Der har været en sand mediestorm mod Egedalsvænge i Kokkedal, efter det onsdag blev offentligt kendt, at et smalt muslimsk flertal i afdelingsbestyrelsen har nedstemt at bruge 5-7.000 kroner på et juletræ, selvom man tre dage forinden havde brugt 60.000 kroner på en muslimsk fest.

I lokalsamfundet har dramaet dog været knapt så stort. For i stedet for at trække en front op mellem tilhængere og modstandere af et juletræ, har sagen samlet beboerne. Det fortæller Karin Leegaard Hansen, der er formand for den afdelingsbestyrelsen i Egedalsvænge.

- I forbindelse med alt det her postyr er fællesskabet virkelig blevet styrket herude. Beboerne står simpelthen sammen - og det er både muslimer, danskere og alle de andre trosretninger, vi har herude. De står sammen om, at der skal et juletræ op. Det er 99 procent af beboerne, der har den holdning, siger Karin Leegaard Hansen til bt.dk.

Men selvom et overvejende flertal af de lokale er imod afdelingsbestyrelsens beslutning, er der endnu ikke indkaldt til et ekstraordinært møde i bestyrelsen. Det opfordrede Direktør for boligselskabet 3B ellers til i går - hvis altså ønsket om at få et juletræ - of eventuelt en ny sammensætning af bestyrelsen - skal realiseres.

- Det har sådan ikke været aktuelt endnu, vi har simpelthen ikke tid. Vi skal til at have sat en hulens masse juletræer op nu. Der er utroligt mange politikere og frivillige grupper, der vil give os træer. Og folk er mere end velkomne. Så håber jeg bare, at medierne også kommer og dækker det. Jeg er helt overbevist om, at der ikke er andre bebyggelser i Danmark, der får så mange juletræer, som vi gør, i år, siger Karin Leegaard Hansen.