Lyt til artiklen

”Livet forstås baglæns men må leves forlæns”. Citat Søren Kierkegaard.

Årh, jeg ville ønske, de ord var mine, for det er så klogt og rigtigt sagt. Der er hele tiden ting, man pludselig fatter, jo ældre man bliver. Noget af det, jeg selv fik øje på den anden dag, var udløst af Mads Holgers alt for tidlige død. Jeg kendte ham ikke. Havde mødt ham en enkelt gang, men det var længe før den store offentlighed stiftede bekendtskab med ham og hans skarpe pen og tunge.

Ligesom mange andre havde jeg et indtryk af ham som en storskrydende og påtaget flamboyant møgunge. Det tør jeg godt sige, for Mads Holger valgte helt bevidst at stikke ud. At forvirre modparten. Michael Jeppesen inviterede ham en gang ind til et portrætprogram på DR. Det virkede, som om den ellers meget rummelige TV-vært havde svært ved at goutere spradebassen, som ingen faktisk blev klogere på, selvom Jeppesen ihærdigt forsøgte at tegne et nuanceret billede af ham.



Jeg sad og så programmet og rystede på hovedet ad ham Mads Holger.

Men….

Det gjorde mig utrolig ondt at læse, at han valgte at gøre en ende på sit liv. Ikke fordi…jeg synes jo altid det er trist, når nogen vælger den vej. Men det påvirkede mig – og åbenbart en hel del andre - i særlig grad med Mads Holger. Og da var det, jeg fik denne lille, nye indsigt:

Der findes falske mennesker og facademennesker. Jeg har altid blandet de to typer sammen og betragtet dem som et og samme. Og somme tider kan mennesker også være begge dele, men det afgørende er, at falske mennesker er farlige. Facademennesker er kun farlige for sig selv.

Falske mennesker er dem, der siger et og gør noget andet. I Guder hvor har jeg slået mig på sådanne typer. Jeg har haft dem som mine nærmeste venner og undertrykt min egen undren, når de opførte sig på en uventet måde. Jeg har været længe om at opdage, at den selviscenesættelse, som de så elegant foldede ud foran øjnene på mig, var hul og tom. Jeg har haft venner, hvis farverige selskab, jeg har solet mig i, samtidig med at jeg fik det fysisk dårligt, fordi der var et eller andet, der ikke stemte.

Jeg kunne bare ikke helt finde ud af, hvad det var. Og jeg har været ulykkelig, når jeg meget sent opdagede, at der ikke var overensstemmelse mellem deres handlinger og det, de fortalte om sig selv. Jeg forsøger stadig at blive bedre til at gennemskue det i tide, men her gør det gamle Kierkegaard citat sig igen gældende.



Facademennesker dækker over noget. De er sig smerteligt bevidste om sin virkelige identitet. F.eks. den larmende type, som kan det hele på den halve tid, men som faktisk er usikker på sig selv. Eller ham, der bruger mange penge på at tage sig rigtigt ud…fordi han dybest set er bange for at falde igennem og blive afsløret som uduelig. Facademennesker føler ofte, de har graverende mangler, som de frygter at afsløre. Imidlertid kan de finde på netop at udstille manglerne for at overbevise hele verden om, at de ikke er bange for at stå ved sig selv…i virkeligheden er de ved at dø af skræk det meste af tiden. De bliver således sin egen værste fjende, og jeg tror, det var her, Mads Holger befandt sig.

Jeg tror ikke, han var upåvirket af den hårde medfart, han hele tiden fik af sine kritikere og på SoMe. Han insisterede på at pirre og drive modstanderne derhen, hvor de helt skamløst pillede ham ned og fortalte ham med store bogstaver, at han ikke var god nok. Han nød at provokere dem, kunne man læse. Men jeg føler mig overbevist om, at det også førte en smerte med sig, som han ikke kunne få bugt med. Mads Holger havde en facade, som på alle måder stak ud. Men falsk det var han ikke.