Her er fortællingen om, hvordan en dansk entreprenør-gigant faldt sammen
Stærke mænd, stærke viljer. Så stærke, at det kostede entreprenørgiganten Pihl & Søn livet og tredje generation drømmen om endelig at få lov til at lede
Han sidder i sofaen hjemme i Birkerød. Benene krydset, ryggen rank. I jeans og en ternet skjorte, der sprækker lidt på midten og afslører en tatovering på maveskindet. KL står der, hvis man kigger godt efter. Initialerne på den person han skal genfinde.
For tirsdag den 27. august døde drømmen endeligt for den 60-årige mand i sofaen. Var der en rest af håb, så blev den endeligt slukket, da han holdt afskedstale for hundredevis af de omkring 1.000 trofaste medarbejdere. Fortalte dem, at familievirksomheden Pihl & Søn var gået konkurs. Fortalte, at fundamentet under dem - og ham selv, arvingen - var krakeleret, og at de nu stod uden arbejde.
Kjartan Langvad hedder han. Tredie generation i den engang hæderkronede entreprenør-gigant Pihl & Søn. Han kom til verden i 1953 og kom ikke til at mangle noget, gik på de bedste skoler og tilhørte en af Danmarks rigeste familier.
Og dog. Måske manglede en af de vigtigste brikker i en perfekt barndom, opvækst, voksenliv: accepten fra familiens altoverskyggende patriark - faderen Søren Langvad. Accept af sønnens evner og visioner. Og ikke mindst accept af sønnens seksualitet.
Historien om Kjartan Langvad er i høj grad også historien om Søren Langvad, manden som i over fire årtier tegnede Pihl & Søn som både administrerende direktør og bestyrelsesformand, manden som blev kaldt ’byggeriets Mærsk Mc-Kinney Møller’ og styrede milliard-virksomheden på egenrådig vis. Godt nok sad der fire personer omkring bestyrelsesbordet, heriblandt sønnen og arvtager Kjartan Langvad, men det var Søren Langvad, der sad for bordenden. Søren, der bestemte. Alt.
Han stolede ikke på, at nogen kunne drive entreprenør-giganten som han. Ej heller hans søn. Søren Langvad ville ikke give slip på den absolutte magt, før den i marts 2012 blev taget fra ham af bankerne.
I dag er der ikke længere nogen Søren Langvad. Han døde i december 2012, 88 år gammel. Og siden 27. august heller ikke noget Pihl & Søn. Sønnen og civilingeniøren Kjartan Langvad, som oprindelig var tiltænkt at føre familievirksomheden videre, skulle ikke længere bevæge sig på de bonede gulve og blende ind med jakkesæt-beklædte topchefer. Han var arbejdsløs.
Nu sidder han i sofaen i Birkerød, fortæller åbent og ærligt om sit liv. Men når talen falder på faderen, er han varsom og ordknap.
- Sørens popularitets-barometer svinger lidt, indleder Kjartan Langvad forsigtigt og diplomatisk kritikken af sin dominerende far.
Hvorfor kalder du din far for Søren?
- Det har bare altid været det nemmeste, siger han med et skuldertræk og medgiver, at han ikke er helt fri for følelsen af, at konkursen måske kunne have været undgået, hvis faderen havde været mere lydhør overfor andre, herunder sin søn.
Har ikke til huslejen
- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi ikke var enige om, hvordan Pihl skulle gennem krisen. At mine forslag er uprøvede, er det, der er frustrerende. Men det er jo nemt at sidde bagefter og være så klog, siger han med et ærgerligt skuldertræk om den mand, han gennem hele livet - og ikke mindst de seneste år - har haft sine kampe med.
Efter i 60 år at have været arving til den ansete entreprenørvirksomhed, at have tilhørt en af landets rigeste familier, er både pengene og fremtidens fundament nu væk, og han aner ikke, hvordan huslejen bliver betalt. Oveni det skal han finde KL, sin egen identitet. Han ved, at det bliver et sejt træk.
Ved siden af ham sidder 38-årige Mikkel Raa-hede, hans partner gennem de seneste 15 år. Dét menneske, som Søren Langvad havde så svært ved at acceptere, og som Kjartan Langvads nye livsfundament nu skal støbes sammen med. Et fundament, der skal være stærkt og stabilt nok til at kunne bære ikke bare Kjartan Langvads to voksne børn fra et tidligere forhold, men også de seks-årige tvillinger Lux og Björk, som han og Mikkel Raahede har med en amerikansk rugemor. Samt den nye baby, Selma, som kom til verden 16. oktober i Atlanta.
- Vi skal begynde helt fra scratch. Helt fra bunden, siger Kjartan Langvad.
Roligt, konstaterende, uden sentimentalitet og kalder sig selv for ’operationel’.
