Jeg var lige landet i Kenya og ankommet til Nairobi centrum. Det er vel små 15 år siden, og jeg husker, at der var flere høje, vestlige bygninger og mange store, dyre biler, hvilket stod i skærende kontrast til de manglende fortove og mennesker, der gik i vejkanterne – nogle steder i højt græs andre steder i grødagtigt, rødt mudder. Nogle var iklædt jakkesæt, andre havde bare fødder. Man fornemmede et land i fremdrift, men også et land med en meget stor fattig befolkning. Og dér – højt oppe på en bygning – sad en kæmpestor, brandflot reklame for Nike, hvor der stod: Don’t just stand there. Get a life! (Stå dog ikke bare der. Få dig et liv! red.)
Jeg synes godt nok, det var barske løjer at sætte sådan et skilt op, men jeg er ikke sikker på, at ret mange andre tænkte over det i en by, hvor stort set ingen stod stille, og hvor indbyggerne udmærket var og er klar over, at de er nødt til hele tiden at tænke over næste skridt for blot at overleve.
Jeg har ofte tænkt på Nikes reklame, som helt sikkert ikke var ment som en hån mod de fattige men snarere en opfordring til at gøre noget ved sit liv – dyrke motion og mærke, hvordan sport påvirker os som mennesker. Jeg synes, det senere slogan, som de har brugt de seneste mange år, passer langt bedre: ’Just do it’ – bare spring ud i det.
Det er mit udgangspunkt for dagens opsang, som dog ikke foregår i en sportslig sammenhæng. Jeg har nu tre gange de seneste dage stået i en situation, hvor jeg har været dybt i tvivl: Skulle jeg gøre noget? Og jeg nåede frem til netop det resultat: Just do it!
Første situation kender du med garanti. Jeg stod sammen med en god ven, da en af hans bekendte kom forbi og hilste på ham. Det var egentlig kun de to, der talte sammen, og jeg selv bevægede mig sådan lidt rundt i periferien og var bare halvt med i deres samtale. Var denne bekendt gået hurtigt videre, havde jeg nok ikke skænket det en tanke, men de blev ligesom ved at tale, og det begyndte at blive en anelse akavet, at jeg og den fremmede ikke havde sagt ordentligt goddag til hinanden. For nu var vi alle tre med i samtalen, og jeg anede stadig ikke, hvad han hed.
Vi kunne sagtens have ladet det blive ved det, men det føltes bare forkert. Og så var det, jeg gjorde det. Der var nok gået hele ti minutter, men alligevel. Jeg stak labben frem og sagde: Jeg hedder for resten Annette. Og så trykkede vi hinanden i hånden.
Det er jo ikke højdramatisk, men det er bare en af de hverdagssituationer, hvor man hele tiden kan mærke, at det bliver mere og mere kludret, at man står og taler med et menneske, som man ikke har fået præsenteret sig for. Hvem er han/hun, står man og tænker og ved samtidig, at de tænker præcis det samme den modsatte vej. Det er faktisk en enorm lettelse, når man så har fået det gjort: sagt goddag.
Jeg er tit i arbejdssituationer, hvor jeg pludselig skal arbejde sammen med et større hold, f.eks. af musikere. Det kan godt virke uoverskueligt at trykke hånd med alle i et symfoniorkester, men jeg kan sige, at uanset at de godt ved, hvem jeg er, og uanset at jeg ikke kommer til at huske deres navne, så bryder det en mur ned og skaber en bedre stemning efter håndtrykket. Er det gammeldags? Det synes jeg ikke. Jeg synes, det er et af de vigtigste ritualer at give hånd til hinanden. Just do it!
Den næste situation opstod, da jeg var inde i en modebutik. Det var virkelig en meget lækker butik, og det var tydeligt, at hende, der havde butikken, gjorde sig ekstremt umage med at dekorere, og hun så brandgodt ud selv. Hun var meget venlig og tog nogle ting frem, hun syntes, jeg skulle kigge på, men da hun smilede, kunne jeg se, at hun havde noget – måske birkes – mellem tænderne. Jamen åååh… vi kender det jo alle sammen. Det kan være en bussemand uden på næsen eller en stor gul bums på kinden, der pludselig fanger ens opmærksomhed, og det i sådan en grad, at man næsten mister evnen til at fokusere på andet. Jeg kan sige, at jeg ville have det svært ved at påtale en bums medmindre den sad på en, der stod mig meget nær. En bussemand på næsen ville jeg måske påtale med et: Du har lige noget dér! Men overfor fremmede… hvad skal man gøre?
Svaret må man nok selv give. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg bliver langt mere flov over at komme ud på badeværelset efter samtale med flere mennesker for så at opdage, at jeg har noget siddende. Igen: Det er jo ikke et dilemma, der får ens verden til at bryde sammen, men det er bare mega følsomt. Og derfor er jeg nået frem til, at jeg hellere vil have, at et fremmed menneske siger til mig: Du har noget siddende mellem tænderne! Men andre ord: Jeg følte mig nødsaget til at sige det til den søde kvinde i modebutikken. Det sjove var jo, at de kaos-tanker, der inde i mit hoved rumsterede helt vildt, blev forløst af en kort, forlegen latter og et »tak fordi du sagde det«.
I går kom så tredje situation. Jeg havde gjort mig morsom på en andens bekostning. Jeg var dybt ironisk, og vi lo alle mand. Men så mærkede jeg alligevel en kejtethed komme snigende: Var jeg gået for langt? Var offeret for min morskab alligevel blevet såret? Jeg gik som katten om den varme grød. Hvis jeg spurgte ind, kunne jeg dels risikere at have ret, og så måtte jeg jo være klar til at undskylde. Og dels kunne jeg komme til at sætte gang i nogle spekulationer, som vedkommende slet ikke havde haft.
Jeg tog mod til mig: »Jeg er ked af det, hvis min humor var malplaceret. Jeg havde ingen intentioner om at gøre dig ked af det! Det var bare ironi.« Hun var ved at dø af grin: »Jeg opfattede det slet ikke som andet end sjov,« sagde hun og rundede så af med et: »Men tak fordi du sagde det.« Pyyha…endnu en ulykke afværget.
Vi ved det jo godt, når vi gør det rigtige. Jeg undrer mig bare over, hvor svært det kan være. Herregud hvad har vi at miste? Men det er åbenbart meget svært at håndtere de der helt almindelige hverdagsdilemmaer, når vi møder fremmede. Jeg tror, vi er nødt til at øve os. Jeg selv vil fremover tage Nikes slogan med mig, ranke ryggen og hviske til mig selv: Just do it!
Annettes uge på Instagram:
