Han var med til at redde Brøndby fra en af klubbens største kriser nogensinde. Nu er rigmanden Jan Bech Andersen selv havnet i en kæmpe krise, hvor han bliver kritiseret for dårlig ledelse og for at undergrave Brøndbys chefer. Men hvem er Brøndbys mystiske rigmand, hvor længe kan han blive ved med at skyde millioner i klubben, og har han overhovedet de rette egenskaber til at være formand?

Historien om Greve-drengen, der gennem hårdt arbejde, et liv som udlandsdansker og en næse for forretninger endte med en gigantisk formue er næsten et eventyr værdig. Især da han nærmest som et mirakel trådte ind på fodboldscenen og smed 65 millioner kroner i den hårdt trængte vestegnsklub Brøndby.

Men eventyret har fået en slagside, og rigmanden Jan Bech Andersen er det seneste døgn kommet i massiv modvind, efter det blev kendt, at han har brugt sin søns navn Oscar som pseudonym til at kommentere på ledelsen og trænere på Brøndby-fanklubbens hjemmeside. Det har nemlig resulteret i en regulær krise på vestegnen, hvor cheftræner Thomas Frank tirsdag har opsagt sit job. Samtidig har Brøndbys ledelse besluttet at fyre administrerende direktør Søren Vadmand, efter at klubben har præsenteret endnu et underskud.

Og dommen er hård over Brøndbyformanden. Professor i ledelse- og økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Buch, har kaldt brøndbyformandens handling for amatøragtigt. Og det er Berlingskes Erhvervskommentator Jens Christian Hansen enig i.

»Det er jo ekstrem dårlig ledelse, at du undergraver dine egne topchefers autoritet ved at bagtale dem anonymt på et fanforum. Det er meget, meget, meget sjældent set. Og derudover er Brøndby dårligt ledet på alle parametre. Der var underskud sidste år, og der er underskud i år,« siger han til bt.dk.

At Jan Bech Andersen overhovedet er endt som bestyrelsesformand i Brøndby kan dog også vække undren. For egentlig var ambitionen, at han slet ikke skulle involverer sig særligt i klubben eller i bestyrelsesarbejdet. Det havde den travle erhvervsmand slet ikke tid til, lod han forstå på pressemødet i 2013, da han blev præsenteret som klubbens nye storaktionær.

»Jeg har stor respekt for Jesper Nielsen (Brøndbys tidligere storsponsor Kasi-Jesper, red), men jeg er investor, og han var sponsor. Jeg kommer ikke til at blande mig og kommer ikke med store kommentarer i pressen. Jeg forholder mig anonym, og I kommer ikke til at se mig på Brøndby Stadion hver søndag«, sagde Jan Bech Andersen ifølge Politiken på pressemødet dengang.

Men der gik ikke længe, før den anonyme tilværelse tilsyneladende alligevel blev for kedelig for Jan Bech Andersen. I hvert fald kunne han allerede i april 2014 kalde sig for bestyrelsesformand for Brøndby I.F. Og det undrer ikke Jens Christian Hansen.

Men har han overhovedet kvalifikationerne til at være bestyrelsesformand?

»Det kan man jo spørge sig selv om. Men hvis man har penge, så har man ret til at gøre, hvad man vil med de penge, og hvis han smider 100 millioner i klubben, så kan han jo også kræve en bestyrelsespost. Det ser man jo tit. Det er ligesom spillets regler i markedsøkonomien. Pengene bestemmer,« forklarer han

Her ses Jan Bech Andersen i sin golfklub tæt på hjemmet i England.
Her ses Jan Bech Andersen i sin golfklub tæt på hjemmet i England. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

47-årige Jan Bech Andersen er ellers ikke uvant i erhvervslivet, hvor han har tilbragt de fleste år af sit voksenliv. Formuen blev bygget op gennem en karriere i shippingbranchen, hvor han først begyndte hos det danske rederi Torn. Som 27-årig blev han udstationeret i Singapore, og efter noget tid blev han headhuntet til det schweiziske shippingfirma ST Shipping, som er et datterselskab af konglomeratet Glenvore International, har han tidligere fortalt i et langt interview med Berlingske Business.

Jobbet hos ST Shipping bragte ham, konen Helle og familiens to børn, Oscar og Mathilde, til London i 2004, hvor familien stadig bor i dag. Børnene er i dag begge teenagere.

I interviewet med Berlingske har Jan Bech Andersen fortalt, hvor hårdt jobbet hos ST Shipping var. Arbejdsdagene var ofte meget lange, og han følte ikke, at han så nok til familien. På et tidspunkt omkring år 2009 fik han også voldsomme stress-symptomer, hvor han vågende badet i sved hver nat. Men da han gerne ville være med til en forestående børsnotering af virksomheden i 2011, holdt han ud. Jan Bech Andersen var nemlig blevet gjort til medejer af Glencore, og børsnoteringen ville for første gang sætte et konkret tal på hans formue.

»Jeg måtte indse, at min krop var spændt til det yderste. Da finanskrisen satte ind, blev presset øget. Det var bare ikke sjovt at sidde med omkring bordet i Glencore med en forretning, der taber penge,« fortalte Jan Bech Andersen.

