Vi er ikke lige. Uanset hvor mange regler, vi laver i samfundet. Uanset hvor umage vi gør os for at skabe så lidt ulighed som muligt, så kommer vi aldrig til at lykkes med at ligestille mennesker. Heller ikke kvinder og mænd. Jeg synes stadig, vi skal gøre os umage med at give mænd og kvinder lige valg og muligheder og helt klart lige løn. Men mænd og kvinder vil aldrig blive lige vægtet. Fordi vi er forskellige. På nogle punkter har kvinder fået langt mere magt end mænd. På andre punkter har mændene stadig fordel.

Jeg tror ikke kun, det handler om, at kvinder føder børn. Jeg tror, vi dybest set er forskellige, og jeg værdsætter oveni købet den forskellighed. Der er mande-samtaler, som jeg ikke gider være en del af, og der er kvinde-samtaler, jeg ikke gider have med mænd. Jeg synes stadig, der er jobs – typisk de grove – som mænd er bedre til end kvinder og vice versa, når det kommer til jobs, som f.eks. kræver særlig sans for pertentlighed. Det er selvfølgelig forbudt at sige, men jeg står gerne på mål for min holdning.

Jeg kan sagtens synes, det er uretfærdigt, at unge kvinder i den fødedygtige alder står svagere ved en jobsamtale end en mand, men jeg har flere veninder, som er selvstændigt erhvervsdrivende. Og de har prøvet at stå med en forretning, der så godt som gik ned, fordi halvdelen af personalet var på barsel. Og så forstår jeg jo pludselig godt, hvis de ikke igen tør løbe den risiko. Ville det hjælpe, hvis mændene fik tvungen barsel? Og vil kvinderne dybest set gerne afgive halvdelen af deres barsel til mændene? Mit bud er nej.

Vi kan blive ved at hive fordele, ulemper, uretfærdighed og rimelige krav ned fra hylderne, men hvad nytter det at have alle de rigtige argumenter på hånden, hvis ikke de virker ude i virkeligheden?

Vi har det med at stå stejlt på vores rettigheder. Det kan såmænd også være vigtigt, men somme tider kan det være en god idé at bytte kasket med dem, der bærer ansvaret. Arbejdsgiverne. De hjerteløse. Dem, der mest tænker på penge. Dem, der ikke forstår ens behov. Det er dem, vi skælder ud på, når vi mærker en ulighed.

Vi kan jo skælde ud herfra og til juleaften, men hvis vi piller tingene helt fra hinanden og skraber køn, kvalifikationer, alder m.m. ud af ligningen, så vil vi stadig stå tilbage med det faktum, at mennesker ikke blot er forskellige men ulige. De kan være det på grund af fysik eller intelligens. De kan være ulige pga. opdragelse. Og måske er det opdragelsen, der er den allervigtigste årsag til ulighed, hvorfor jeg ikke kan understrege nok, hvor vigtigt det er, at vi videregiver nogle gode retningslinjer til de nye generationer. Vores børn.

På Bornholm er jeg i tæt kontakt med nogle af dem, jeg betragter som et godt eksempel. Min mand og jeg har skabt en virksomhed derovre og er afhængige af, at der er unge kræfter, som kan tage fat. Det kan godt være, det ikke er den mest fabelagtige jobbeskrivelse, men vi har brug for hjælp til de helt lavpraktiske ting . Vi får hjælp af to unge mænd, Carl og Martin, som ikke blot er pligtopfyldende men som også tager ansvar og tænker selv. Det er bare fedt, når nogle sætter en ære i at fjerne affald, hive noget ukrudt op eller selv har øjnet, at der da vist skal sættes et par ekstra stole frem.

De to har fået en opdragelse, der kan bringe dem vidt. Den kan vel egentlig koges ned til tre grundregler: Mød op til tiden, pas dit arbejde og opfør dig ordentligt! Kan man opfylde dem, så har man allerede så meget forspring i forhold til alle andre, at mulighederne bliver langt større i omfang og antal, når det gælder fremtiden.

Det lyder simpelt. Men det er det ikke. Lad mig her fortælle om to af mine venner, som har henholdsvis en slagterbutik og en restaurant. Konstant må de finde nye medarbejdere. For det er bestemt ingen selvfølge, at de dukker op til tiden. Eller i det hele taget dukker op. Har de været ude fredag aften, er det ikke usædvanligt, at de melder sig syge lørdag med et: »Du kan jo bare fyre mig«. Mange betragter ikke servicefaget som et arbejde, man behøver sætte nogen særlig ære i. Og helt ærligt, så forstår jeg det ikke. Det MÅ handle om dårlig opdragelse. Hvordan kan man ellers føle sig hævet over sit arbejde?

Med fare for at lyde som en gammel onkel, der taler med løftede pegefingre, så er det da ikke mere end et par år siden, jeg selv stod og samlede kloakslanger til skurvognstoiletter under et folkemøde, og i dag består en stor del af mit arbejde i at skure toiletter, strygerulle, skrubbe gulve, indkøbe varer, køre lønregnskab og alt muligt andet, som tager ufattelige mængder af min 60 timers arbejdsuge, og som jeg ved gud ikke finder morsomt, men som er nødvendigt, fordi der ikke er råd til at ansætte nogen til det.

Brokker jeg mig? Nix, for jeg tror på dybt inde i min sjæl på, at jeg gennem det arbejde bliver klædt på til en masse andre ting og får en indsigt, som kan bringe mig videre. Og skulle det lykkes, så vil jeg vide, at det var, fordi jeg havde de tre hovedregler med mig.

Tag nu en mand som Bjarke Ingels, der i dag er verdenskendt arkitekt. Han har tidligere været både pølsemand, kassedame og plejehjemsmedhjælper. Og der var han jo altså ikke 16 år gammel. Alene det viser, at han ville nå længere end andre. Han var ikke for fin til noget.

Min egen mand stod for ca. 13 år siden uden arbejde og valgte at køre med fisk rundt til restauranterne klokken bæ om morgenen. I dag er han berettiget til en invalidepension men vælger at arbejde. Gratis (der er endnu ikke penge til løn). Der er mange, der ikke er hans lige og jeg håber, det en dag vil fremgå af hans lønseddel. Helt ærligt!

Så det, jeg siger, er, at det kan godt være, at ikke alt arbejde er lige morsomt. Men jeg synes, det er vores vigtigste opgave at vise de unge, at vi respekterer enhver type arbejde. Stort set alt arbejde er meningsfyldt, hvis det holder folk og dermed samfundet i gang. Intet job er for småt til ikke at kaste nye ambitioner af sig. Og det er faktisk mere værd end et millimeter demokrati, hvor vi går og måler på, om alle nu er lige.

Annettes uge på Instagram: