På ni år er antallet af fattige danskere steget fra 23.500 til 46.600, viser beregninger fra tænketanken Kraka.

Fra 2002 til 2011 skete der en fordobling i antallet af fattige fra 23.500 til 46.600 personer, viser beregninger fra tænketanken Kraka ifølge Politiken.

Andelen af fattige personer er derved vokset fra at udgøre 0,4 procent af den samlede befolkning til at udgøre 0,8 procent.

»Stigningen i antallet af fattige skyldes, at indkomsten for den gennemsnitlige husholdning stiger mere i toppen end i bunden af samfundet. Folk i bunden har altså fået relativt færre penge målt med gennemsnittet,« forklarer ledende økonom i Kraka Kristian Thor Jakobsen, der har lavet analysen.

Ved beregning af udviklingen i den økonomiske fattigdom har Kraka anvendt den fattigdomsgrænse, som S-SF-R-regeringen indførte i juni 2013. Den fastslår, at en person er fattig, hvis vedkommende tre år i træk har haft en disponibel indkomst på under 50 procent af medianindkomsten. Dog er studerende og familier med voksne studerende fritaget fra denne definition.

»Undersøgelsen viser, at medianindkomsten i samfundet er steget under den økonomiske opsving, men at de fattige har opnået en mindre del af gevinsten ved højkonjunkturen. Det skyldes blandt andet, at overførselsindkomster ikke tilpasses i takt med økonomiens udvikling,« siger Kristian Thor Jakobsen.

Ifølge analysen vokser antallet af fattige i særligt socialt udsatte boligområder mere end i den øvrige befolkning.

Over 50 procent af de særligt udsatte har oplevet en fordobling i antallet af fattige fra 2002 til 2011, og fra omkring 2004 til 2006 sker der en kraftig stigning i antallet af fattige.

Interesseorganisationen for de almene boligselskaber, Boligselskabernes Landsforening, har undersøgt, hvad en mulig forklaring kan være.

»I den undersøgte periode indførte VK-regeringen starthjælpen introduktionsydelsen, kontanthjælpsloftet og 300-timers reglen. Det er et resultat af dem, som nu slår rigtig rigtig hårdt igennem. De slår igennem over for indvandrere og efterkommere af indvandrere. Og eftersom det især er indvandrere og efterkommere af indvandrere, som bor i disse områder, rammes områderne særligt hårdt,« siger Bent Madsen, der er direktør i Boligselskabernes Landsforening.