Det er to år siden, Nini Theilade for sidste gang underviste i ballet. Dengang var hun 98 år. 15. juni 2015 fylder hun 100. Og var det ikke for et uheldigt fald i 2013, havde hun stadig siddet foran unge, håbefulde dansere og hamret sin stok i gulvet, når hun mente, de ikke gjorde sig umage.
Med bittesmå skridt drejer hun rollatoren rundt i sit stille værelse på Hesselager Plejecenter på Østfyn. Langsomt, forsigtigt slipper hun vognens håndtag og rækker en kroget venstre hånd frem til en hilsen. Den højre er blevet følelsesløs.
Det er to år siden, Nini Theilade for sidste gang underviste i ballet. Dengang var hun 98 år. 15. juni 2015 fylder hun 100. Og var det ikke for et uheldigt fald i 2013, havde hun stadig siddet foran unge, håbefulde dansere og hamret sin stok i gulvet, når hun mente, de ikke gjorde sig umage. Nu er to indrammede plakater med hendes navn og billede på det eneste, der vidner om, at der for enden af gangen på det lille plejehjem bor en verdensstjerne.
»Jeg hører jo ikke godt længere,« siger hun sagte, da hun møjsommeligt har placeret sig i en lænestol ved væggen.
»Men jeg kan tænke mig, at du vil høre om mit liv. Det var dog en forfærdelig opgave at stille en gammel kone som mig. Mit liv har været sindssygt, siger jeg dig. Fuldstændig sindssygt.«
Opret abonnement på BT PLUS og hele historien om Nini Theilades imponerende liv.
Med bittesmå skridt drejer hun rollatoren rundt i sit stille værelse på Hesselager Plejecenter på Østfyn. Langsomt, forsigtigt slipper hun vognens håndtag og rækker en kroget venstre hånd frem til en hilsen. Den højre er blevet følelsesløs.
Det er to år siden, Nini Theilade for sidste gang underviste i ballet. Dengang var hun 98 år. 15. juni 2015 fylder hun 100. Og var det ikke for et uheldigt fald i 2013, havde hun stadig siddet foran unge, håbefulde dansere og hamret sin stok i gulvet, når hun mente, de ikke gjorde sig umage. Nu er to indrammede plakater med hendes navn og billede på det eneste, der vidner om, at der for enden af gangen på det lille plejehjem bor en verdensstjerne.
»Jeg hører jo ikke godt længere,« siger hun sagte, da hun møjsommeligt har placeret sig i en lænestol ved væggen.
»Men jeg kan tænke mig, at du vil høre om mit liv. Det var dog en forfærdelig opgave at stille en gammel kone som mig. Mit liv har været sindssygt, siger jeg dig. Fuldstændig sindssygt.«
Året er 1929. Europa har netop været vidne til noget, der aldrig er set før. En ’lille dansk stjerne med et yndefuldt udtryk’ har helt alene på scenen udfordret alt, hvad man hidtil har kendt til ballet. Måbende har publikum og anmeldere set til, mens en 14 år gammel pige med groteske parodier og en besynderlig blanding af ballettrin og bevægelser har betaget dem. ‘Koket og charmerende’. På en gang uskyldig og erotisk.
I dag kalder man det, de var vidne til, for ’modern dance’-teknik. Men i 1929 er den slags slet ikke set i Europa endnu. Balletdanser Nini Theilade, der i dag er kendt som pioner og kronvidne til de vigtigste perioder af det 20. århundredes dansehistorie, er netop blevet opdaget dér på scenen. For hendes fødder ligger New York, Ballet Russe de Monte Carlo, hele verden.
Men også et liv, skal det vise sig, hvor hendes eneste venner er usynlige, og hvor hendes altdominerende mor stikker af med hendes forlovede.
At Nini Theilade skulle blive kendt i hele verden, var der ingen, der havde spået. Faktisk var der ingen, der troede, hun ville overleve, da hun i 1915 kom til verden på Java i Indonesien. Hun er datter af den danske translatør Hans Theilade, der i en koloni af andre europæere arbejdede på en stor, lokal sukkerfabrik, og den smukke, indfødte Joanna Catarina, der var en blanding af indonesisk, polsk, fransk og tysk oprindelse og direkte efterkommer af en maharaja fra Java, og som underviste de europæiske børn i rytmik og pædagogisk dans.
