Nu er det kun bygningerne på Barsebäck, der er radioaktive. De sidste brugte brændselsstave har forladt værket.

Fredag sejlede fartøjet "M/S Sigyn" for sidste gang med en last af brugte brændselsstave fra atomkraftværket Barsebäck. De 32 brugte uranstave blev fragtet til Sveriges midlertidige lager for atomaffald ved Oskarshamn på østkysten.

Da Barsebäcks anden og sidste reaktor blev stoppet i maj 2005, var der omkring 500 brugte uranstave tilbage på det omstridte værk. De er nu alle deponeret i mellemlageret i Oskarshamn dybt under jordoverfladen.

Det langlivede radioaktive materiale, der er tilbage på Barsebäck, er i dag begrænset til visse dele af reaktortanken, oplyser Barsebäck Kraft AB.

Reaktorerne brugte hver cirka 16 ton beriget uran om året for at producere 4,5 terawatt strøm, svarende til 30 procent af elbehovet i Skåne. Siden 1986 har "Sigyn" transporteret 900 ton udtjent brændsel fra Barsebäck til Oskarshamn. Der skal det opbevares, indtil svenskerne har fundet en permanent placering til deres radioaktive affald. Håbet er, at det sker i 2018.

/ritzau/