Mulig lukning af 45 apoteksfilialer i Danmarks yderområder, vil øge supermarkernes og private firmaers mulighed for at sælge receptmedicin, lyder det fra Apotekerforeningen.

Penicillin og hjertemedicin ved siden af rugbrød og andre dagligvarer. Det vækker bekymring hos Apotekerforeningen, skriver Politiken.

Foreningen frygter, at den nye apotekerlov, som er i høring netop nu, vil få receptmedicinen til at rykke ind i supermarkeder og butikker som konsekvens af, at regeringen ifølge lovforslaget vil fjerne det statslige tilskud, som har sikret driften af apotekerne i yderområderne.

Læs også: Advarer mod dette kosttilskud: Kan give dig leverskader

»Det bekymrer os meget, hvis det nu bliver muligt at indrette egentlige apoteker i supermarkeder og butikker i nogle shop i shop-løsninger, hvor der slet ikke er klare regler for, hvordan man adskiller salget af lægemidler fra andre varetyper,« siger formand for Apotekerforeningen, Anne Kahns, til Politiken.

Med det nye lovforslag vil 45 apoteksfilialer lukke, og målet er at blandt andet at sikre højere patientsikkerhed og flere apoteker, der fortsat styres af det offentlige. Uddannede apoteksfarmaceuter skal stadig drive og eje apotekerne, men de skal i højere grad samarbejde med detailhandlen. Derudover vil det blive muligt for apotekerne at oprette op til syv filialer, som kan sælges videre.

Netop med det tiltag frygter Apotekerforeningen, at filialerne bliver en handelsvare, som styres af pengeinteresser frem for borgerens, fordi det er dyrt at drive apoteker i yderområderne. Konsekvensen kan ifølge foreningen blive, at nogle apoteker fristes til at lave aftaler med supermarkeder, hvor apotekeren står som formel ejer af en filial, som i virkeligheden drives af private firmaer.