I videoen herover kan du høre Asger og Claus genfortælle, hvordan de oplevede ulykken.
65-årige Claus Carstens reddede sin kollegas liv, da han stak en tommelfinger direkte ind i en blødende pulsåre i sin kollegas arm.
Når Røde Kors torsdag kårer Årets Førstehjælper 2018, er det Claus Carstens, der modtager æren og 10.000 kr. Prisen får han, fordi han i oktober sidste år gik i gang med at yde førstehjælp, da hans kollega Asger Nissen fik armen fastklemt i en kartoffelmaskine.
Det er søndag i Vojens, og Claus Carstens er på vej for at hente rundstykker hos bageren, da telefonen pludselig ringer.
Det er kollegaen, den 57-årige Asger Nissen, der mumlende og med svag stemme får sagt, at ‘han sidder fast’. I baggrunden kan Claus Carstens høre en brummende maskine. Han er med det samme klar over, at ‘noget er galt’.
Claus Carstens har tidligere på morgenen været i kontakt med kollegaen og ved derfor, hvor Asger Nissen befinder sig.
»Har du ringet 1-1-2?«, spørger den 65-årige mand omgående.
Men han hører blot nogle besværede lyde og den brummende maskine i den anden ende af røret.
»Jeg ringer 1-1-2, Asger!. Jeg lægger på nu, og så kommer jeg så hurtigt, jeg kan”!«.
Hurtigere end en formel 1 bil, som Claus Carstens selv formulerer det, kører han de ca. 1,5 km, det tager at komme hen til marken.
Nær bagenden af kartoffelmaskinen står Asger. Hans venstre arm sidder fastklemt mellem to metaldele i maskinen, der normalt bruges til at samle kartofler op af marken. Der er blod overalt og små kødstumper fra armen på jorden. Den ligner noget, der har været igennem en blender.
»I skal komme hurtigt. Og I skal have det tunge grej med for at få ham fri,« brøler Claus Carstens ind røret til alarmcentralen.
Blodet står som i en stråle ud af armen på Asger, han er ligbleg i hovedet og kan knap tale. Han har villet fjerne en lille kartoffel, der sad fast i maskinen, da han rengjorde maskinen. Men ved et uheld satte hans arm sig så fast. Han har kæmpet mod maskinen i omkring kvarter, før det er lykkes ham at ringe efter hjælp.
Claus Carstens slukker som det første for maskinen og skynder sig derefter at stikke sin tommeltot direkte i det pulserende sår. Såret er for stort til, at han kan stoppe blødningen helt.
»I mit baghoved sagde jeg bare til mig selv, at jeg skulle gøre det rigtige. Hvert sekund var meget vigtigt. Ikke noget med at føle alt muligt,« siger han.
Den 65-årige mand bliver ved med at tale til Asger.
»Bliv ved mig. Vi kæmper sammen. Ambulancen er på vej,« siger han.
Indeni føles minutterne som timer, mens de to mænd venter på hjælpen. Asger er flere gange ved at besvime, men Claus Carstens fortsætter sin talestrøm for at holde kollegaen ved bevidsthed.
Da redderne ankommer, lægger de med det samme en årepresse på armen for at standse blødningen. Samtidig kommer brandvæsenet og begynder at skille maskinen ad. Der går 45 min., før det lykkes, og Asger Nissen kan blive kørt til sygehuset. Tilbage på jorden ligger en knoglestump fra armen.
Claus Carstens får med det samme tilbudt psykologhjælp oven på den voldsomme oplevelse. Men det har han ikke brug for:
»Vi var naturligvis alle sammen dybt berørt over, hvad der var sket. Men jeg ville ikke tale med en psykolog. Det var bare vigtigt for mig, at jeg var den første til at se Asger, når han vågnede igen på hospitalet. Det var det, jeg havde brug for,« siger han.
Claus Carstens blev således den første til at være der, da Asger Nissen vågnede på hospitalet. Han havde mistet sin arm, men var i live.
»Vi fik en krammer mand til mand. Han var taknemmelig, og jeg var taknemmelig. Vi fik set hinanden dybt i øjnene,« siger han.
I dag har Asger Nissen fået en protese og er så småt tilbage i arbejdet som landbrugsarbejder på nedsat tid.
»Jeg kan slet ikke beskrive Claus’ indsats. Det er helt fantastisk, at han kan handle, som han gør. Jeg er 100 pct. sikker på, at jeg var forblødt, hvis ikke han havde handlet. Han er mit helt,« siger Asger til Røde Kors.
Claus Carstens synes ikke selv, at han har været specielt heltemodig. Han gjorde, hvad han skulle og handlede pr instinkt.
»Jeg er nok bare god til at bevare roen. Det eneste, jeg var bange for, var, at Asger ville synes, at det havde taget for lang tid, før hjælpen kom,« siger han.
Rådet til andre er at turde at hjælpe.
»Man kan ikke gøre noget forkert, det kan ikke blive værre. Det gælder om at hjælpe og ikke være bange,« siger han.
