Omkring 35 rumænske, polske og danske avisbude har varslet strejke natten til fredag, fordi de er utilfredse med arbejdsforholdene hos Langvaddam Distribution. I så fald betyder det, at omkring 20.000 husstande på Østerbro og i Ryparken i København må undvære deres avis til morgenkaffen fredag.

- Vi bliver snydt med vores løn, sygedagpenge og feriedagpenge, siger avisbud Indiesiu Cosmin til Berlingske Nyhedsbureau.

Fra januar overgår avisbudenes ruter ifølge Cosmin til Bladkompagniet, hvorfor de ansatte er bekymrede for, at de aldrig får deres penge.

- Derfor strejker vi, siger han.

Det er sent torsdag aften ikke lykkedes Berlingske Nyhedsbureau at komme i kontakt med Langvaddam Distribution.

BNB