Jeg har haft mange bekymringer, men det er de færreste, der er blevet til noget«. Jeg tror, det var Mark Twain, der sagde det, og heldigvis gælder det for de fleste mennesker. Vi bekymrer os generelt ret meget, uden at der sker noget. Jeg gør i hvert fald. Men måske er det ikke så tosset endda. Bekymringer kan jo i mange tilfælde oversættes til rettidig omhu. Jeg tror ikke, der var mange forsikringsselskaber, der kunne overleve, hvis ingen bekymrede sig.

Bekymringer opstår for en stor dels vedkommende ud af erfaring: Vi troede aldrig, vores hus skulle brænde, men så mødte vi nogen, der heller aldrig havde troet, deres hus skulle gøre det – indtil den dag huset virkelig brændte, og de ingen forsikring havde. Kender vi ikke også en del, der er taget på skiferie uden ulykkesforsikring? Det tror jeg nok.

Bekymringer må ikke overtage glæden ved livet eller ødelægge vores spontanitet, men bekymringer skal en gang imellem opstå som små advarselssignaler, vi ikke må overhøre. Jeg taler om agtpågivenhed. Det er godt at have et arbejde, man kan lide, eller at drive en forretning, der har succes. Men er man egentlig gearet til en hurtig omstilling, hvis helbredet pludselig svigter? Eller hvis verden pludselig ændrer sig?

Jeg måtte stille mig selv spørgsmålet sidste søndag. Jeg var på arbejde og kom forbi en tv-skærm, hvor TV2 News bragte følgende headline: Sverige forbereder sig på væbnet angreb fra Rusland.

Jeg frøs til is. Som du måske ved, bor jeg i Sverige. Jeg havde det, som om jeg var fanget i en ond drøm. De billeder, der kørte for mit indre, var værre end nogen andre billeder, jeg kan komme i tanker om. Krig!

Krig? Men Annette der bliver jo ikke sådan krig, forsøgte jeg at berolige mig selv. Og nej, det gør der måske ikke, men alle, der er opvokset under den kolde krig, ved, hvordan tanken om krig fuldkommen kan tage et angstprovokerende greb om livet på en og udmønte sig i vejrtrækningsproblemer. I søndags så jeg verden falde fra hinanden. Jeg så, hvordan vi måtte forlade vores hjem og efterlade alle værdier for at redde vores børn. Det lyder dramatisk og måske som en overreaktion, men er det egentlig det?

Claus Hjort gik på skærmen og sagde, at han delte svenskernes analyse af situationen. Jeg kan sagtens tale det ned og sige: Jojo, men der er også nogle, der gerne vil have et større forsvarsbudget i Sverige, og de har sikkert lobbyet den historie.

Men kig nu lige på verdenskortet og tjek lige din historie. Hvad ved vi? Jo, vi ved, at Østersøen giver adgang til temmelig mange lande. Vi ved, at en vis hr. Putin meget gerne vil have mere indflydelse i Østersøregionen (se blot på den brutale konfrontation i de baltiske lande). Finnerne kender alt til at spille med musklerne overfor russerne. Men svenskerne?

Svenskerne er ikke engang medlem af Nato. Jeg er vild med, at nogle tror på fred og mener, man kan tale sig ud af alle vanskeligheder. Men uden at kende føromtalte russer, så tror jeg, han har mere respekt for isenkram end for høvisk tale. Hvis jeg skal sige det pænt, vil jeg kalde svenskerne for godtroende.

Jeg har en forkærlighed for krigslitteratur og krigsfilm. Spørg mig ikke hvorfor, jeg drages af det. I tirsdags fik jeg endelig set den film, som af mange er blevet kaldt den bedste krigsfilm nogensinde. Jeg melder mig gerne i koret af fans. ’Dunkirk’ er enerverende realistisk i sine billeder og kynisk i sin musik og sine lydeffekter. Der er ikke mange replikker, men det er heller ikke nødvendigt for at fortælle historien om de allierede tropper, der holdes i skak af tyskerne på stranden ved Dunkerque i Frankrig. Har man nerver af stål og mulighed for at holde pauser undervejs til at trække vejret ned i maven, så er filmen anbefalelsesværdig.

Spørgsmålet er, om der nogensinde igen kommer en tilsvarende krig. Jo altså … flere steder i verden foregår tilsvarende lige nu med krudt og kugler og angreb fra luften. Men tag lige det store verdenskort frem igen. Tror vi på russiske tanks, der kører ind over den svenske grænse? Tror vi, Rusland kunne finde på at annektere Bornholm? Tror vi, Nordkoreas leder kunne finde på at bruge sin omtalte knap på skrivebordet? Kunne Trump? Og hvem trykker først?

Nej, vi tror nok ikke på det – og svenskerne har hidtil ikke skænket det en tanke – men det ville være naivt at kalde det usandsynligt. Hvis man bekymrer sig bare en lille smule. Der kommer krig igen. Vi ved ikke hvornår, men der kommer en dag, hvor nogen får brug for at vise sin styrke. Måske en krig på ressourcer. Nogen kunne slukke for vandet. For strømmen. For gassen. For adgangen til nyheder.

Vi har gjort os sårbare, fordi vi har været fascineret af den positive udvikling på så mange områder. Ikke mindst den teknologiske. Vi griner ad dem, der stadig bruger papirark. Men hvad lærte vi af den hacking, der ramte Mærsk? Mange vender øjne ad dem, der læser avis i stedet for at få nyhederne serveret på nettet. Men hvor opstår fake news? Og hvad skal der blive af vores intellekt og analytiske sans, hvis vi alle får serveret de samme begrænsede nyheder på nettet hver dag? Har vi tænkt over, om vi i virkeligheden kan undvære fastnet-telefoni? Og var der nogen, der forstod alvoren i, at det for lidt over et år siden var muligt at gøre Dronningens nytårstale utilgængelig?

Vi er blevet dovne og ligeglade og mere og mere ubekymrede, fordi vi er møgforkælede og forblændede af vores egen formåen. Der er gået en uge nu, siden News bragte historien om, at svenskerne reelt kunne frygte russisk angreb. I Sverige lader det imidlertid til, at alt er uforandret. At svenskerne fortsat tror, at det nok skal gå alt sammen, hvis man bare opfører sig ordentligt. Og danskerne har næppe heller ligget søvnløse. Men hvis det virkelig forholder sig sådan, at ingen bekymrer sig, ja, så er jeg faktisk for alvor bekymret.

Annettes uge på Instagram: