Først mistede hun sit job. Nu har hun også mistet hjemmet og den daglige kontakt til to af sine børn.

35-årige Mette Hansen fra landsbyen Yding ved Horsens har det seneste år oplevet en nedtur som få andre.

Torsdag aften blev den arbejdsløse mor til tre landskendt, da hun i TV2-programmet ’Velkommen til virkeligheden‘ blev mål for en række kritiske bemærkninger fra Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll, og siden optagelserne har livet kun ændret sig til det endnu værre.

Bor hos venner og familie

Det fortæller Mette Hansen nu til BT.

10. august , og den uddannede frisør lever nu som hjemløs på skiftende venner og familiemedlemmers sofaer med en kuffert, en mælkekasse og en plasticpose som eneste bagage.

- Det er rigtig hårdt. Jeg lavede ikke andet end at tude i flere dage. Jeg klarer mig nok, men jeg kan slet ikke overskue, hvad der skal ske med mine børn, fortæller Mette Hansen.

Den ældste af de tre børn, en søn på 16 år, var i forvejen på efterskole. Som en direkte konsekvens af udsmidningen har han nu fået selskab af sin to år yngre bror, mens Mette Hansens datter på 11 år er blevet sendt til sin far i Vejle.

Årsagen til, at familien mistede sit hjem, er en ubetalt regning på cirka 10.000 kr.

Centralvarmen røg

Sidste efterår gik centralvarmen i det lejede hus i stykker, og Mette Hansen måtte ty til elradiatorer for at holde varmen vinteren igennem. El-måleren løb løbsk, og med en månedlig kontanthjælpsudbetaling på knap 13.000 kr. blev den ekstra udgift en uoverstigelig udfordring. Efter flere forgæves afdragsforsøg sagde udlejeren stop.

- Jeg bærer slet ikke nag. Det er jo ikke noget socialkontor, han driver, fortæller Mette Hansen.

BT møder hende lørdag eftermiddag på en grillbar i Skanderborg, hvor hun overnatter på en vens sofa. Hun har fået lov at blive en uge og er taknemmelig.

Hvor skæbnen vil bære hende hen herfra, ved hun ikke.

Horsens Kommune har sagt nej til at hjælpe med indskuddet til en ny lejebolig, og da banken samtidig har smækket kassen i, kan det vare længe, før familien igen har eget tag over hovedet.

- Jeg har stadig faste udgifter og betaler også for at bo hos mine venner. Jeg vil ikke være andet bekendt. Men jeg kan godt spare lidt op, så det skal nok lykkes før eller siden.

Det værste er, at jeg skal undvære mine børn så længe, siger Mette Hansen.