Mens jeg skriver dette her, står jeg foran den måske største satsning i min virksomheds levetid, det vil sige små 15 år. Og når du læser disse ord, kender jeg resultatet af min indsats.
Så kort kan afstanden være mellem investering og afkast er afgrund.
Jeg er det, man kalder iværksætter. Det er blevet sådan et ord, vi hører og læser om. Måske fordi det er blevet det sted, hvor danskere har kunnet gøre en forskel.
Førhen var vi primært en landbrugsnation og en fiskerination. Men i dag er det indenfor teknologi, gastronomi og påhitsomhed, vi rykker mest. Iværksætteri er blevet det nye sort, og jeg kan levende forestille mig, at mange synes, det er opblæst. Enten læser vi om dem, der er blevet multimillionærer på at sælge videre til investeringsfonde, eller også hører vi om dem, der er gået konkurs med et brag. Jeg bemærker, at mange ryster på hovedet ad de sidste og hurtigt bliver trætte af de første: Kom de ikke lidt for nemt til pengene?
Men jeg savner måske lidt, at nogle fortæller om, hvad der sker på vejen mod drømmen. Jeg synes, der er langt mellem de interviews, der giver et indblik i virksomhedernes opstart og kamp om at nå frem til målet. Så nu får I min historie.
Den begyndte egentlig skidt. Mit firma hed oprindeligt playdays. Jeg ejede virksomheden sammen med en ven, og vores vision var at skabe et legeland for børn, som baserede sig på sund og sjov motion, kombineret med ordentlig mad, det vil sige økologiske sandwiches og pølser uden så meget pjat.
Det tog os tre dage fra åbningsdagen at gå helt ned. Vi skyldte 800.000 væk, og der var vel i omegnen af 200.000 kroner at gøre godt med. Så det var den tunge gang rundt til vores samarbejdspartnere og spørge, om vi kunne lave en ordning, så alle fik lige lidt. I modsat fald måtte vi erklære firmaet konkurs. Jeg havde allerede solgt mit hus og smidt alle pengene i puljen. Vi boede til leje i en etværelses og kørte i en brugt varevogn, så jeg vidste ærligt talt ikke, hvor pengene skulle graves op. Men jeg var også stædig: Der var mange begynderfejl, men det skulle ikke hedde sig, at jeg gik konkurs!
Turen rundt til kreditorerne var noget af det mest rørende og lærerige, jeg har oplevet. De viste sig langt mere forstående, end jeg havde drømt om, og nok endte jeg med et mavesår og et par måneders rekreation bagefter, men jeg gjorde mig den erfaring, at hvis man tør indrømme sine fejl og se sine kreditorer i øjnene, så kan man opnå fornyet respekt.
Firmaet overlevede. Jeg købte min partner ud, og så sov det ellers i 13 års tid, mens der kom små portioner ind hist og her. Sideløbende kørte jeg mit andet firma op, som er det, der har holdt mig kørende, A-net ApS.
Playdays skiftede i 2014 navn til Rå ApS, og den virksomhed driver jeg nu sammen med min mand. Det er en virksomhed, der baserer sig på gastronomi. Basen er et stort hus i Allinge på Bornholm, hvor vi faciliterer bestyrelsesmøder og konferencer. Rå har yderligere tre ben: En produktlinje, som først bliver præsenteret næste år, bog- og medievirksomhed og så laver min mand kokkeskoler.
Når man præsenterer det sådan, lyder det sikkert flot. Og når man ser hjemmesiden eller billeder på andre sociale medier, så kan det også ligne en leg. Men bag det ligger jo nu tre år uden løn. tre år hvor jeg i A-net har måttet løbe pengene ind til driften af Rå samt vores privatøkonomi. Det er gyngerne og karrusellerne, og det er nok den vigtigste årsag til, at Rå ApS lever. Alle penge, der går ind i Rå, bruges nemlig til forbedringer og geninvesteringer.
Vi tænker os godt om, men indimellem føler jeg også, vi er tæt på afgrunden. Hver gang vi nærmer os den 1. i en måned, så er livet en lille smule uhyggeligt. Jeg sidder med alle bilag og fører penge rundt fra konto til konto og håber på, det går op. Så sent som 1. marts i år var den helt gal. Da jeg havde tastet det sidste bilag ind, var der 25 øre på den ene firmakonto og nul kroner på den anden. Privatkontoen var tømt. Kassekreditten på 30.000 kroner var brugt. Men jeg skyldte ikke penge.
Momsen var afregnet.
Problemet den dag var, at vi skulle med færgen til Bornholm, og færgebizzen er koblet til vores firmakort. Ergo havde vi en fornemmelse af, at vi godt kunne blive afvist ved færgelejet. Ja, jeg er ikke stolt over at fortælle det, men vi måtte på Anders Andsk vis tømme vores drenges sparebøsser, så vi havde kontanter, hvis det blev aktuelt. Det blev det så ikke, men de gloede underligt på os, da vi inde i et supermarked hoppede af glæde, da vores betaling på dankortet gik igennem.
Bare for god ordens skyld: drengenes beholdninger blev efterfølgende lagt tilbage i grisene!
Det koster penge at tjene penge! Så kort kan det egentlig siges. Jeg tror, det er en god idé, at man kører et arbejde sideløbende med, at man starter noget nyt op. Det er dobbelt op på arbejdstid, ja sommetider mere. Men tror man på sin idé, så kan man klare meget. Lidt ligesom at få små børn. Man spænder livremmen ind. Det er ikke nok bare at spare sammen. Der skal være et cashflow, ellers løber man lynhurtigt tør for penge.
Og så skal der ædes 300 kameler, begås 400 fejl, og vil man satse stort, skal der en god portion risikovillighed til. Der er mange andre elementer, der også er nødvendige: Støtte fra ægtefællen, vilje, talent, held, imødekommenhed og fremfor alt ærlighed. Derefter er det ’blot’ at springe ud i det med meget åbne øjne.
Det har vi gjort nu. Om præcis et kvarter åbner vi en pop-up restaurant, der skal kunne huse 1.200 mennesker om dagen. Den er åben i tre dage under Folkemødet på Bornholm. Derefter lukker den igen. Tre dage til at hente lønninger hjem. Den post er på 250.000 kroner alene. Dernæst kommer vareforbrug og driftsudgifter. 2.500 +kuverter skal langes over disken, før vi går i nul. Det er mange. Her er også mange mennesker, men vi ved ikke – og kan heller ikke vide det – hvor mange der besøger os.
Vi har det bedste team omkring os. Kokke fra nogle af landets Michelin-restauranter. Vi har gjort os umage på alle punkter, og i skrivende stund er der intet, jeg føler, jeg burde have gjort anderledes. Det er en god fornemmelse. Men vi er inde ved kernen af det at være iværksætter: Du kan stå med det bedste produkt, med de dygtigste medarbejdere, med en masse omtale – men hvis ingen ved det, så er det intet værd.
11 minutter er der nu til åbningen. Jeg ved ingenting endnu. Møder jeg afgrunden? Om blot tre dage er jeg meget klogere …
Annettes uge på Instagram:
