Flere forældre har udtryk bekymring omkring situationen på en nordjysk folkeskole, efter en fodboldkamp udviklede sig til et slagsmål mellem danske og udenlandske elever. Lokalpolitikere maner til besindighed i sagen.

En lidt for hård tackling var angiveligt det, som udløste hele balladen omkring forholdende på Ravnshøj Skole i Frederikshavn i Nordjylland, der har en stor andel af tosprogede i elever i såkaldte ’verdensklasser’.

Flere steder har man således kunne læse om episoden, som opstod i kølvandet på en fodboldkamp i sidste uge, hvor danske elever spillede mod syriske elever. Efter en hård takling fra en af de danske elever, opstod der slagsmål, som flere af skolens lærere sammen fik stoppet.

Efterfølgende rettede flere forældre og bedsteforældre henvendelse til kommunens børne - og ungdomsudvalg, og udtrykte deres bekymring omkring de mange flygtningebørn, som går på skolen.

»Jeg betragter mig selv som et rummeligt menneske og synes, at det er godt, at de bliver integreret på skolerne. Men jeg kan ikke forstå, at der skal være så mange på Ravnshøj Skole. Jeg er frustreret over, at mine børn er bange for at gå i skole«, siger Tina Dahl, mor til tre drenge der går på Ravnshøj Skole, til TV2 Nord.

'Verdensklasser' består af tosprogede børn, som har fået opholdstilladelse i Danmark, og som samles i et mindre antal end i sædvanlige klasser.

På Ravnshøj Skole har man fem af denne slags klasser, med 12 elever i hver.

Hos politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune har man lyttet man til kritikken og bekymringen fra forældrene, og tirsdag indkaldte formanden til møde, for at få en redegørelse for forholdene på Ravnshøj Skole.

Det endte med, at et enigt udvalg i fællesskab underskrev et notat, som udtrykker fuld opbakning til ledelsen og medarbejderne på Ravnshøj Skole.

»Udvalget ved, at det er en stor opgave og udvalget vil fortsat bakke op om skoleafdelings arbejde med integrationen. Vi finder ikke, efter en konkret gennemgang af forholdene at kunne genkende den alvorlige problematisering af begivenhederne, som de er gengivet i pressen,« står der blandt  andet i notatet, som formanden for Børne og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune Christina Lykke Eriksen (SF) efterfølgende lagde på Facebook.

Til BT uddyber hun udvalgets holdning til hele sagen.

»Vi kan sagtens forstå, hvis forældre er bekymrede over situationen. Det vil aldrig være gnidningsfrit, når børn fra så forskellige kulturer mødes, og det har uden tvivl være en stor mundfuld for vores lokalsamfund. Men med det vi har hørt, både fra skolens ledelse og fra de forældre vi har talt med, så kan vi altså ikke genkende billedet af, at eleverne generelt er utrygge og bange for at tage i skole,« fortæller Christina Lykke Eriksen (SF), formand for Børne og Ungdomsudvalget i Frederikshavn Kommune.

Også hos Dansk Folkeparti, var der tilfredshed at spore, efter tirsdagens møde.

»Vi forstår forældrenes bekymring, og jeg synes, at de forældre, som har kontaktet mig, har handlet korrekt. Vi har nu fået en god redegørelse, og med fokus rettet mod Ravnshøj Skole, tror vi også, at situationen vil stabilisere sig,« siger Lars Oldager, til Nordjyske.