Han er den længstsiddende minister siden parlamentarismen blev indført i Danmark i 1901. Han kan højskolesangbogen forfra og bagfra og er kendt for både sin spiddende humor  og iltre temperament.

Men de færreste ved, at Venstres gamle nestor Bertel Haarder - for det er ham, der er tale om - har røget sig skæv i marihuana.

Det er komikeren Ellie Jokar - kendt fra tv-satireprogrammet ‘Det slører stadig’ på DR 2 - der i debutprogramnet i sin YouTube-videoserie ‘Den Lyserøde Taxi’, får vristet den velbevarede hemmelighed ud af Bertel Haarder.

Her påtager hun sig rollen som den bramfri taxichauffør, der udnytter satireuniversets frirum til at stille de kendte passagerer spørgsmål, de sjældent eller måske aldrig er blevet mødt med før:

Ellie Jokar: »Er du sådan en gammel hippie?«

Bertel Haarder: »Ja, på en vis måde.«

Ellie Jokar: »Har du røget joints? Har du? Har du prøvet at ryge bong?«

Bertel Haarder: »Jeg har røget marihuana i langt pænere dage, da jeg var i USA.«

Ellie Jokar: »Ha, ha, ha! Har du det?«

Bertel Haarder: »Det har jeg! (...) Jeg var i Florida i et sådan et meget internationalt selskab, og så endte vi med at ryge marihuana, som ikke er helt det samme som hash.«

Ellie Jokar: »Hvad kan du bedst lide: Grønt eller brunt (marihuana, red.)?«

Bertel Haarder: »Ha, ha. Arh, jeg tror nok, jeg er til det grønne.«

I dag 72-årige Bertel Haarder drog efter sin studentereksamen i 1964 til USA, hvor han studerede i 1964 og 1965, og i YouTube-videoen fortæller han, at  han røg marihuana i The Beatles og Rolling Stones’ storhedstid.

Ellie Jokar fortæller, at hun blev temmelig overrasket over Bertel Haarders ærlige svar.

»Jeg tror, at man glemmer, at politikere også er helt almindelige mennesker, som også har været unge og vilde. På den her køretur får man godt beskrevet, at det først og fremmest er Bertel, jeg kører med, og ikke politikeren Bertel Haarder,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Bertel Haarder. Men i videoen gør han det klart, at han kun har røget marihuana i USA i sin unge fortid:

Bertel Haarder: »Sandheden er, at jeg fik afsmag for det. Jeg blev skræmt af det.«

Ellie Jokar: »Efter du selv havde røget?«

Bertel Haarder: »Ja. Jeg svor, at det ville jeg aldrig gøre igen.«

‘Den Lyserøde Taxi’ sætter fokus på manglen på kvindelige taxichauffører.