Men han endte med at holde ud, og han blev da også forgyldt, drengen fra Greve, der havde tilbragt sin ungdom med blandt andet at være flaskedreng, gøre rent i Bilka, arbejde på en tank og køre taxa, før han som 27-årig forlod landet til fordel for Singapore.

Da Glencore gik på børsen endte markedsværdien på 250 milliarder kroner. Jan Bech Andersen vil ikke oplyse, hvor mange penge, han selv fik ud af det, men ifølge Berlinske Business blev Glencores topledelse alle gjort til dollarmilliardærer ved børsnoteringen, og da Jan Bech Andersen var placeret i ledelsesudvalget lige under dem, forventes det, at han også fik en pæn slat penge – sandsynligvis mere end én milliard kroner.

Halvdelen af formuen har Jan Bech Andersen stadig stående i Glencore-aktier, afslørede han i Berlingske-interviewet fra 2014. Og en stor del af resten har han placeret i en fond, som skal sikre familien fremover.

Men der er også blevet plads til luksus for familien. For selv om Jan Bech Andersen ofte ligner en helt almindelig dansker, når han taler med pressen i Danmark, så lever familien et luksusliv i London.  Familien har slået sig ned i velhaverbydelen Weybridge udenfor London, hvor de har fået bygget et hus, der nærmest ligner et palæ. Det er bygget i klassisk stil af grågule sandsten med store højloftede stuer. Og da Berlingske var på besøg bestod familiens vognpark af både en Bentley, en Porshe og en Ferrari. Og bilerne har Jan Bech Andersen nok fået mere tid til at bruge, for i 2012 valgte han at stoppe med at arbejde hos Glencore. Siden har han selv lavet andre investeringer.

Jan Bech Andersen træner to gange ugentligt et drenge fodboldhold.
Jan Bech Andersen træner to gange ugentligt et drenge fodboldhold. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Selv om Jan Bech Andersen ikke vil ud med, hvor stor hans formue egentlig er, så virker det ikke til, at han løber tør for penge foreløbig.

Efter onsdagens ballade i Brøndby og fremlæggelsen af det dårlige regnskab med underskud på 17 millioner kroner, er Jan Bech Andersen klar til at lægge yderligere op mod 80 millioner i klubben, erfarer Økonomisk Ugebrev.

»Det er ingen ud over ham selv og hans bankforbindelser, der ved, hvor rig han er. Men der er ingen tvivl om, at han givetvis er godt ved muffen, men om han har to, tre eller fire-hundrede millioner eller en milliard, det er der ingen der ved,« siger Jens Christian Hansen.

Men hvor mange penge har han råd til at blive ved med at poste i Brøndby?

»Det ved man jo ikke, men som jeg har forstået på de meldinger, han har sendt ud i dag, så har han råd til at komme med flere penge, og derfor må man gå ud fra, at han har flere penge. Men om der skal 50, 100 eller 150 flere millioner til, det ved jeg ikke. Og man ved ikke, om man vil lave den kapitaltilførsel udelukkende med penge fra ham, eller om man laver en bredere tilførsel, hvor man skal have alle aktionærer med. Det korte af det lange er, at der er behov for nogle nye penge. Og han har ladet forstå, at han er klar til at komme med nogle nye penge,« siger erhvervskommentatoren.

Uanset størrelsen på Jan Bech Andersens formue, så kan han ikke ligefrem glæde sig over, at Brøndby har været en god forretning. Ville han sælge de 26,5 procent af aktierne i klubben, som han ejer, og som gør ham til hovedaktionær, i dag, så ville han få et kæmpeunderskud. Og regner man alle de beløb sammen, som Jan Bech Andersen gennem de seneste år har pumpet i Brøndby, herunder de 22 millioner kroner som han gav for Daniel Agger, der blev foræret til klubben i fødselsdagsgave, så vil rigmanden have tabt en formue.

»I alt er det over 100 millioner, han har mistet, hvis man måler på børskursen i dag,« siger Jens Christian Hansen.

Jan Bech Andersen har tirsdag i en lang skriftligt kommentar beklaget sine skriveriet under pseudonym Oscar.

’…jeg har delt det beskidte vasketøj i forummet, som jeg selvfølgelig ikke skulle have delt. Det er jeg ufattelig ked af. Jeg har aldrig været, og bliver aldrig, god til at skjule mine glæder og frustrationer, især ikke når det gælder Brøndby IF, for det er nu engang, sådan jeg er. For mig handler fodbold om følelser og passion og ikke om iskolde kontanter,' skriver han blandt andet.

At Jan Bech Andersen ser fodbold som sin store passion er de færreste nok i tvivl om. Han har selv engang spillet i 2. division for Greve, og to gange om ugen træner han et fodboldhold af drenge 20 kilometer fra sit hjem i London. På holdet deltager også hans egen søn Oscar.

»Når du har mulighed for at gøre verden til et bedre sted, skal man gøre det. Rent lavpraktisk betaler jeg en del af fodboldtræningen for mindrebemidlede børn for, at de kan opleve fællesskabet ved team-sport,«  har den fodboldglade erhvervsmand fortalt.

Engang inviterede han endda drengene fra holdet med hjem til sig selv i forbindelse med en sæsonafslutning.

»De troede jo nærmest, at det var Buckingham Palace, de var kommet  til,« fortalte Jan Bech Andersen til Berlingske Business.