Jeannie Gustafsson og Michael Hansen fra Karup blev enormt skuffede, da dét ottepersoners sommerhus med swimmingpool, de havde lejet i syv dage, langtfra levede op til deres forventninger.

»Der var så ulækkert, at vi ikke kunne sidde nogen steder, før vi havde vasket det i Rodalon (desinfektionsmiddel, red.). Vi måtte købe de der luftfriskere i bilen og hænge dem op i lamperne, for at vi kunne være der,« siger Jeannie Gustafsson‎ til B.T.

En beskidt pool. Hundehår i fryseren. Pletter på topmadrasserne. Negle i stolen. Ødelagte møbler. En ulækker ovn. Det er bare nogle af de ting, som familien stødte ind i, da de trådte ind ad døren i sommerhuset i turistbebyggelsen Blåvand i Sydvestjylland.

For børnenes skyld

Sommerhuset blev udlejet af et ældre par fra Ansager, der tidligere er dømt for ulovlig udlejning af netop sommerhuse. Nu beskyldes de af ikke bare én, men to familier for at udleje et sommerhus under falske forudsætninger.

Den anden familie vil gerne forblive anonym. Begge familier har set et opslag på Facebook-gruppen Sommerhusudlejning og set billeder af huset på EDC, hvor huset står til salg. Herefter har de ringet til udlejeren og lavet en aftale over telefonen.

»Vi havde egentlig bare lyst til at køre hjem og spørge dem om, hvor mange penge de var villige til at give os tilbage. Men børnene ville godt blive, fordi der var en pool. Så vi blev enige om at blive og få det bedste ud af det,« siger Jeannie Gustafsson.

Aldrig sket hos Airbnb

Begge familier siger, at de har måttet punge ud med 6.000 kroner i leje for en uge, som de betalte lige inden indflytningen, og 2.000 kroner i depositum. Ifølge forfatter og ekspert i deleøkonomi Claus Skytte skal man være meget påpasselig med at leje ferieboliger i forummer, hvor man ikke kan verificere hinanden.

»Det ville aldrig været sket hos Airbnb. Der ville denne udlejer nok have haft én stjerne i bedømmelsen. Man ville næppe have givet ham fem stjerner. Og det er det, de har indbygget i Aibnb, hvor man kan verificere hinanden og se hinanden i øjnene digitalt,« siger Claus Skytte og fortsætter:

»Facebook er selvfølgelig let. Der skal man ikke betale gebyr til Airbnb eller en anden udlejer. Men til gengæld er der ikke alle de her sikkerhedsfunktioner. Hos Airbnb kan du verificere dig yderligere ved at lægge dit pas op. Hvis man lejer de her steder, hvor man ikke har nogen verificering, så har man heller ingen sikkerhed.«

Ringere klagemuligheder

Jakob Stenstrup, jurist i Forbrugerrådet Tænk, vil ikke fraråde folk at leje privat eller over sociale medier som Facebook. Til gengæld er det nemmere at klage til Ankenævnet for Feriehusudlejning, hvis man lejer et sommerhus gennem en professionel virksomhed.

»Man skal være klar over forskellen. Det kan jo være rigtig fornuftigt, hvis man finder et sommerhus på Facebook til en rigtig god pris eller måske hos nogen, man kender. Omvendt skal man være klar over, at hvis noget går galt, så er det ikke sikkert, at man har et sted, man kan klage til. Så er man ude i almindelige civile retssager. Og det kan sjældent betale sig,« siger Jakob Stenstrup.

B.T. har været i kontakt med udlejeren, som afviser alle beskyldninger om uhygiejniske forhold og ødelagte ting. Han understreger i øvrigt, at lejerne kun har betalt 2.000 kroner for hele lejeperioden og ikke de 8.000 kroner, som lejerne hævder.