Sukkerfabrikkens læge kaldte de ’Slagteren’. Han havde kun én diagnose: blindtarmsbetændelse. Da Nini Theilades mor i ottende måned klagede over mavesmerter, faldt det ham derfor ikke ind, at hun kunne have veer, så han sprættede hendes mave op. Under narkosen fødte hun pludselig en lille pige. Efter den barbariske operation var moderens liv i fare, og barnet blev smidt i en kurv. Men Nini Theilade trak vejret. Og på mirakuløs vis overlevede hun.
Moderen derimod fik efter det voldsomme indgreb fjernet hele sit underliv og måtte resten af sit liv døje med stærke smerter og erkendelsen af, at hun aldrig ville få flere end det ene barn. En skæbne, som Nini Theilade 100 år senere stadig spekulerer over, om moderen nogensinde tilgav hende.
Som barn var Nini Theilade ikke det fjerneste interesseret i dans. Moderens danseskole fangede aldrig rigtigt datteren, selv om hun så let som ingenting kunne udføre de øvelser, hun fik. Da Nini Theilade som 10-årig flyttede med sin mor og far fra det tropiske klima i Indonesien til et råkoldt og gråt København, mente hendes mor derfor, at der kun var ét sted, hvor datteren kunne få en passende opdragelse: Det Kongelige Teater.
Kasseret af lægen
Til optagelsesprøve på Den Kongelige Ballet imponerede den 10-årige pige, der hverken kendte til sproget eller kulturen i Danmark, dem alle. Talentet var åbenlyst. ‘Hende tager vi!’, lød det begejstret, inden en læge som sidste instans kastede et blik på hende. ‘Nej. Med de fødder bliver hun aldrig danser,’ sagde han og gik.
Den Kongelige Ballet er et af Europas ældste balletkompagnier og i dag et af det mest anerkendte i verden. Det var den danske balletmester August Bournonville, der i løbet af 1800-tallet for alvor fik balletten til at spire i Danmark. Han kom direkte fra Paris og sendte et pust fra varmere himmelstrøg ind på Det Kongelige Teater, og mens balletten stod i stampe i resten af Europa, lykkedes det Bournonville at få den til at blomstre i Danmark.
Men uden for Det Kongelige Teaters romantiske fantasiverden blæste nye vinde. Filmen, bilen, telefonen, flyvemaskinen og kvinderettighederne var på vej. Og i begyndelsen af 1900-tallet var også en balletrevolution på vej. Den kom fra Rusland. Ualmindelig dygtige dansere fra balletkompagniet Les Ballet Russe indtog Paris med farverig og sensuel ballet, der aldrig var set før, og som i 1910’erne og 1920’erne imponerede ud over alle grænser.
Udmattet i Paris
Det var i disse år, Nini Theilade rejste til Paris sammen med sin mor. Nok var den 10-årige piges ankler dømt for svage og hendes fødder for spinkle af Den Kongelige Ballet, men det slog ikke moderen ud.
»Mor havde sat sig for, at jeg skulle være danser, og så skulle jeg være danser. Uden videre flyttede vi fra Danmark til Frankrig. Der var revolution i Rusland på det tidspunkt, og hun havde hørt, at den russiske ballet var flygtet til Frankrig. Så der stod vi. I endnu et nyt land, hvor jeg heller ikke kendte sproget,« siger Nini Theilade.
Hun taler afdæmpet, men stadig med en fin, næsten adelig dialekt, der hører det forrige århundrede til. Som en eventyroplæser på et gammelt kassettebånd. Det aldrende ansigt trækker sig sammen, og øjnene udspiles i takt med dramaturgien i hendes erindringer. Kun få gange glipper et navn. Eller titlen på et digt.
»Kom så,« siger hun utålmodigt henvendt til sin egen hjerne, mens hun kniber øjnene i. Så reciterer hun digtet, indtil titlen atter dukker frem i hukommelsen.
