Aarhus har gennem de seneste år oplevet en stigning i antallet af moskéer, bederum og muslimske menigheder. Det viser en kortlægning, som Jyllands-Posten har foretaget.

Ifølge avisen er der nu 15 af slagsen i Aarhus, hvilket er fem flere end i 2006, da Lene Kühle, lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet, senest fastslog antallet.

»Der er både blevet flere bedesteder, og de er blevet mere tydelige. Strategien i 2006 var, at hvis man holder hovedet lidt skjult, så sker der ikke noget. Nu kan de se, at det måske er bedre at komme frem og være åbne,« siger Lene Kühle til Jyllands-Posten.

Forskere fra Aarhus Universitet forklarede i en undersøgelse fra 2013 blandt andet fremgangen med, at der i det seneste årti er kommet mange nye især afghanske, irakiske og somaliske flygtninge til byen.

BNB