59-årige Bente tager en skefuld cannabisolie hver aften. Det er hun nødt til for at dulme sin sklerosesygdom. Men brugen af cannabisolien er ikke noget, som hun går og skilter med. Det er nemlig ulovligt. Af samme årsag er Bente ikke hendes rigtige navn, men et alias.

Amtsavisen i Randers skriver, at 59-årige Bente fra Aarhus er bange for at miste sit job. Hver aften tager hun en skefuld cannabisolie, noget som hun er begyndt at gøre, da den lovlige medicin mod hendes skleroses ikke hjælper.

Når Bente, der arbejder i sundhedssektoren, anskaffer sig de friske cannabisplanter, som hun laver olien på, så sker det yderst diskret. Det er nemlig ulovligt, og Bente frygter for konsekvenserne, hvis det slipper ud, at hun benytter den ulovlige medicin. Derfor har Bente ikke fortalt det på sit arbejde, og heller ikke til sin nærmeste familie. Ikke engang hendes børn ved det.

Trætheden og kriblen i armene generede hende voldsomt og i foråret så hun noget i fjernsynet om skelrosepatienter, der fik det bedre af at ryge hash.

»Jeg så dem sidde der med en joint i hånden og tænkte, at det fandme ikke kan passe, at meget syge patienter bliver nødt til at ryge sig skæve for at opnå en behandling,« siger Bente.

Det fjernsynsprogram blev startskuddet til den rutine, som Bente nu gennemgår hver aften. Efter nærmere undersøgelser fandt hun ud af, hvordan hun kunne få glæde af cannabissens gavnlige virkning uden at blive skæv.

Den ulovlige behandling virker ifølge Bente, der fortæller til Amtsavisen, at hun har fået meget mere energi, hvilket betyder, at hun nu kan nøjes med at hvile sig i 20 minutter midt på dagen i stedet for en time.

Denne artikel er blevet afkortet pga. reglerne for god citatskik.