Tobias Hamann-Pedersen, 26, er semifinalist i DR-programmet, Den Store Bagedyst. Han er kendt som en sød og sympatisk ung fyr med et stort talent. Han er lige nu den, de andre deltagere skal slå, efter at han i det seneste program imponerede dommerne med sine cigarkager.

Tobias er dog ikke den første i familien til at indtage tv-skærmen. Tobias’ morfar, Ali Hamann, var ofte i tv i 80erne, hvor han som hypnotisør fik danskere til at kvitte tobakken for åben skærm. Apropos cigarer.

Ali Hamann døde 6. april i år.

Tobias og morfar havde en fælles interesse for bagekunst. Ali Hamann var uddannet bagersvend, men han fik altså i stedet en karriere som landskendt hypnotisør i stedet.

Læs også: Charlotte scorede til eksamen - men tabte i bagedyst: Tog mig en uge at komme over det

- Han kedede sig som bagersvend og begyndte at hypnotisere allerede som 18-årig. Han havde en onkel, der var vældig dygtig med hypnose, tryllekunst, gøgl og spas, siger Tobias Hamann-Pedersen, der dog ikke blev inspireret af morfar til at bage.

Ali Hamanns hypnotisørkarriere fik en overgang et brat stop, da han blev dømt for blufærdighedskrænkelse af to kvinder, der var under hypnose. To et halvt års ubetinget fængsel var straffen. Skandalen rullede, inden Tobias blev født, så det har han aldrig mærket noget til.

- Jeg havde ikke et særligt tæt forhold til ham. Han var lidt en sær mand, så jeg tror ikke, han havde et normalt forhold til ret mange. Han var ikke så god til børn, og børnebørn og småbørn sagde ham ikke noget, så jeg følte ikke rigtig, han ville tale med mig, siger Tobias Hamann-Pedersen.

Tobias er dog selv glad for børn, der for tiden stopper ham på gaden konstant.

- Jeg mødte lige en hel skoleklasse i Aarhus, så måtte jeg rundt at hilse på dem alle sammen, griner han.

Efter fængselsdommen blev den omstridte hypnotisør taget til nåde og optrådte på tv igen masser af gange, imens han fortsatte sit arbejde som hypnotisør.

Han drev i mange år en klinik i Silkeborg, hvor han fik installeret kameraer på sin hypnoseklinik, så han kunne dokumentere, hvad der foregik. Han nægtede sig altid skyldig i forbrydelsen, der kostede ham en tur bag tremmer.

Læs også: Bagedystvært: Sådan ser der ud bag kulisserne

Ali Hamann blev senere brugt af den verdenskendte danske filminstruktør Lars von Trier til både filmen ’Epidemic’ og tv-serien ’Riget’, hvor han spillede sig selv, Hamann.

Tobias fra Den Store Bagedyst lærte først sin morfar lidt at kende kort tid inden hans død.

- Han fik en hjerneblødning og kom i kørestol. Han har altid rejst meget, så det var en drøm, der brast for ham. Så jeg tog ham med på en rejse til Tyrkiet sammen med hans hjælper på det tidspunkt i 14 dage. Det var det sidste indtryk, jeg fik af ham, inden han døde tidligere i år, fortæller Tobias.

Tobias nåede aldrig at lære hypnose af morfar, så der er ingen chance for at hypnotisere dommerne ved Den Store Bagedyst.

- Han ville ikke lære mig hypnose. Jeg har alle hans bøger, og hypnose er da fascinerende, men ellers interesserer det mig ikke så meget, siger Tobias.