun aldrig kunne drømme om at købe T-shirten til sit eget barnebarn.

»Man opfordrer jo i højere grad drengene til aktivitet, mens man opfordrer pigerne til at holde sig tilbage,« siger hun og nævner provokationen i, at det er et statement, der ikke holder stik.

»Det er også en måde at provokere en samtid på, hvor pigerne ingenlunde er stille. Vi talte jo meget om de stille piger i 80'erne og 90'erne, fordi pigerne dengang ikke fik særlig meget uddannelse - og i dag stormer pigerne jo frem,« siger kønsforskeren

Pigen i tilbudsavisen er flankeret to drenge, der også er iført Bilkas slogan-tøj med trøjer, der henholdsvis siger 'Ready, Set, Go' og 'Are You Ready'

Karen Sjørup griner, da hun hører det.

»Ja, nu må drengene se at komme ud af starthullerne,« ler hun.

Hun undres ved den markedsføringsstrategi, hvor de benytter sig af nogle slogans, som ikke nødvendigvis er de slogans, som folk har eller lever efter.

»Men jeg ville også syntes, det var vanvittigt, hvis man begyndte at forbyde eller bandlyse det. Folk må selv om, om de vil gå med sådan nogle statements,« siger hun men slår samtidig fast:

»Jeg synes dog også, det er forkert, hvis forældre eller bedsteforældre propper sådan noget ned over deres døtre og børnebørn«