Asmaa Abdol-Hamid blev i går nægtet adgang til sit fly i Schweiz, fordi hun ikke ville tage sin blazer af.

Sammen med sin søster Alaa var den tidligere folketingskandidat for Enhedslisten på vej til en konference i Bruxelles, oplyser en anden søster, Safaa til bt.dk.

Asmaa blev i sikkerhedskontrollen bedt om at tage sin blazer af, men det nægtede hun, fordi hun kun havde en tynd top på inden under. En blazer er en let jakke.

Læs også: EU opgiver krav om kropsskannere

Læs også: Asmaa: Jeg siger nej til mange mænd

- Hun spurgte om ikke hun kunne få lov at tage blazer af bag et forhæng. Men nej, det skulle foregå offentligt, siger Safaa.

Det ville Asmaa ikke være med til, og så blev både hun og Alaa nægtet adgang til deres fly.

Inden hendes mobiltelefon løb tør for strøm, sagde hun til Politiken.dk, at hun havde følt sig ydmyget og diskrimineret.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Sådan bør ingen EU-borger behandles offentligt, sagde hun.

I Københavns Lufthavn kan passagerer kræve at grundige kropsvisitationer foregår bag et forhæng eller i en separat lokale.

- Det sker ind imellem, at folk beder om det, siger sikkerhedschef Johnnie Müller fra Københavns Lufthavn. Han lægger vægt på, at kontrollen foregår i en dialog med passagererne og i en god stemning.

- Jeg vil gerne opfordre folk til at tale med os, hvis man føler sig utryg. Så finder vi en løsning, siger Johnnie Müller.

Ifølge Safaa har de to kvinder formentlig overnattet i lufthavnen. Hun har ikke talt med sine to søstre siden i går, og det er uvist, hvordan de bærer sig ad med at komme hjem.

Asmaa har taget en pause fra politik og stiller ikke op for Enhedslisten ved det kommende valg.

I USA vakte det fornylig opsigt, at en 95-årig kræftsyg kvinde i kørestol angiveligt blev beordret til at tage sin ble af i sikkerhedskontrollen. Hun skulle flyve indenrigs fra Florida til Michigan.