Lige nu farer Beredskabsstyrelsen rundt i landet for at indsamle en række særlige telte, som skal samles i den teltlejr, der skal huse 250 asylansøgere.

Det sker blot få timer efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) løftede sløret for, at der skal oprettes en teltlejr til asylansøgere i Danmark samt 34 konkrete forslag til stramninger på asylområdet.

Teltene forventes at være i Thisted fredag aften, og etableringen af centret kan begynde lørdag, siger Peter Kragh, chef for nationalt beredskab i Beredskabsstyrelsen, til Berlingske Nyhedsbureau:

»Vi er blevet bedt om at etablere en teltlejr til 250 personer i tilknytning til vores beredskabscenter i Thisted, hvor der også skal indkvarteres nogle i bygningerne. Det vil blive en teltlejr, der består af timandstelte, som er oppustelige, og de kan varmes op, så det bliver en forholdsvis komfortabel teltlejr,« siger han.

Mens vejret er ganske mildt og lunt i forhold til årstiden, så banker vinteren unægteligt på døren.

Men Beredskabsstyrelsens særlige telte er lavet til at huse folk i kolde temperaturer. Der bliver i alt plads til 250 asylansøgere, der primært bliver enlige mænd, i 25 telte i teltlejren i Thisted.

»Teltene er beregnet til vinter og kolde temperaturer. Det er oppustelige telte, som har bund i, er svejset hele vejen rundt, så der ikke kommer vand eller vind igennem, og de bliver varmet op med oliefyr, som er termostatstyret. Man kan sådan set selv vælge, hvor varmt det skal være i teltene,« siger Peter Kragh og forklarer, at teltlejren i Thisted formentlig står klar i næste uge:

»Lejren i Thisted kan være klar inden for en uge.«

Regeringen har også bedt politiet om at oprette tre modtagecentre rundt om i landet, og Beredskabsstyrelsen har telte nok til at oprette en teltlejr mere til asylansøgere.

Peter Kragh forklarer, at politiet måske vil oprette en teltlejr mere ved Søgårdlejren ved Kliplev i Sønderjylland. Men det er endnu ikke besluttet, om og hvornår den skal etableres.

Men flere telte er sendt derned, fordi politiet skal oprette et modtagecenter til flygtninge.