I lejligheden i Paris blev spisestuen indrettet som dansestudie. To gange om dagen troppede en pianist og en danselærer op, og gennem fire år blev Nini Theilade trænet i ballet. Aftensmaden fik hun serveret i sin seng kl. 19.30. Derefter gik hun ud som et lys.
»Jeg var så dødtræt hele tiden. Det er det, jeg husker bedst. Og når jeg ikke trænede, slæbte mor mig med til alle forestillinger med ægte russisk ballet, Ballet Russe. Så sagde hun: ’Sug det til dig, lad dig inspirere’. Og jeg elskede det!«
På det tidspunkt havde Ballet Russe gjort ballet til højeste mode. Danserne vakte sensation og opsigt overalt i Europa, når de optrådte med dristige og lidenskabelige forestillinger med farverige kostumer til nutidig musik. Kompagniet havde også stor indflydelse på tidens smag, mode og kunst, og i dag regnes Ballet Russe for det mest indflydelsesrige balletkorps i det 20. århundrede.
Manden i spidsen, Sergei Diaghilev, døde i 1929. Og kompagniet blev opløst og danserne spredt for alle vinde.
Samme år fik Nini Theilade sin solodebut. Forestillingen var den 15. november, da hun var bare 14 år, og foregik i Haag, hvor hun blev markedsført som en ‘eksotisk sensation’. Den hollandske kongefamilie kom til forestillingen. Nini Theilade, der endnu var et barn, havde selv koreograferet sin ballet ’Porcelaine Danoise’.
Fanklubber og interview
»Mine forældre havde en statue af en danserinde i Det Kongelige Porcelæn. Det var den, jeg lavede en dans på. Hver eneste ting, som sagde mig noget, skulle jeg lave en dans til. Jeg levede mig ind i det, og det var derfor, det gik så godt. Og idet mine fødder ganske rigtigt ikke egnede sig til traditionel ballet, lavede jeg min egen dansestil,« siger hun.
Modtagelsen var overvældende. Den lille pige med den danske far og eksotiske, smukke mor optrådte med en besynderlig blanding af ballettrin og fine, groteske bevægelser og kom på turné i Holland, Schweiz, Frankrig, Tyskland, Sverige og Danmark. I to år rejse hun rundt med sin særegne ballet, blev fulgt af sine egne fanklubber og interviewet til alle blade.
»Fra det øjeblik rullede rouletten. Jeg forstår ikke, at jeg ikke blev lidt mærkelig i hovedet, for jeg var dog et barn,« siger hun.
Med sænket hage kigger hun op som over en brillekant og kan på sine gamle dage alligevel ikke skjule en vis stolthed.
»Det, jeg tænker mest tilbage på i dag, er min største fan: Kong Christian X. Han gav mig jo en medalje,« siger hun og smiler piget, lidt genert.
På Kongens Nytorv i København begyndte Den Kongelige Ballet samtidig at mase sig ind på det europæiske marked. Og i 1931 blev Nini Theilade bedt om at optræde på Det Kongelige Teater. Samme sted, som seks år tidligere havde afvist hende. Hele korpset var rasende. ’Hvorfor skal en, der ikke engang er uddannet hos os, stå alene på scenen?’ lød det. Nu 15-årige Nini Theilade optrådte for udsolgte sale, men blev buet og piftet ad af danserne, der alle var mødt op i balletlogen. Alligevel blev forestillingen en blændende succes.
BT skrev blandt andet:
’I det øjeblik man ser hende, er man ikke i tvivl om, at hun er en af dansens udkårne. Der vil komme dage, da hun har mere teknik, et større register at spille på - men i dag har hun al ungdommens søde charme ... og det bedste af alt: en ærlig og barnlig glæde over at få lov til at udøve dansens skønne kunst’.
Skræmte bejlerne væk
I Tyskland blæste der også nye vinde på balletscenen. På det tidspunkt var Europas mest betydningsfulde og nyskabende teatermand instruktøren Max Reinhardt, og da Nini Theilade optrådte i Berlin, spottede han straks hendes talent og hyrede hende som danser i sine teaterstykker. Først i Berlin, indtil Hitler fratog ham hans teatre, senere i Salzburg, Firenze, Oxford og USA.
Overalt i verden fulgte Nini Theilades mor hende. Sørgede for kost, søvn, kostumer, turné. Vogtede over hende som en høg og skræmte beundrere og bejlere væk.
