Sidste år fra midt august til midt december kørte jeg 25.000 km. I Danmark alene. Mit job gør, at jeg kommer vidt omkring og oplever nogle af de fjerneste kroge i landet. Jeg elsker det. Det er en gave at kunne kombinere en tur med et besøg i et naturskønt område som f.eks. Grejsdalen ved Vejle eller en gudstjeneste (jeg nåede tre domkirker i december) eller et museum a la bunkermuseet i Hanstholm. Der er så utroligt meget at opleve i Danmark.

Mit job betyder også, at jeg møder mange mennesker. Høj som lav, ung som gammel, rig som fattig. Jeg har tit tænkt, at jeg må have et af de største netværk i Danmark. Fra kongehusets medlemmer til en hjemløs. Men men men…der er en, der overgår mit netværk med længder. En mand, som jeg har den største respekt for. Hans navn er Georg Sørensen, og han er direktør for Messecenter Herning. Han er både gavmild og ydmyg, hvilket gør ham ret særlig. Ind imellem er jeg så heldig at blive inviteret til middag hos ham, og det er altid spændende. Det var f.eks. der, jeg for mange år siden sad og spiste sammen med Søren Pape og hans søde sekretær. Ja, le du bare! Det var jo dengang, hvor Pape stadig var borgmester i Viborg, og jeg ikke vidste noget om ham.

Det er den historie, jeg vil fortælle i dag. Historien om os sjællændere (i Jylland kaldet køwenhavnere over en bred kam), som tror, at vi har fingeren på pulsen. Er fremme i skoene. Er nede med de fede. Underforstået: Alle udenfor København er nogle bonderøve!

Det må være 12-14 år siden, jeg første gang var til et af Georg Sørensens selskaber. Jeg sad sammen med 5 par, jeg aldrig havde mødt før eller havde hørt om. Og så spørger man jo lidt ind: »Nåh, hvad laver du så?«. »Min kone og jeg har en møbelbutik.« For god ordens skyld nævner jeg ikke navnet her, men jeg kendte godt et par af deres butikker i København, så jeg spurgte interesseret »Hvor ligger I ellers?« Og han svarede »Vi har 252 butikker fordelt på 50 lande«.

Det er i sådan en situation, man bliver meget stille. Jeg kan roligt sige, at det ikke var det svar, jeg havde ventet. Jeg havde helt ærligt aldrig hørt om manden.

Mens jeg ledte efter mit næste spørgsmål, vendte jeg mig mod min anden sidemand, som, jeg havde hørt, var i gang med at bygge hus. Jeg var nemlig selv i fuld krig med et husbyggeri, så jeg fortalte, at vi havde været i Østen og fået en brandgod idé til at lave et badeværelse med et kæmpestort vindue ud til en lille aflukket have, som kun kunne opleves fra badeværelset.

»Nej, hvor morsomt«, svarede han. »Vi har gjort præcis det samme«. »GUD, hvor vildt. Jeg troede, vi var de eneste«, udbrød jeg helt eksalteret. »Nej nej«, svarede han og fortsatte: »Altså, det vi har gjort er, at på børnenes badeværelse har vi ført to store vinduer op i 2. sals højde, som så står for enden af hvert af børnenes badekar, og så har vi hængt to kogle-lamper op over hvert kar. Det ser skidegodt ud«.

Her blev jeg igen meget stille. En koglelampe koster ca. 50.000 kroner. Vi selv havde ikke råd til badekar. Vores fliser var købt som ’marmoraffald’, og vores badeværelsesbord var hjemmelavet. Altså…det så sådan set smart nok ud, men dimensionerne var ligesom noget andet. Jeg begyndte at grine for mig selv. Hvis nogen ved dette bord var en bonderøv, så var det mig!

I sidste weekend skete det så igen. Jeg mødte for nogen tid siden en skøn pige på en rejse og spurgte hende, om vi skulle komme sammen. Ja, sådan spurgte jeg faktisk. Jeg kunne godt trænge til at blive livet op af nogle nye bekendtskaber, og der var nu noget dejlig jysk helt-nede-på-jorden pige over hende her. Hun gad heldigvis også godt mit selskab, men første gang, det lige passede med at besøge hende, var altså i sidste weekend, hvor hun var hos sine forældre. »Har du Storm med?« spurgte hun, »for så skal han se min fars traktor. Han har en stor traktor«. Min 8-årige søn, Storm, elsker simpelthen alt med landbrugsmaskiner, så det var en aftale. Jeg fik adressen og stillede ind på GPS’en.

Som jeg nærmede mig, kunne jeg ude på en fjern mark ane et gods. Ikke sådan et lille et. Eller et faldefærdigt et. Næh, en af den slags godser, hvor alt står snorlige og nymalet, og hvor et guldlogo pryder smedejernslågerne. Jeg rystede på hovedet af mig selv med et smil på læben. Denne underspillethed. Denne jyske måde at gå til tingene på. »Han har en stor traktor«. Ja, det ved Gud. Han havde mange. Og mejetærskere og meget andet i en kæmpemæssig maskinpark. Alle nypudsede og linet op i hvidskurede haller. Igen synes jeg ikke, jeg vil nævne navne, men det viste sig at være en Danmarks største jordbesiddere. Og jeg viste mig atter en gang at være…nåh ja…bonderøven. Den eneste formildende omstændighed var, at min egen bil for en gangs skyld var nyvasket.

Denne jordbesidder kendte selvfølgelig landets største maskinforretning, der ligger på den jyske vestkyst et godt stykke ned mod grænsen. Jeg er varsom med at nævne navne, da de jo ikke har bedt om at blive nævnt, men jeg vil alligevel gerne fortælle jer om denne maskinforretning, som er familiedrevet. Det er en familie, jeg selv har mødt ved flere lejligheder qua mit job. En af den slags, der gør indtryk. Dygtige, flittige mennesker, der begyndte med ingenting og i dag har en kæmpe virksomhed, der er respekteret også udenfor landets grænser. Sønnen sidder i dag i direktørstolen, og mange af de gamle kunder løftede øjenbrynene, da han på første arbejdsdag mødte op i polerede sko og skræddersyet jakkesæt. Men han har holdt ved. Han er knivskarp og har bevist, at man godt kan indtage branchen for landbrugsmaskiner med stil.

Køwenhavnere glemmer det. Eller ved det sikkert slet ikke. At der findes et Danmark udenfor hovedstaden og djævleøen, som gemmer på andet og mere end Skagens hvide sandstrand og LEGO familiens rigdomme. I guder, hvor kan jeg komme i tanker om et par smarte drenge fra storbyen, som godt kunne bruge en tur vest for Valby Bakke, så de kunne opleve nogle af dem, der virkelig har drevet det til noget.

Annettes uge på Instagram: