Tidligere barnestjerne Mathilde Gersby lider af en uhelbredelig sygdom og ønsker ikke at leve et uværdigt liv. Derfor ønsker hun aktiv dødshjælp.

Det skriver tv2.dk.

'Hulu Bulu – Lotte, hvor er du henne?'

Den sang kender du måske, hvis du var barn i 80'erne eller 90'erne. Mathilde Gersby spillede den lille Lotte med de røde krøller, der kunne gøre sig usynlig i tv-serien 'Da Lotte blev usynlig', der havde sin begyndelse i 1987.

Nu er hun ikke lille Lotte mere. Mathilde Gersby er i dag 37 år, er gift og har en 11-årig søn. Mathilde Gersby er født med en arvelig sygdom, som langsomt ødelægger lungerne. Sygdommen hedder Cystisk Fibrose.

Mathilde Gersby er fortaler for aktiv dødshjælp og ønsker selv at bestemme, hvornår hun vil dø.                   

»Jeg vil ikke ud i, at mit liv bliver uværdigt. Jeg vil ikke ud i, at jeg ikke kan nyde det, for jeg elsker livet,« siger Mathilde Gersby til tv2.dk.

Mathilde Gersby synes, at det er urimeligt, at man i 2016 har så meget medbestemmelse over alt muligt, men at når det kommer til, hvordan man kommer herfra, bliver det besluttet for en.

Lægerne vil ikke sætte tid på, hvornår Mathilde Gersby skal dø. Men selv siger hun, at uden aktiv dødshjælp, så har hun kun fem år tilbage at leve i.

Dem, der er modstandere af aktivt dødshjælp argumenterer for, at nogle uhelbredelig syge vil føle sig presset til at lette byrden for familie og venner ved at bede om aktiv dødshjælp.

Hvis der ikke kommer en lovændring i Danmark, så kan Mathilde Gersby ikke få lov til at få aktiv dødshjælp i Danmark. Alternativt kan hun vælge at rejse til Schweiz, hvor det er lovligt at få assisteret selvmord, men Mathilde Gersby ønsker ikke at rejse for at dø. Hun vil være hos sin familie i sit hjemland, når hun dør.

I Mathilde Gersbys tilfælde vil hun dø langsomt ved kvælning, hvis hun ikke gør noget. Men det kommer ikke til at ske, hvis det står til hende selv. Hun siger, at hun selv vil finde en måde at gøre det forbi på, ellers har hun venner, der vil hjælpe hende med det.