Ikke tid til tårer
- Jeg har så meget på min to-do liste, at jeg fungerer. Men jeg synes, at jeg har svært ved at finde ind til fremadrettede tiltag. Lige nu handler det så meget om fortid og nutid, at jeg ikke er nået til at henfalde til traumer eller tårer. Endnu, siger han ligeud og sender et blik over til Mikkel Raahede, hvis følelser hænger anderledes uden på huden.
Og der er noget at være bekymret over. Den faste månedlige indkomst fra ‘Pihl & Søn’ er væk, kistebunden tom. For såvel Kjartan Langvad som hans søskende har år efter år ladet størstedelen af aktieudbyttet - mens det var der - blive i virksomheden. Og nu er den væk.
Og udgifterne til den store villa med udsigt over Furesøen i Nordsjælland kræver en solid indtægt. Som ingen af dem har.
- Jeg synes, at det er hårdt at finde de muskler, der skal løfte benene lige nu. Det er jo ikke bare arbejdsløshed, vi er kommet ud for. Det er en fuldstændig genopfindelse af os selv, siger Mikkel Raahede, som de sidste 15 år har været en del af den ‘Pihl’ familie, som har styret deres liv.
For at forstå det skal tiden spoles tilbage til 1947, hvor Kjartan Langvads farfar Kay købte 50 pct. af den ansete danske murermestervirksomhed og dermed var med til at transformere virksomheden til den store internationale forretning, den var frem til august i år. Eller som man sagde i familien Langvad: Kay grundlagde det moderne Pihl & Søn, hans søn Søren - Kjartans far - internationaliserede det.
Da Kjartan Langvad blev født i 1953, var Pihl & Søn så integreret en del af familien, at det første ord han sagde, var ’Pihl’. Ikke ’mor’. Ikke ’far’. Men ’Pihl’.
Og sådan har ’Pihl’ været det dominerende ord hele hans liv.
- Pihl har dikteret, hvor Kjartan gik i skole, har dikteret, hvor han boede. Pihl er så meget en del af Kjartans identitet - og min med de sidste 15 år - at det er langt mere end bare en arbejdsplads. Alt det, vi har baseret vores fremtidsplaner på, er eroderet. Alt det, vi troede, at vi skulle med vores liv, er væk, siger Mikkel Raahede.
Et brutalt stop
Pihl & Søn er ikke kun en væsentlig del af Kjartan Langvads liv, men vores alle sammens liv. Når vi kører over Storebæltsbroen, kan vi sende tanker til entreprenørvirksomheden. Det samme kan vi gøre, når vi sidder i Operaen og Skuespilhuset i København, går rundt i shoppingcentret Fields eller er i Den Blå Planet. Men i dag er vidnesbyrdet et andet, for konkursen har sat et brutalt stop for en række store byggerier i hele landet, hvor byggepladser i dag ligger øde og spøgelsesagtigt hen, mens Pihl & Søn-skiltet blafrer ensomt i efterårsvinden. Og det gør ondt i sjælen på Kjartan Langvad, som for nylig var på kanalrundfart i København og sejlede forbi de halvfærdige broer, der skulle have forbundet havnekvartererne. ’Dér hang Pihl-skiltet og mindede om nogen, der døde midt i kampen’, siger han.
Det sidste, Kjartan Langvad ønskede sig, da han voksede op, var at gå i sine forfædres fodspor. Han skulle ikke være civilingeniør. Skulle ikke være en del af Pihl & Søn. Sådan gik det ikke.
- Det har helt sikkert været et åg for mig at gå den vej. Men omvendt kan jeg også bare se, at hvis man som jeg ikke har verdens største selvtillid og har en far, som fylder virkelig meget, så er det både trygt og farligt at gå i hans fodspor. Trygt, fordi der nok er en grund til, at man ikke har den store selvtillid. Nemlig at man nok ikke er så god, og at det derfor er trygt at blive indenfor cirklen. Men farligt på den måde, at selvom man så kunne overgå sin far og vinde over ham, ville kampen blive dømt uafgjort, forklarer Kjartan Langvad og erkender, at han ofte har haft trangen til at bryde ud af familievirksomheden. ’Men aldrig modet’.
Skrækslagen for at blive afsløret
Også privat gik Kjartan Langvad i familiens fodspor og lagde i perioder et tungt låg på sine følelser for mænd. Skrækslagen for at blive afsløret, snusede han som 18-20 årig lidt til miljøet, men endte alligevel med at blive ’smaskforelsket’ i Lily, hans første kone, som han var sammen med i syv år. Efter hende fulgte Tarja, som i forvejen havde sønnen Mikael. Sammen fik de datteren Linnea, som i dag er 22, men efter tre års forhold brast det, og i en alder af 42 år besluttede Kjartan at opsøge og være aktiv i det københavnske bøssemiljø, hvor han i 1998 mødte og forelskede sig i den 22 år yngre Mikkel Raahede. Et valg, han godt vidste, ikke ville falde i god jord hos far Søren.