»Hun var den, der bestemte, og jeg lod hende bestemme. For jeg var så træt. Hun holdt mig nede med hård hånd og sagde altid, at jeg skulle være ydmyg og glad for, at folk overhovedet gad kigge på mig. Til sidst var der dage, hvor jeg ikke kunne tåle hende mere. Jeg sagde: ’Mor, hold op! Gå ud og se mig fra salen i stedet.’ Hun gik ud blandt publikum, og da hun kom tilbage, spurgte jeg: ’Nå, hvad synes du?’ ’Kunne være bedre,’ svarede hun.«
Som 17-årig var Nini Theilade verdenskendt. Fra by til by og fra land til land rejste hun med sin mor i tog. Hver dag handlede om at gøre sit bedste, om at imponere, betage, og hun elskede det. Men når hun skulle tale med jævnaldrende, blev hun stum. Hun havde venner, men ‘ingen af dem var levende’, som hun selv formulerer det.
»Åh, jeg var ensom,« siger hun.
»Meget ensom. Hvem skulle jeg være sammen med? At lege havde jeg heller aldrig lært. Min mors veninder havde børn, og når vi var på ferie hos dem, kunne jeg ikke lege med dem. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvad de lavede. Jeg kunne ikke. Det er frygteligt, når jeg tænker tilbage,« siger hun stille.
Som 18-årig blev Nini Theilade forelsket. I dirigenten Michael Scott. Med de i dag lidt stive bevægelser viser hun, hvordan han havde pomade i håret, var rank og velklædt.
»Jeg syntes, han var så charmerende, og han syntes, jeg var dejlig. Til sidst ville han gerne introducere mig for sine forældre. ’Uha’, sagde mor. ’Det lyder ikke så godt. Det lyder faktisk meget dårligt’. Men vi blev forlovede, og vi var så forelskede, og det gik så godt, så godt, så godt.«
Forlovelsen blev annonceret i avisen The Times. Alt tegnede lykkeligt. Men så hændte en af de ting, der gør, at hun 100 år gammel omtaler sit liv som ‘sindssygt’.
Kort før brylluppet forsvandt hendes forlovede. Det samme gjorde hendes mor. I dag knuger Nini Theilade de gamle, krogede hænder, når hun fortæller om det, og ansigtet bliver så spændt, at spyttet står som små regndråber fra hendes mund.
»De var draget af sted sammen, min mor og min forlovede. Jeg var så rasende, at det slog gnister. Jeg ringede efter min far, som sagde: ’Det er ikke morsomt for dig, og det er heller ikke morsomt for mig. Men vi to har hinanden’. Jeg så dem ikke i fire måneder, og jeg anede ikke, hvor de var. Det ved jeg stadig ikke den dag i dag,« siger hun.
’Jeg hader dig’
Hendes far tog sig af hende, mens det stod på. I mange år havde han og hendes mor levet hver sit liv i ægteskabet, og at han havde andre kvinder, var ikke noget, man talte om. I familien talte de heller aldrig om den dag, hendes mor stak af med hendes forlovede. En dag stod moderen bare uden for hendes vindue. Som om intet var hændt.
»’Jeg hader dig’, sagde jeg til hende, og det var det. Vi fortsatte vores samarbejde. Jeg kan stadig spekulere over, om hun gjorde det, for at forlovelsen skulle gå i stykker. Hun havde jo ofret sit liv på mig. Så min karriere måtte ikke gå itu.«
Mens verden blev revet itu under bomber og blodige angreb i Anden Verdenskrig, samlede det 20. århundredes mest revolutionerede balletbølge atter publikum foran balletscenen. Dansere fra Le Ballet Russe stiftede i slutningen 30’erne kompagniet Ballet Ruse de Monte Carlo, som turnerede mellem Europas hovedstæder, Nordamerika og Sydamerika med vilde kostumer og scenografi og introducerede ballet for et publikum, der aldrig før havde set klassisk dans.
Nini Theilade var en af de bærende kræfter. Først som danser og senere som koreograf. Og i 1939 var hun for første gang i sit liv uden opsyn af sin mor. På turné i Sydamerika mødte hun her en hollandsk forretningsmand i Rio de Janeiro, som hun straks giftede sig med. Da var hun 25 år. Han var 50.
