Spørger man Jette Randløv Hjort, hvor mange tatoveringer hun har på sin 85 år gamle krop, får hun et skælmsk glimt i øjet, læner sig frem i stolen og siger lusket: »9. Plus 3.«
»De plus 3 kalder jeg tillægstatoveringer. Det er jeg nødt til at sige, for jeg havde lovet min søn, at nu skulle jeg ikke have flere, før jeg blev 90.« Og så griner hun. Med hele kroppen.
At kvinder i alle aldre har tatoveringer, er ikke nogen nyhed. Men når livstykket Jette Randløv Hjort alligevel stikker lidt ud fra mængden, er det, fordi hun fik sin første i en alder af 80.
»Dér holdt jeg op som kørelærer, og så skulle der ske et eller andet. Det kom bare til mig sådan ’puf’,« siger hun og slår ud i luften med den ene tatoverede arm.
»Mine søskende gav mig penge i fødselsdagsgave til et eller andet, som jeg ønskede mig. Og så var det, at jeg tænkte ’Nu vil jeg have min første tatovering’. Det var de godt nok ikke meget for at høre. De er fra Jylland og hader mine tatoveringer. De forstår slet ikke det her.«
Der er ikke antydningen af ærgrelse at høre i hendes stemme. Tværtimod rummer den en snert af fryd, når hun fortæller, hvordan søsteren kan finde på at kommentere en ny kjole med himmelvendte øjne: ’Selvfølgelig skal du have én, hvor man kan se alle dine tatoveringer’. Eller sukkende spørger: ’Skal du nu have en tatovering igen? Tænk på alle de penge, du bruger på det’.
»Hun bruger alle sine penge på malerier på væggene, men jeg har dem på mig,« fortæller hun med mere klukken i stemmen.
Det er ikke kun i en sen alder, at Jette Randløv Hjort har det med at stikke ud fra mængden.
I hjemmet i Hillerød står et fotografi af en meget ung kvinde i uniform. Det er hende som befalingsmand, en af de første kvinder i civilforsvaret, hvor hun startede i 1951.
Senere blev hun kørelærer. Den første kvindelige kørelærer i Sønderjylland.
Da familien flyttede til Sjælland, og børnene – tre i alt – kom til, holdt hun lige en pause, før hun fortsatte bag rattet. Indtil hun blev 80. Og blev tatoveret.
»Der har altid skullet ske noget,« siger Jette Randløv Hjort om den foretagsomhed, der oser ud af hende.
Sidste år stillede hun op for Venstre til byrådet i Hillerød – »jeg fik 18 stemmer, det var mange flere, end jeg havde regnet med« – og det sidste nye på hendes to-do-liste er at lære kinesisk.
»Jeg bruger mellem to og seks timer om dagen på at lære det med sådan en app, der hedder Duolingo, som jeg har på telefonen,« forklarer hun og fortsætter: »Jeg fik bare sådan en lyst til at lære kinesisk.«
Planen er at lære et par håndfulde sætninger, som kan bruges, når hun til efteråret skal på ferie i Kina sammen med sine tre børn på 53, 50 og 49.
Det er den ældste søn, hun egentlig har lovet at holde igen med flere tatoveringer på kroppen. Men Jette Randløv Hjort er ikke helt sikker på, at hun kan holde det. For hun er blevet høj på fysisk at bære på og vise hele sin livshistorie. Som er det, tatoveringerne er.
»Min første tatovering var af min mormors broche og så hendes initialer nedenunder,« siger hun og peger på den ene underarm. Så den anden:
»Bagefter kom min farmor. Et sølvkors med nogle små blomster ved siden af, som er til min svoger, der døde af kræft, da han var 53.«
Hun peger rundt på kroppen. Forklarer om hver og en, der er dedikeret til levende og døde i familien. Til hendes afdøde mand, hendes søskende, børnene og børnebørnene, som er mellem 13 og 23 år.
Måske lige bortset fra de seks søskende – der dog er ved at acceptere ’malerierne’ på kroppen – har ingen i familien rystet på hovedet ad hende.
»Men det var lidt urimeligt, at de alle sammen troede, at det var mig, der var skyld i, at mit ældste barnebarn også fik tatoveringer. For han tænkte altså tanken før mig, selv om jeg fik min først,« griner hun.
Fordomme fra omverdenen har hun ikke mødt mange af. Mere nysgerrighed.
»Omverdenen er meget interesseret i dem. Men jeg har gjort det for min egen skyld,« siger Jette Randløv Hjort, som ikke tror, at hun kommer til at fortryde sine ’tusser’. Kun at der er visse typer, hun ikke kan have.
»Jeg er meget imponeret over dem, der har tatoveret tekster. Det ville jeg frygtelig gerne have, men jeg tror ikke, at min rynkede hud er til det.«
Til gengæld har hun gemt plads på huden til den dag, der kommer oldebørn til.
Læs mere om kvinder og deres tatoveringer i B.T. i næste uge.
