En bilbrand er skyld i, at Sydmotorvejen fra Farø mod Køge mellem Udby og Bårse er spærret.

Det bekræfter vagtchefen Jens Frederiksen ved Sydsjællands Politi.

»Branden er opstået i motorhjelmen på bilen og er slukket igen. De åbner i løbet af de næste ti minutter,« siger vagtchefen.

Sydsjællands Politi fortæller desuden, at der ikke skulle være trafikale problemer på motorvejen i forbindelse med bilbranden.

Der er ingen melding om tilskadekomne.

»Der er intet mistænkeligt ved branden, og politiet er derfor ikke yderligere involveret i sagen,« siger Jens Frederiksen.