Den fyrede Dong-boss tager bladet fra munden og afslører et årelangt og køligt forhold til formanden.

Halvandet år efter Dong-sagen kørte, udspiller der sig nu et barskt, kontant og opsigtsvækkende opgør mellem hovedpersonerne, der på trods af flere års samarbejde aldrig fandt hinanden.

- Vi levede i hver sin verden, siger Anders Eldrup, tidligere Dong Energy-boss, der søndag taler ud om sagen og sin dramatiske fyring i BT.

Da Dong-skandalen i marts 2012 rullede og historier om svimlende lønninger, lukrative fratrædelsesordninger og bonusaftaler i statens energiselskab bragede løs - og Anders Eldrup under stor mediebevågenhed blev sparket ud af Dong Energy - var det kulminationen på flere års kulde mellem den administrerende direktør Anders Eldrup og bestyrelsesformanden Fritz Schur.

Eldrup har aldrig følt, at han kunne stole 100 pct. på sin formand, og de kølige vinde begyndte allerede at blæse i toppen af statens energiselskab, efter Fritz Schur i 2005 blev valgt som bestyrelsesformand. Kort efter sin indtræden gav Schur sin adm. direktør ‘en meget klar besked om ikke at have nogen kontakt’ til ejeren, Finansministeriet.

- Det var mærkeligt. Og ekstra mærkeligt fordi jeg kendte ministeriet, men kun Schur måtte tale med ministeriet, siger Anders Eldrup, der har en fortid som departementschef i netop Finansministeriet.

Senere oplevede Eldrup, at Fritz Schur på møder mest af alt gik op i formalia og knap så meget op i, hvor Dong Energy skulle hen.

- Man skal naturligvis have styr på formalia, men jeg savnede, at vi talte strategi og forretningsudvikling. Normalt tager man typisk en gang om året på seminar, så også bestyrelsen får en ide om, hvad det er for nogle mennesker, der skal drive virksomheden frem. Men det fik vi aldrig til at fungere, siger 64-årige Anders Eldrup til BT søndag.

Han fik 16. september i år voldgiftsrettens ord for, at han ikke havde misligeholdt sin stilling. Men retten sagde samtidig, at det var et ’fejlskøn’, at han ikke orienterede Fritz Shur om lønningerne til de fire nøglemedarbejdere.

Dong Energys bestyrelsesformand siger:

- Jeg kan på ingen måde genkende det billede, som Anders Eldrup forsøger at tegne. For Dong Energy sluttede sagen, da Voldgiftsretten fastslog, at Anders Eldrup burde have orienteret bestyrelsen om bl.a. de særlige vilkår, han havde tildelt fire meget højtlønnede medarbejdere - og at det derfor var berettiget, at bestyrelsen mistede tilliden til ham og afskedigede ham. Jeg synes, det er på tide at komme videre, og har derfor ikke yderligere kommentarer til sagen, siger Fritz Schur i en mail som Dong Energys pressechef har sendt til BT.

KØB BT SØNDAG OG LÆS
- Meget mere om det anstrengte forhold mellem Eldrup og Schur
- Det store interview med Anders Eldrup