Alle SAS-flyene i Københavns Lufthavn har tirsdag eftermiddag holdt stille i over en time, fordi medarbejderne i SAS Ground Handling nedlagde arbejdet efter et fagligt møde klokken 13.

Kort før klokken 15 har medarbejderne genoptaget arbejdet, men det vil stadig kunne mærkes på flytrafikken resten af dagen, oplyser pressechef i SAS, Trine Kromann-Mikkelsen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Vi ser det som en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,« siger hun og tilføjer, at den kortvarige nedlæggelse af arbejdet vil komme til at påvirke SAS’ flyafgange resten af tirsdag.

»Der kommer til at være nogle aflysninger i løbet af dagen. Lige nu er det en Hamborg- og en Aalborg-flyver, men der kan komme flere. Derfor opfordrer vi kunderne til at holde øje med deres afgang,« siger Trine Kromann-Mikkelsen.

Det er angiveligt uoverensstemmelser omkring forhandlinger om ændrede arbejdstider, der ledte til nedlæggelsen af arbejdet blandt SAS’ bagagemedarbejderne og de andre medarbejdere i SAS Ground Handling. Udover at håndtere bagagen fra alle SAS’ passagerer til og fra lufthavnen er de også ansvarlige for at »skubbe« SAS-fly ind og ud til gaten.

Foruden SAS Ground Handling har Københavns Lufthavn en håndfuld andre såkaldte handlingselskaber, der servicerer andre flyselskaber i lufthavnen.