Kjartan Langvad behøver ikke at have brevet foran sig. Han kan ordene fra det fyldepen-skrevne brev udenad. ’Når du nu tilsyneladende rent midlertidigt føler dig en smule anderledes end de fleste, er det min pligt at gøre dig opmærksom på, at din mor og jeg ikke helt har de ressourcer mere til at støtte vores børn, vi tidligere har haft’, stod der.
- Vi skulle straffes. Min far ville ikke tale med Mikkel i flere måneder, siger Kjartan Langvad.
- Det var hæsligt, husker Mikkel Raahede, som havde udfordringer nok i forvejen.
- Fra at være 23 og bo i København var jeg pludselig 23, boede i Birkerød og havde to børn hver anden uge. Og oveni det en svigerfar, der ikke ville sige goddag. Det var ikke sjovt. Til gengæld proklamerede Kjartans mor meget hurtigt, hvor glad hun var for, at jeg var kommet ind i familien. Det gjorde alle faktisk. Undtagen Søren Langvad, siger Mikkel Raahede med taknemmelighed i stemmen over Gunvor Langvads rummelighed og accept. Hvor Søren Langvad var indbegrebet af en patriark, var hans hjemmegående hustru den udglattende og forstående.
Kamelen skulle fordøjes
- Min far skulle først sluge en kamel. Og som min mor sagde, var han et par år om at fordøje den, tilføjer Kjartan Langvad, hvis far først kom med noget, der lignede en accept af svigersønnen, da parret fem år senere blev gift.
- Jeg tror, at han har været superbange. Bange for, at jeg ville blive grinet ud af byen, at jeg ville miste kontakten til min datter, blive til grin i firmaet, siger Kjartan Langvad.
Men Søren Langvad kunne have sparet sig sin angst. For selvom entreprenørverdenen er en meget maskulin verden, har ingen af dem mødt antydningen af fordomme. Tværtimod, mener Mikkel Raahede.
- Jeg har kun haft positive oplevelser, hvad-enten jeg har været ude som repræsentant for ‘Pihl & Søn’, været værtinde ved nogle selskaber eller stået ved Kjartans side som Langvads ægtefælle. Selvfølgelig har der været spøjse situationer, som når herrerne går ind til bestyrelsesmøde, og jeg sidder med i konebussen. Men fordomme er vi aldrig stødt på.
Mikkel Raahede smiler.
Grund til stolthed
’Deres Majestæt, Deres Kongelige Højheder, kære hr. Mærsk Mc-Kinney Møller, mine damer og herrer, indledte statsminister Anders Fogh Rasmussen sin tale ved åbningen af Operaen den 15. januar 2005. ’Jeg ved, at De har præget byggeriet i alle dets faser, og dette pragtfulde hus vil forhåbentlig stå i århundreder som den fornemste ramme om scenekunsten og som symbol på de store resultater, Deres virksomhed har skabt, sagde Statsministeren videre, henvendt til Mærsk Mc-Kinney Møller. Også familien Langvad havde grund til at være stolte den aften, da de stod i det stiveste puds i den smukke bygning. For det var Pihl & Søn, der stod bag byggeriet. ’Det var en pragtfuld indvielse. Efter fars død sad jeg og kiggede på billederne. Af min mor, min far, af Mærsk. Hvor var det dejligt. Nu kan jeg gøre sådan her’, siger Kjartan Langvad og river de imaginære fotos itu.
De måske bedste år for både Kjartan Langvad og Mikkel Raahede, var årene fra 2005, hvor de boede i Boston, og de i bogstaveligste forstand var herrer i eget Pihl-hus. Kjartan havde det fulde ansvar for virksomhedens amerikanske datterselskab, og Mikkel - som er uddannet skuespiller - væltede sig i job og udfordringer. Følelsen af både frihed og ansvar gjorde det logisk at realisere drømmen om fælles børn. Begge havde altid elsket børn og var dybt frustrerede over, at samværet med Mikael og Linnea kun var hver anden uge. Kjartan og Mikkel fandt en amerikansk æg-donor, Mikkel leverede sit bidrag og en rugemor lagde krop til, og for seksethalvt år siden kom tvillingerne Lux og Björk så til verden i USA.
Men i 2008 var den amerikanske frihed slut. De blev mere eller mindre beordret hjem. Moderen Gunvor var død, der skulle laves revideret testamente og generationsskifte hjemme i Danmark. Søren Langvad insisterede på, at der skulle papir på, at Kjartan skulle være bestyrelsesformand efter ham. Men Søren Langvad realiserede aldrig skiftet. Når det kom til stykket, ville han ikke slippe tøjlerne, havde altid en undskyldning for, at det lige måtte vente til i morgen, eller i overmorgen. Og pludselig var det for sent.
