Annette Heicks mand og dronningens køkkenchef, Jesper Vollmer, der brækkede nakken ved en badeulykke i Thailand, bliver helt rask igen.

Sådan lyder nu det opmuntrende budskab fra Annette Heick.

»Tak for jeres mange rørende kommentarer og jeres omsorg for min mand. Der er fremgang hele tiden, og han kommer til at blive sig selv igen. Vi ved ikke, hvor lang tid det tager, men Jesper er omgivet af kompetente og dygtige mennesker,« skriver Annette Heick på sin Instagram-profil.

På et vedlagt billede ses en smilende Annette Heick med armen om Jesper Vollmer sammen med parrets to børn, Storm og Elliot.

Jesper Vollmer, der er Dronningens køkkenchef, brækkede nakken ved en badeulykke i Thailand for godt 14 dage siden.

Dengang fortalte Annette Heick om den chokerende ulykke i en pressemeddelelse:

»Jesper sprang i havet, men blev slået ned af en kæmpebølge på en så uheldig måde, at hans hoved blev kastet mod sandbunden, hvorved han brækkede nakken.«

I tirsdags ankom Jesper Vollmer til Danmark, hvor det angiveligt gik hurtigt fremad med køkkenchefen. Det kunne en lettet svigermor Hilda Heick fortælle, efter at hun havde besøgt Jesper Vollmer på hospitalet.

»Han har det forbavsende godt. Vi har set ham i dag, og vi er fulde af glæde og taknemmelighed over, at han ser ud til at have det rigtig godt. Der er ingen tvivl om, at han nok skal blive sig selv igen.«

»Han kan bevæge sine arme og fødder, og han kan give knus, så det er helt fantastisk. I løbet af de 14 dage, der er gået, er han kommet meget langt. Så det er en meget glad familie, der lige har besøgt ham. Vi er meget glade og meget lettede. Lægerne og sygeplejerskerne, som har taget sig af ham i Thailand, har været meget dygtige og kompetente,« fortalte Hilda Heick.

Annette Heick benyttede i går også lejligheden til at takke for de mange opmuntrende beskeder, som familien har modtaget.

»Det har været meget overvældende og rørende at opleve midt i vores livs sværeste tid. Alle jeres beskeder er blevet læst og taget ind. Tak for støtte og kærlighed,« skrev Annette Heick på sin Instagram-profil.