Den Korte Avis' chefredaktør og medejer Ralf Pittelkow er rasende over, at danske virksomheder i stribevis ikke længere vil annoncere på mediet.

»Det er et fuldstændig uhørt angreb på ytringsfriheden. Jeg har faktisk aldrig oplevet noget lignende,« siger Ralf Pittelkow til BT.

I løbet af mindre end et døgn har store virksomheder eller organisationer som Nordea, JustEat, Ikea, McDonalds, YouSee, Telia, Elgiganten og Tui stoppet al annoncering på denkorteavis.dk. Og det er kun toppen af isbjerget. Listen over nu tidligere annoncører bliver længere time efter time.

Flere af virksomhederne har i medierne forklaret, at det er en direkte konsekvens af Den Korte Avis' journalistiske profil. Mediet er kendt for en meget indvandrer- og islamkritisk profil, som blandt andre Nordea ikke ønsker at blive associeret med. Det fortalte storbankens marketingschef Kim Grue til Jyllands-Posten.

Men den holdning ryster Ralf Pittelkow.

»Det står selvfølgelig en virksomhed frit at annoncere, hvor de ønsker. Det anfægter ingen, ej heller jeg. Men det, der sker i denne her sag, er, at man bruger nogle helt nye spilleregler for, hvor man vil annoncere. De ting, vi skriver i vores avis, repræsenterer en meget bred del af den danske befolkning. Det ved vi jo til overflod fra meningsmålingerne,« siger han og fortsætter:

»Det, virksomhederne siger i denne her sag, er, at Den Korte Avis er så lidt stueren for dem, at de af politiske årsager ikke vil annoncere hos os på grund af vores synspunkter. Det er et meget, meget voldsomt angreb på ytringsfriheden, når man økonomisk straffer en avis, hvis synspunkter dækker en meget stor del af befolkningens. Det her er en politisering af annonceringen.«

Han finder især kritisabelt, at virksomhederne trækker sig som annoncører efter at danskere, som finder mediets linje dybt kritisabel, har kontaktet dem på Facebook.

»Vi ved jo godt, hvad der er sket. Organiserede grupper har lavet en kampagne og fordelt virksomhederne mellem sig på Facebook. Derefter har de skrevet til virksomhederne med den målsætning at bringe dem i forlegenhed. Og firma på firma er så svage i koderne, at de ikke kan stå imod, siger Ralf Pittelkow.

I har jo en meget tydelig redaktionel linje, som er stærkt kritisk over for muslimer og indvandrere. Er det på den baggrund ikke i orden, at virksomhederne vælger jer fra, fordi de ikke vil associeres med disse holdninger?

»Men det er os, der i meget stort omfang er i overensstemmelse med den danske befolkning, og derfor er det grænseoverskridende, hvad der sker.«

Hvad kommer det til at betyde for jer?

»Det får ingen betydning. Vi vil skrive, som vi altid har gjort.«

Hvad betyder det for jer økonomisk, at så mange virksomheder ikke længere vil annoncere hos jer?

»Jeg kan selvfølgelig ikke forudse, hvad der kommer til at ske. Jeg kan kun sige, at der ikke er noget i den aktuelle situation, som ændrer noget for os. Det kan jo være, at det vil se anderledes ud om 14 dage, men når du spørger mig i dag, kan jeg ikke sige andet, end at vi fortsætter med vores avis som altid,« siger Ralf Pittelkow.

Folkestormen mod Den Korte Avis udsprang af en blog fra Irina Bjørnø, hvor hun uden nogen form for dokumentation konkluderer, at en afrikansk udseende mand, hun så tale i telefon på gaden, fortæller om, hvor godtroende vi danskere er over for flygtninge og indvandrere.

'Måske pralede han af, at danske piger på gaderne er frække og tit udfordrende klædt? Måske diskuterede han, hvad der var sket hjemme i Afrika, i den tid han havde været væk? Jeg ved ikke! Men i ham så jeg en stærk mand i sin bedste alder, som lige nu ikke arbejdede for det land, som gav ham husly og gjorde ham mæt hver dag. Sikke et ressourcespild!,' skriver Irina Bjørnø blandt andet i bloggen på Den Korte Avis - til trods for at hun ikke forstod det sprog, manden talte.

Blogindlægget blev publiceret i onsdags, men er siden fjernet fra denkorteavis.dk. Du kan læse det i sin helhed her.

Ralf Pittelkow og Den Korte Avis vil nu tage til genmæle over for de virksomheder, som efter henvendelser via Facebook har trukket sig som annoncører.

»Jeg kan love dig for, at vi vil rejse debatten om de her firmaers politiske rolle i kampagnen mod os,« lover han.