Det er svært for arkiverne at opdage, hvis historisk materiale forsvinder.

Hverken Rigsarkivet eller andre større arkiver, som Berlingske har talt med, gør løbende status over, hvad de har – eller ikke længere har – i deres samlinger. Det er simpelthen ikke muligt, lyder forklaringen.

- Vi tjekker ikke, om der er det samme i kassen, som da vi udleverede den, når vi får den tilbage, siger Anette Eriksen, formand for Organisationen Danske Arkiver (ODA), der repræsenterer omkring 50 lokale og kommunale arkiver, til Berlingske.

- Vi har sjældent det fulde overblik over alle de dokumenter, der ligger i en kasse, så vi vil faktisk ikke kunne se, om der mangler noget, tilføjer hun.

Samme melding kommer fra Steen Ousager, arkivchef for Statens Arkivers fem afdelinger vest for Storebælt. Han beskriver det som »svært eller næsten umuligt« at sige, om der mangler materiale fra arkiverne.

- Vi kan ikke gennemgå det hele, men vi har ingen formodninger om, at der sker tyverier, siger han om de fem arkiver, han er chef for.

I Arbejderbevægelsens Arkiv finder man blandt andet protokoller og korrespondancer fra venstrefløjspartier og fagbevægelse. Her forklarer direktør Louise Skyggebjerg, at muligheden for at opdage, om materiale forsvinder, afhænger af, hvor ofte det bliver brugt, men generelt er chancerne små.

- Det er utroligt vanskeligt at opdage sådanne tyverier, fastslår hun.

I større danske arkiver skal brugere ganske vist ansøge om adgang til at se arkivmateriale og registrere sig med navn, men de færreste steder bliver det undersøgt, om alt det udleverede materiale stadig er der, når brugeren har forladt arkivet.

På baggrund af tyveriet fra Rigsarkivet barsler ODA med tanken om en grundigere undersøgelse af omfanget af tyverier fra danske arkiver.

- På vores bestyrelsesmøde i november vil jeg tage op, om vi skal undersøge omfanget af forsvundet arkivmateriale. Som organisation kunne vi udstikke nogle vejledende retningslinjer for, hvordan vores medlemsarkiver bør agere, og det vil vi drøfte, siger ODA-formand, Anette Eriksen.

Statsbiblioteket i Aarhus har ikke kendskab til tyverier og mener, at sikkerheden er i orden.

- Når vi udlåner ting af værdi, bliver det tjekket, når det afleveres tilbage. Men selvfølgelig kan det ske, at noget forsvinder, siger områdedirektør Flemming Munch.

Historiker ved Roskilde Universitet Claus Bundgård Christensen er bekymret.

- Det er et problem, at der forsvinder materiale fra danske arkiver, uden at det bliver opdaget. Det ville være anbefalelsesværdigt at have øget fokus på de arkivgrupper, som kunne være i risikogruppen for at blive udsat for tyveri, siger han og nævner arkivmateriale om berømtheder og Anden Verdenskrig.