Presset ud af banken
Med Søren Langvad ved roret kom Pihl & Søn i 2011 ind i et så voldsomt økonomisk uvejr, at sejlet slog revner. Underskuddet var på 198 mio. kr., og det fik virksomhedens finansielle kreditorer, heriblandt Danske Bank, til at få så våde og kolde fødder, at de i foråret 2012 pressede den 88-årige Søren Langvad ud af formandsstolen og indsatte Birgit Nørgaard i den stol, sønnen Kjartan ifølge det tinglyste generationsskifte skulle overtage. Han måtte nøjes med en menig plads i Pihl & Søns bestyrelse, mens hans far Søren fra sidelinien fortsat forsøgte at flå i roret, lige indtil han døde den 18. december 2012. Og lidt over et halvt år senere var også Pihl & Søn afgået ved døden.
Spørger man Kjartan Langvad om, hvorfor det gik, som det gjorde, siger han, at der er ’117 forskellige årsager’.
- Det er ikke et forsøg på ansvarsforflygtigelse fra min side, men det skyldes ikke kun Søren, der blev for længe, skyldes ikke kun for dårlige bygherrer. Der er virkelig mange årsager. Jeg har det virkelig skidt med alle de medarbejdere, jeg har fulgt i krig og fred, og som nu har mistet deres arbejde. Jeg trøster mig ved, at de er så dygtige, at jeg tror og håber, at de hurtigt finder et nyt arbejde, siger Kjartan Langvad.
Det skal han også selv. I en alder af 60 år har Kjartan Langvad netop skrevet sit livs første ansøgning. For et job er en skrigende nødvendighed. Penge skal der til, når man er en familie på syv.
Et afskedens år
- For os er det afskedens år. Det er afsked med Pihl, afsked med mit barndomshjem, afsked med min far, afsked med min karriere og afsked - i hvert fald på kort sigt - med en sund økonomi, forklarer Kjartan Langvad.
- Da vi søskende begyndte med at tømme vores barndomshjem siden 1962, levede Pihl & Søn stadig. Dengang havde jeg én måde at vurdere, hvilke ting jeg gerne ville have og ikke have med. Nu er det noget helt andet. Jeg synes pludselig, at malerierne af min far og farfar ikke længere er så interessante. Alle de fade og skåle, der står til minde om projekter, er i nuet blevet mindre vedkommende. Før repræsenterede de en kontinuitet i familien. Men nu skal jeg ikke sidde for enden af et bestyrelsesbord, der er faktisk ikke noget bord mere, er ikke noget firma, siger Kjartan Langvad og kigger ud i stuen, hvor hans og Mikkels moderne møbler står lidt hulter til bulter sammen med flyttekasser og arvestykker fra faderens hjem og på sin vis er et billede på den kaotiske og usikre fremtid, familien går i møde.
- Det her må ikke fylde alt. Ingen af børnene skal lide under det. Mikael, som er Kjartans ældste, bor i USA, og ham har vi forstærket kontakten til. Linnea er lige flyttet til Rom på femte semester, og hun skal have lov til at blomstre der.
Jeg synes, at vi har været gode til indimellem at lægge problemerne væk og sige, at nu er vi fædre fuldtids, eller nu er vi kærester fuldtids. Skabe nogle øer, hvor det ikke får lov til at trænge ind, siger Mikkel Raahede.
Han har lige hentet Lux og Björk. De går i 0. klasse. Bobler af begejstring over hver en ny dag i skolen. Suger alt til sig, som børn gør i den alder. Netop derfor ved de endnu ikke, at livet i huset med den smukke udsigt over Furesøen er ved at være slut.
- Vi skal nedbringe vores leveomkostninger og skabe et andet hjem. Men det er vigtigt, at de kommer til at opleve det som en spændende rejse og ikke som et nederlag. De skal ikke tænke tilbage på den her tid som de mørke år eller dengang, vi tabte alt, siger Kjartan Langvad.
Mikkel Raahede tager en dyb indånding. Finder et lille smil frem.
- Der er jo også noget positivt i at stå et nyt sted og skulle skabe vores helt eget fundament. At finde ud af, hvad vi egentlig vil. Det er sundt. Lige nu er det bare svært at finde ud af, hvad vi skal fokusere på, siger han om livet efter konkursen.
Det var med den kørende i nyhederne den 27. august, at Kjartan Langvads mobiltelefon brummede. Fortalte, at der lå en besked fra Mikkel. Han var seks timer bagud, befandt sig i Atlanta, USA, hvor han var til en undersøgelse sammen med parrets rugemor. Lyden af den ufødte babys hjerte kunne høres i baggrunden. Donk. Donk.Donk. Liv. Og død. På samme dag.
