Jeg er misundelig. Det er uklædeligt og pinligt, og jeg skammer mig. Men jeg er helt gammeldags misundelig. Jeg vil dog undlade at fortælle, hvem jeg er misundelig på. Det er en af de mest forbudte følelser, og den gør mig grim. Den gør intet godt for mig. Jeg bliver hverken dygtigere eller bedre. Tværtimod. Men den er der. Jeg hader endda at indrømme det, men gør det alligevel, fordi jeg bilder mig ind, at alle kender følelsen.
Det er for resten et ord, der ikke giver plads til nuancer, for misundelse betyder jo, at der er noget, man ikke under et andet menneske. Men vi mangler ligesom et ord, der dækker følelsen af at kigge på noget, som andre har, og så ønske, at man selv havde det samme. Det er jo ikke rigtig misundelse.
Lige nu er det imidlertid rigtig misundelse, jeg føler overfor to unavngivne personer og deres iværksætteri, og jeg ved godt hvorfor. Ligesom jeg har disse mennesker skabt en virksomhed. Ligesom jeg har de knoklet dag og nat for at lykkes. Ligesom jeg har de båret et kæmpe ansvar for at få deres produkt ud på hylderne i den optimale form. Men den ene havde penge – mange penge – med hjemmefra. Den anden, som jeg faktisk ikke synes er specielt dygtig, har til gengæld rundsave på albuerne.
Jeg fnyser og vender øjne. Det er ikke kønt. Jeg ved det godt. Jeg er ellers den, der altid glæder sig inderligt, når det går folk godt. Jeg kan blive rørt til tårer, når mine venner har succes, eller når jeg ser ’Løvens Hule’ og hører, hvor meget der bliver kæmpet derude. Mennesker, der satser det hele for at virkeliggøre en idé. Jeg har somme tider skrevet til folk, jeg knap kender, og ønsket dem tillykke med en bedrift. Jeg elsker at blive inspireret af dygtige mennesker. At spejle mig i deres kamp for at få succes.
Men så kommer den der djævel med sit grimme fjæs en gang imellem. Noget, der føles som en uretfærdighed.
Jeg nævnte lige DR-programmet, ’Løvens Hule’, som jeg så forleden aften. Jeg synes, det er de sejeste mennesker. Både dem, der er løver, og dem, der skal præsentere deres idéer. Der er blevet investeret tid og kræfter og penge. De færreste har haft midler at gøre godt med, inden de kastede sig ud i eventyret som iværksættere, og her kan jeg godt blive en anelse træt af dem, der siger: Du må gå »all in«, hvis du vil frem. Det er alt andet lige nemmere at gå all in på noget, hvis man er 25 og hverken har kæreste eller børn.
Men for dem, der får en idé, når de har rundet de 30 eller 40 for den sags skyld, og som skal brødføde en familie, ja, der er det langt sværere at sætte alt over styr for en idé. Nogle gør det som par – det har min mand og jeg f.eks. gjort – og det er helt klart nemmere. Men den anden dag var der et par fyre i Løvens Hule, som havde lavet en skydestok (udstyr til jægere), som de havde sat i produktion, og som viste sig at være et hit uden lige. De to måtte dog hver især have en fuldtidsstilling ved siden af, fordi det var for risikabelt at gå 100 pct. ind i skydestok-virksomheden. Og i den situation er det jo fantastisk, når der kommer kræfter til udefra – penge, viden og andre ressourcer, som disse løver investerer. Jeg sad og græd af glæde på de to mænds vegne.
Til sammenligning rammes jeg af en uretfærdighedsfølelse (ikke misundelse) når jeg ser på damer som Paris Hilton og Victoria Beckham. De har skabt modefirmaer, der producerer bl.a. tasker, der koster op mod 50.000 kroner. Jeg har ikke forstand på mode, men jeg må forstå, at de ved, hvad det handler om, for ellers gad folk jo nok ikke betale den slags penge for noget tekstil. Men for mig er det alt andet end inspirerende. Som iværksætter kan jeg sige, at det gør en verden til forskel, om du har penge eller ej til at sætte dit eventyr i gang med. Der er nogle chancer, som det er lettere at tage, når du er velhavende. Der er råd til fejltagelser, og der er råd til en gedigen markedsføring. I min optik bliver det visionsløst, når disse ekstremt rige mennesker ikke byder på noget ekstraordinært – en ambition om at gøre noget, der rækker ud over eget ego. Som når Stella McCartney går aktivt ind i dyrevelfærd eller når Hummel investerer i by-bier.
Jeg siger det ikke for selv at være hellig, men fordi jeg oprigtigt mener, at rigdom forpligter.
Men tilbage til de to mennesker, jeg sidder her og er misundelig på. Jeg ved godt, jeg skal have lukket ned for det. De er med til at skabe arbejdspladser, og jeg er nødt til at respektere dem for det arbejde, de gør. Måske handler det også bare om, at jeg er så træt af de der floskler a la: »Held er flidens tvilling«. Ligesom jeg har venner, der er ekstremt rige, og som har knoklet i mange år for at nå dertil, så har jeg også venner, der arbejder på den glade side af 70 timer om ugen og ikke har holdt ferie i årevis, og som alligevel er ludfattige. Og her taler vi om dygtige mennesker og produkter af allerhøjeste kvalitet. Hvor er deres held?
Jeg havde engang en kollega, der sagde, at han ikke troede på held. Men tror man ikke på held, så tror man jo heller ikke på uheld. Engang troede jeg på karmaloven: Hvis man ikke opførte sig ordentligt, så ville man en dag blive straffet. Men som en af mine iværksættervenner sagde den anden dag: Det er, som om den gode karma har det med at følge alle røvhullerne.
»Opfør dig ordentligt og pas dit arbejde!« har indtil videre været mit mantra, men hooooold nu op, hvor kunne det alligevel være dejligt med en lille brise af noget medvind på cykelstien. En appelsin, der falder ned i turbanen – ikke fordi man har slidt sig selv ned til sokkeholderne, sat hele økonomien på højkant eller trukket i alle tilgængelige strenge. Men bare fordi man blev ramt af det pureste held.
Annettes uge på Instagram:
