Jeg er netop hjemvendt efter en lang turné rundt på de danske landeveje. Det betyder også, at jeg har sovet på hotel de seneste 5 uger. Alle mulige steder i landet. Ulempen er, at jeg aldrig rigtigt får pakket ud men konstant lever i en taske. Og så er der al tiden i bilen. 4.652 km har jeg kørt. Men fordelen er jo, at man får set sit land, og jeg vil gerne understrege, at jeg vitterligt elsker at mærke forskelligheden fra egn til egn.

Alt dette betyder, at jeg har set en del hoteller. Af svingende kvalitet, omend jeg har været utroligt heldig hele vejen med mine værelser. Blandt andet havde jeg i Viborg en oplevelse, som jeg var sikker på, var skjult kamera. Værelserne var blevet opkaldt efter forskellige kendte danskere, og mit hed så…tadaaa: Annette Heick. Det er jo nærliggende at tro, at de skifter navnet for hver gang, der kommer en ny kendt, men bogstaverne på døren var ikke nogen, man sådan kunne fjerne, og det var næppe heller sandsynligt, at Bodil Jørgensen, L.O.C. og Basim boede på de omkringliggende værelser samme nat. Ja, så har man prøvet det med. Og jeg skal se, om jeg kan lade være med at lade det stige mig til hovedet.

På hotellerne i Danmark er man begyndt at tænke grønt. Det, synes jeg, er alle tiders. Det er noget med at smide de brugte håndlæder på gulvet og spare på sæbe ved håndvasken samt lave vandhaner, der kun tænder ved bevægelse foran en sensor. Nogle mere følsomme end andre. F.eks. havde jeg fornøjelsen af en vandhane, der var så følsom, at der skulle være konstant bevægelse foran den, for at vandet kom ud. Når man børster tænder og gerne vil skylle munden var det derfor ikke nok at stikke hovedet ned til hanen. Jeg måtte enten holde en hånd inde mellem mund og hane for at holde den i gang. Alternativt stikke tungen ud og vifte med den, hvilket er uhensigtsmæssigt, når man samtidig vil have vand ind i munden.

På et andet hotel var problemet lige modsat. Man havde tidsindstillet hanen, så den løb i et par minutter, efter man havde haft hænderne inde foran sensoren. Jeg ved ikke, hvem der har udtænkt systemet og besluttet, at folk bruger to minutter på at vaske hænder. For mit vedkommende betød det, at vandhanen stod helt unødigt og postede vand ud, længe efter jeg havde forladt badeværelset.

På et tredje hotel viste en af mine mandlige kollegaer mig et billede fra herretoilettet ved receptionen. Her havde man virkelig tænkt over at optimere pladsen og sat to pissoirer op i hjørnet, så de ligesom stod i vinkel mod hinanden. Nu skal du forestille dig, at de var sat HELT op i hjørnet. Og dernæst skal du lige overveje, hvordan to herrer skal kunne mase sig ind og klare disciplinen at tisse side om side. I givet fald må det blive med numserne mast godt op mod hinanden.

Det fik mig til at tænke på en løsning, man har installeret på et handicaptoilet i lufthavnen. Rummet er aflangt, og selve toiletkummen befinder sig bagest i rummet – dvs langt fra døren, som er sådan en, der går automatisk op ved et lille tryk udefra. Den kan ikke skubbes i ved håndkraft men lukker af sig selv efter ca. 20 sekunder. Rigtig smart for den handicappede….hvis han/hun ellers husker at låse døren. Jeg kom engang hen og trykkede døren åben, og dér nede for enden sad en mand og lavede stort. Han havde ikke kinamands chance for at rejse sig og dække sig til. Døren kunne jeg ikke lukke i, så i de ca. 20 sekunder den stod åben, forsøgte jeg af al vold og magt at fylde den kørestols-brede døråbning ud, så de enorme mængder af forbipasserende ikke kunne se den besørgende mand.

Jo, der er mange mærkelige løsninger rundt om i landet, hvor man synes, man har tænkt sig om…og så alligevel ikke. Når man er så meget på farten, som jeg er, begynder man også at kende tankstationerne og deres kaffemaskiner. Og for eksempel undgår jeg dem med Starbucks kaffe. Ikke fordi jeg er imod multinationale selskaber eller økofreak som sådan. Men i Starbucks har man tænkt: Vi slår 7 fluer med et smæk og laver kaffemaskiner, som kan levere kaffe med et kæmpe udvalg af sirupper. Det vil sige kaffe med kardemomme smag, vaniljesmag, kanelsmag osv, som kommer ud gennem en og samme hane. Problemet med den funktion er, at enhver kop sort kaffe »uden halløj« bliver sådan en slags kaffernes romkugle, der smager af lidt af hvert.

Vi har at gøre med first world problems her, men der skal man forstå, at hvis man som f.eks. lastbilchauffør er meget væk hjemmefra, så begynder man at længes efter ting, der fungerer bare nogenlunde som derhjemme. Altså…hvis det overhovedet fungerer derhjemme.

Jeg må indrømme, at der er et par ting, der halter også på hjemmefronten. Der er f.eks. døren, som skal have et underligt skub opad for at lukke. En anden dør, der skal have et lille spark forneden for at åbne. Et toilet skal der trykkes på to gange, for det skyller ud, og så er der den dryppende vandhane. Ting vi har levet med i hen ved ti år. Nu er sagen bare den, at huset er sat til salg. Ergo går det ikke med disse småfejl. Så nu har jeg alligevel bekostet en håndværker til at fikse problemerne.

Hvorfor gjorde jeg det ikke noget før? Jeg mener, jeg kunne have gjort det tidligere og selv have haft glæde af, at det fungerede. Måske har du også nogle hængepartier. Jamen, så er i dag den perfekte dag til at få kigget på dem. De løser nemlig ikke sig selv.

Annettes uge på Instagram: