Langt under havbunden findes et gådefuldt liv. Prøver fra Aarhus bugt afslører dybets hemmeligheder - og måske også, hvordan man vi kan finde liv på Mars.

Det er nærmest ikke til at forstå, men der findes en verden af liv flere hundrede meter nede i jorden under havbunden.

Forskerne kalder det 'den dybe biosfære', og livet dér er så fremmed, som kom det fra en anden planet.

Men nu viser danske forskere, at mikroorganismerne faktisk kommer fra Jordens overflade og ikke har forandret sig spor, siden de oprindeligt blev begravet for op til 10.000 år siden. Og den opdagelse er næsten endnu sværere at forstå.

»Det er virkelig forbløffende, at mikroorganismerne har evnerne med sig til at leve under så ekstreme forhold, og det peger på, at der måske er forhold ved overfladen, som vi slet ikke er klar over,« siger professor fra Center for Geomikrobiologi ved Aarhus Universitet Andreas Schramm, som har ledet forskningen.

Mikroorganismerne i den dybe biosfære vurderes til at være så mangfoldige, at de tæller mere end halvdelen af alle mikroorganismer i verdenshavene. Og det er lidt af en gåde, for bare et par meter under havbunden er der stort set ingen næring.

Forskerne skønner, at bakteriecellerne må dele sig med generationstider på årtier, hvis ikke århundreder - en skarp kontrast til de bakterier, vi kender fra os selv på jordoverfladen. Her er der fuld drøn på formeringen, kan f.eks. en tarmbakterie dele sig på bare 20 minutter.

»Det her er generationstider, som vi slet ikke kan forstå, og de er fuldstændigt ukendte fra alle de mikroorganismer, vi normalt kender,« siger Andreas Schramm.

Derfor har antagelsen været, at de organismer, som kan klare den slags forhold, må været yderst specialiserede gennem evolutionen og er udviklede helt for sig selv nede i dybet.

Men via mange års dna-kortlægning af bakteriesamfund under havbunden i Aarhus Bugt, kan forskerne se, at de bakterier, der findes fem til ti meter under havbunden, faktisk også findes i toppen. Her er de blot mere sjældne.

Forskningen viser også, at bakterierne er stort set uforandrede gennem årtusinder.

»Det er første gang, man ser så god en sammenhæng mellem overfladen og den dybe biosfære,« siger Andreas Schramm.

Fundet afslører, i kombination med andre af forskernes opdagelser, at livet i den dybe biosfære faktisk stammer fra overfladen.

Men hvis bakterierne allerede er udviklet og tilpasset til at klare sig i jordens dyb - hvad laver de så normalt i overfladeverdenen?

»Der er måske nogle forhold i overfladen, som vi slet ikke er klar over, hvor så langsomt et liv kan være en stor fordel.«

Præcis, hvad det kan være, håber forskerne, at kunne opklare i fremtiden.

Potentielt af opdagelsen kan også åbne andre fascinerende aspekter. Hvis forskerne har ret, vil mikroberne i dybet så at sige afsløre en tidslomme af liv, som det fandtes i havene dybt tilbage i forhistorien.

Og løfter man blikket op fra Jorden, kan opdagelserne endda give et fingerpeg om liv på andre planeter.

»Vi ved, at Mars har haft en atmosfære og flydende vand, så hvis livet har kunnet opstå på Mars, er jeg overbevist om, at man bare skal bore 10-100 meter ned i overfladen, så skal man nok finde det,« siger Andreas Schramm.