»Jeg giftede mig jo med en faderfigur,« siger hun og ryster let på hovedet.
»Jeg var så umoden og vel nærmest et barn.«
Men det sømmede sig ikke for en gift kvinde at være på scenen. Og selv om ægteskabet var så godt som passionsløst, betød det farvel til balletten. Det var datidens største moderne koreograf, Leonide Massine, der stod i spidsen for Ballet Russe de Monte Carlo. Han var rasende, da han mistede sin unge stjernedanser. Selv græd Nini Theilade i dagevis.
Ægteskabet bragte to børn, først datteren Joan og så sønnen Peter. Familielivet var svært. Nini Theilade anede ikke, hvordan man gebærdede sig som hustru, og hun havde ingen ide om, hvordan man indrettede et hjem. Købte klodsede og ubekvemme møbler, som de måtte sende retur. Den moderfølelse, som hun forventede, skulle komme af sig selv, kom heller ikke. I de første år overlod hun datteren til barnepigen og brugte i stedet sin tid på at undervise andre børn i dans. Det var først, da hun fik sin søn, at det gik op for hende, hvor meget hun havde forsømt datteren.
»Jeg har spurgt mig selv, hvorfor jeg ikke var en god mor. Men hvad ved jeg om at være mor? Det havde jeg aldrig lært,« siger hun.
Stuepigen og ægtemanden
Familien flyttede til Portugal. Da Nini Theilade en dag kom hjem fra tandlægen, fandt hun stuepigen i seng med ægtemanden. Det blev begyndelsen på en omtumlet periode, hvor hun med egne ord selv ’levede det vilde liv’. Og endte med at forlade sin mand til fordel for en anden mand fra et par i omgangskredsen.
Samtidig satte Den Kongelige Ballet i Danmark kurs mod den internationale balletscene. En stribe af tidens bedste koreografer kom til København for at arbejde, og i 1966 blev den hotteste mode indført i repertoiret: modern dance. Samme teknik, som Nini Theilede knap 40 år tidligere havde imponeret Europa og senere hele verden med.
Året før var Nini Theilade kommet tilbage til Danmark som enke. Her tog hun job i blandt andet et gartneri og i postordreafdelingen i Daells Varehus. Men der gik ikke længe, før hun fik ’sit navn tilbage’, som hun selv udtrykker det. Hun fik sin dans ind på Det Kongelige Teater. Og i 1967 åbnede hun et danseakademi på Thurø ved Sydfyn sammen med sin nye mand, som hun var blevet gift med samme år.
»Det var en vidunderlig tid,« siger hun og kigger ud på den dybgrønne bøgehæk ved vejen.
»Det var det nu.«
De ellers spillevende øjne i det furede ansigt afslører, at Nini Theilade er ved at være træt. Hun begynder at lede efter ordene og taber tråden. Det irriterer hende.
Det er blot to år siden, hun som 98-årig gik på pension. Fra 1992 underviste hun på Danseakademiet på Skolerne i Oure Sport og Performing Arts i ballet. Et slemt fald i 2013 gjorde, at hun måtte trække sig tilbage, og efter en lang genoptræningsperiode, hvor hun atter måtte lære at gå, har hun siden boet i de stille omgivelser på Hesselager Plejecenter på Fyn.
Et ‘sindssygt liv’, kalder hun selv de 100 år, hvor hun til det sidste har sat fodspor i ballethistorien. Nu er skridtene blevet små, forsigtige, og rollatoren et nødvendigt onde.
»Det er slemt, at jeg ikke længere kan undervise. Jeg savner det. Noget så grusomt,« siger hun.
»Men når jeg kommer i seng, drømmer jeg stadig koreografier.«
Hun peger langsomt over mod plejeboligens smalle seng.
»Og når jeg vågner, kan jeg stadig huske dem. Se, det er interessant! Nu sidder jeg så her. At blive så gammel havde jeg nu ikke tænkt mig. Men naturen ville det anderledes. Alligevel vil jeg gerne sige tak for, at det er muligt for mig. Trods alt.«
