Vi er alle sammen udstyret med forskellige regelsæt, som vi har fået med os fra vores opdragelse eller fra det miljø, vi er vokset op i. Vi har en række principper og opererer ud fra en forståelse af, at moral er stort set samme størrelse for alle mennesker. Vores moral er skabt ud af den kultur, den religion, den tradition, de mennesker, vi omgiver os med. Gennem generationer har vi haft en idé om, hvad der var rigtigt, og hvad der var forkert.
Vi følger en sti, der blev banet længe før, vi blev født. De færreste er mønsterbrydere, og man siger, at det tager tre-fire generationer at stige til tops i samfundet og for alvor gøre sig gældende, hvis man er ud af fattige kår. Og skønt det ikke tager ret lang tid at falde den modsatte vej, så er der en sandhed i, at den, der er vokset op under gunstige forhold, har nemmere ved at rejse sig efter et fald.
Fordi det er så tilfældigt, hvor vi fødes, og hvilke redskaber vi får med os, så kommer vi til at slå os på hinanden, når vi oplever, at moral og regler ikke er ens for alle. Det ville ellers have været nemt. Men det, der er så indlysende korrekt og god stil for dig, er måske slet ikke noget, din ægtefælle regner for noget. Man behøver egentlig bare at kigge på juletraditioner, og så vil man opdage, at de er meget forskellige fra familie til familie og som oftest meget vigtige for alle. Og hvis regler er det så, der gælder, når man bliver gift med en, der spiser skinke juleaften, holder gavefri jul og hader at gå i kirke … hvis man selv er lige modsat og helst spiser flæskesteg?
Jeg kan huske et par, som havde lavet en retfærdig fordeling af de huslige pligter. De skiftedes til at lave mad. Og den, der ikke lavede mad, skulle rydde op efter maden. Problemet var så bare, at hans madlavning svinede hele køkkenet til og efterlod en kæmpe opvask, mens hun kunne holde køkkenet rent samtidig med, at hun lavede mad. Hun syntes, det var døduretfærdigt, og han forstod ikke, hvorfor hun gad gøre rent, mens hun lavede mad. Det kunne hun jo bare lade være med. Hun gad slet ikke lave mad i et rodet køkken, sagde hun…men det var jo hendes regler og behov. Hans behov var anderledes. Det endte med, at det, der skulle have været så retfærdig en fordeling, blev til et kæmpe problem, og jeg skal ikke kunne sige, om det var årsagen, men de er i hvert fald ikke sammen længere.
Retfærdighed afhænger af øjnene, der ser. Der er imidlertid visse moralske dilemmaer, som man synes at være bredt enige om. For eksempel er langt de fleste enige om, at man ikke kan forlade sin ægtefælde, hvis denne er alvorligt syg. Det har der været skrevet meget om, og som udgangspunkt er jeg da helt enig. Det kan man bare ikke.
Men er vi dybest set i stand til at vurdere det på andres vegne? Jeg kender en kvinde, som er superstærk, og som i en menneskealder har været sammen med sin mand. For et par år siden fik han en alvorlig – ikke dødelig – sygdom, som for en periode gjorde ham ude af stand til at passe sit arbejde. De stod igennem den svære periode, og kærligheden var ikke bare intakt men intensiveret. Hans sygdom forsvinder aldrig, men kan holdes nede med medicin. Ulykkeligvis har medicinen fået ham til at ændre karakter. Og det i en sådan grad, at hun nu har smidt håndklædet i ringen. Efter 29 års ægteskab har hun givet op. Og dét har ikke været omkostningsfrit.
Venner har vendt hende ryggen, ja, selv naboer har haft beske kommentarer til det, de betragter som et svigt. Men er det det? Et svigt? Hun er en kvinde i sin bedste alder. Hun har fuld knald på karrieren og elsker livet. Skal hun acceptere, at de måske sidste 30 år af hendes liv bliver kærligheds- og passionsløse? Ingen kærtegn. Ingen intense samtaler Intet modspil. Kan vi forvente det af et menneske? Er det prisen for at have sagt ja engang?
En anden af mine venner var i 20 år gift med moderen til sine børn, men deres ægteskab havde gennem en årrække vaklet. Sex havde de ikke haft i ti år, og han var nået til en erkendelse af, at det ingen steder førte hen. Han ville skilles og tog tilløb til at meddele sin kone, at det var slut. Da kom hun hjem med en besked om, at hun havde galopperende cancer. De græd sammen og var fuldstændig ødelagte. Selvfølgelig ville han ikke svigte hende nu.
I fire år var det ud og ind af hospitalet. Gode nyheder blev afløst af dårlige og vice versa, og efterhånden kunne man ikke rigtig vide, om hun havde måneder eller år tilbage at leve i. Der var stadig en chance for overlevelse.
Som udenforstående var det nemt at sige: Bliv nu og kæmp sammen. Men på de indre linjer var det den ondelyneme hård kost. Jeg så en mand, der gjorde alt… ALT i hele verden for sin kone. Jeg så en mand, der langsomt forsvandt og selv fik alle mulige symptomer på stress og småskavanker. Hans kone kunne i sagens natur ikke byde ind med noget. Der er ikke noget at sige til, at han en dag fik sig en veninde i byen. Husk nu lige på, at der så var gået 14 år, siden han sidst dyrkede sex med nogen. En mand i sin bedste alder.
Men det betød, at vennerne vendte ham ryggen, og naboerne kom med beske kommentarer. Han endte med at flytte væk, og konen kom i en beskyttet bolig, hvor hun stadig bor. Ingen var tilsyneladende uenige om, at hans handlinger var moralsk forkastelige. Men jeg spørger lige så stille: Var de nu også det? Har den raske ingen rettigheder? Har den døende eller alvorligt syge ikke nogen moralsk forpligtelse til at vise hensyn?
En kvinde i min nærmeste familie passede sin døende mand. Hun vidste ikke, han havde sat sig for at fyre den af det sidste år, han levede. Så da han døde, havde han formøblet hele deres formue og efterlod hende som en ludfattig enke på 62. Det er mange år siden nu, men hun har aldrig tilgivet ham.
Moral er en sær størrelse, men jeg vil nu mene, at det er god stil at være varsom med at dømme andre, når liv og død spænder ben for alle gode hensigter.
Annettes uge på Instagram:
